”Jeg har aldrig vidst, at jeg kunne noget, og med det samme så kunne jeg mærke…”

Tobias, bistandsmodtager, er af kommunen blevet sendt på højskole for at disciplinere ham til en livsform med mere faste rammer. Det er her han stifter bekendtskab med amatørteatret – ja, han har endda hovedrollen i højskoleopholdets afskedsforestilling. Nu vil og er han skuespiller! Det er for første gang i hans ustrukturerede liv, at han, da han stod på højskolescenen, med det samme kunne mærke, at han skal lægger stoffer og druk bag sig, og realisere sig selv i skuespillerdrømmen – loyalt støttet af Cille, sin gravide kæreste.

Sådan starter Kasper Rune Larsens anden spillefilm Idioten (den første var Danmark fra 2017). Et møde med de sociale myndigheder, jobcentret, arbejdspsykologer, familien og andre velmenende, plus ikke mindst, en flig af skuespillermiljøet. Det er den konfrontationstur med virkeligheden, vores naive, ikke for kloge (idiot?), Tobias skal gennemleve. Det er denne banale rejse vi skal på.

Vi befinder os på samfundspyramidens bund, et sted i den jyske udkant. Her er hverken naturromantik, samtalekøkkener eller middelklasse- Weltschmerz. Her er beskidt og grimt. Bevidst dokumentarisk tilstræbt og indforstået skildret, med en villet loyalitet – dog ikke helt overfor de kommunale myndigheder, der har vanskeligt ved at se bare et glimt af realitet i Tobias skuespillerambition og hellere ser ham i arbejde som ufaglært arbejdstager.

Tobias og Cille, spilles - eller rettere er - Jacob Skyggebjerg og Sarah Juel Werner. Begge har fra begyndelsen været med til, sammen med instruktøren, at skabe karaktererne tæt på deres eget liv, med referencer til den underprivilegerede klasse. Jacob Skyggebjerg har haft en mindre birolle i Danmark, men er mest kendt som socialrealistisk romanforfatter. Resultatet: et manuskript helt uden fastlagte replikker, kun med sceneangivelser. Improvisation, håndholdt kamera og nærbilleder, ingen skuespillernykker. Ja, Cille gik endda så vidt, at hun blev gravid under optagelserne!

Ægte. Ægte. Ægte.

Gør det Idioten mere vedkommende? Egentlig ikke. For Tobias er idioten< der gør så mange indlysende tåbelige ting, at vi har svært ved sympati eller identifikation. Nok holder han og Cille bryllup med smukke taler om kærlighed og om sammen at opbygge et nyt liv – men når det gælder, svigter han også hende, ikke mindst i forbindelse med den forstående fødsel.

Vi får en stribe scener med venlige og hjælpsomme socialarbejdere, der alle vil Tobias det så godt, på deres betingelser, langt fra Tobias drømme. Men, skuespiller, nej, det må du lege i din fritid. Alligevel lykkedes det Tobias, efter ihærdige og kluntede forsøg, sammen med en mere rutineret skuespilleraspirant, at blive indkaldt til en casting til en ny tv-serie. En lille munter ironisk sketch, hvor både casternes interviewform og de to skuespilkonkurrenter diskret udleveres.

Det er bestemt prisværdigt at den unge instruktør Kasper Rune Larsen vil bryde med dansk films traditioner, som dogmefilmen gjorde det for snart 30 år siden. Unge uprøvede, ofte med skuespillere der ikke er professionelle, improvisation og én ikke altid fastlagt scenegang på ægte locations, formidler en sjælden autencitet. Men glem ikke mennesket og historien, det er trods alt det der griber og fastholder publikum.

Titlen Idioten råber på en sammenligning med Dostojevskij klassikeren af samme navn. Historien om den naive, godtroende og kærlige, fyrst Mysjkin (tæt på en Jesus skikkelse), en dyb og gribende psykologisk genistreg.

Mindre kan også gøre det.

Filmen Idioten er et forsøg på en tiltrængt nyskabelse indenfor dansk film – ikke 100% vellykket, men den skal hilses velkommen, i al sin ufuldkommenhed.