Dokumentarfilmen finder konstant nye former og udtryk. Genrens grænser synes desuden konstant at blive udfordret af forskellige filmmagere. Dette handler ikke alene om at folk som Michael Moore har lavet en række ganske subjektive film om virkeligheden som han ser den, at dokumentarfilm også kan laves som animationsfilm (f.eks. Waltz with Bashir og Flugt) men også at vores teknologiske udvikling konstant skaber nye muligheder for at skabe både nye udtryk og nyt indhold.

Eksempelvis var der i 2018 en ivrig diskussion om hvad der skete med det dokumentaristiske, idet Peter Jackson benyttede avanceret computerteknologi til at finpudse, farvelægge og ikke mindst skabe lyd til en stor mængde sort/hvid stumfilmsmateriale fra Første Verdenskrig. En proces som endte med at blive til filmen They Shall not Grow Old.

På samme vis forventer vi her i Kapellet også at der bliver en vis røre om den nye film About a Hero. Den er godt nok er optaget af ´rigtige´ levende kamerafolk og har virkelige skuespillere på rollelisten, men filmens manuskript er til gengæld skabt af en AI kaldet Kaspar*.

Filmen tager udgangspunkt i en udtalelse fra Werner Herzog, der ifølge pressematerialet på et tidspunkt udtalte at ”en computer ville skulle bruge 4500 år før den kunne lave en film der var lige så god som en af mine”. Denne udfordring har filmens instruktør Piotr Winiewicz taget op, idet han netop har fodret førnævnte Kaspar* med Herzogs film og manuskripter, hvorefter han har bedt den om at generere et manus på baggrund af det indsamlede materiale.

Som langt de fleste ved, er Herzog måske mest kendt for sine mange fremragende dokumentarfilm, men har også en håndfuld virkelig gode fiktionsfilm på sit CV (man kan i flæng nævne Nosferatu, Fizcaraldo og Kaspar Hauser - sidstnævnte har i øvrigt givet AI´en dens navn – red.) Om Kaspar* har fået alt Herzogs materiale eller kun dele af det vides ikke.

Hvis man ser About a Hero uden noget forhåndskendskab, så ligner det ikke just en dokumentarfilm, selv om den både introducerer seeren for en autoritativ voice-over, en interviewstemme (der umiskendeligt lyder som Herzog) som ofte stiller spørgsmål til de medvirkende samt tilstedeværelsen af en lang række eksperter, der udtaler sig om kunstig intelligens og deres syn på fremtiden. Hovedfilmen placerer sig til gengæld et sted mellem en science-fictionfilm og en krimi, men mere om det lidt senere.

For filmfans er det i øvrigt muligt at spotte skuespiller Vicky Krieps i det ellers (i al fald for anmelder – red.) ganske fremmede persongalleri. Hendes medvirken peger selvsagt også i retning af fiktionsfilmen – men omvendt er det jo efterhånden også blevet helt accepteret at dokumentarister benytter skuespillere til at spille med i f.eks. rekonstruktioner af bestemte situationer, der ikke er blevet indfanget på kameraer tidligere.

Fortællingen handler om et mystisk dødsfald i en lille tysk by kaldet Getrunkirchenburger. Byens vigtigste omdrejningspunkt er fabrikken Hirschon´s der producerer en lang række forskellige husholdningsmaskiner. Det var den fabrik den afdøde arbejdede på. Gennem interviews med en række figurer fra byen, bliver der lagt en mosaik som på sigt kommer til at være både et portræt af den afdøde, samt et billede af at der muligvis foregår nogle suspekte ting på fabrikken. Filmen opbygget som en slags mysterie, for der sås tvivl om hvordan og måske især hvorfor manden døde.

Det kan forekomme sært at rubricere en film om en fiktiv mands død i en fiktiv by som en dokumentarfilm, men når man alligevel kan anvende termen er det fordi man bør betragte selve filmens tilblivelsesproces som et billede på hvad der sker med brugen af AI i disse år.

Til trods for at teknologien er forholdsvis ny, så har langt de fleste af os muligvis set AI-genererede reklamefilm eller trailers. Det kan også være du har hørt om AI der skaber ´kunst´ – selv om nogle muligvis vil anfægte at man benytter ordet ´kunst´ i denne sammenhæng. De der arbejder som undervisere kender sikkert kun alt for godt til udfordringen med at det indimellem er chatrobotter der skriver elevernes afleveringer.

For selv om AI, i sagens natur, blot er i stand til at komme med et output baseret på de prompts og den data den fodres med, så er den underliggende bekymring jo hvad denne teknologi på sigt vil komme til at betyde for os allesammen. Ud over at vi ved, at det at benytte AI er enormt ressourcekrævende rent energimæssigt, så er der også mange der diskuterer hvilke rettigheder eksempelvis forfattere, filmskabere og billedkunstnere er ladt tilbage med, når deres værker, tekster og lignende potentielt blot kan blive genanvendt i en eller anden form af den kunstige intelligens.

Helt i starten er der et interview med en amerikansk advokat, der har specialiseret sig i underholdningsindustriens ophavsret. Han fortæller blandt andet om bekymringen om at den digitale teknologi kan skabe deepfakes af ham selv. Det bliver derfor meget spændende at høre Herzogs reaktion på denne film, især fordi han selv optræder i den, uden at have været med til en eneste af optagelserne. Undervejs, der spørger man også sig selv om Werner måske er den eneste medvirkende, der på den måde er blevet kunstigt skabt? For selv om filmen ikke helt kan måle sig med mesterinstruktørens værker, så er den også sært fascinerende. Dette også fordi filmen, ud over dens lighed med – og forskellighed fra - Herzogs film, rent indholdsmæssigt diskuterer netop vores moderne teknologi som en slags antagonistisk størrelse, samtidig med at den afdækker flere detaljer om Dorem Clerys mystiske død.

Mens vi venter på - eller måske med god grund forholder os skeptisk til - den første 100% AI-skabte spillefilm, Next stop, Paris, så er det nu muligt selv at vurdere hvad elektroniske kredsløb og printplader kan udtænke af manuskripter. Måske bliver du imponeret, måske bliver du enormt skuffet, men uanset hvad, så er filmen interessant fordi den netop tapper ind i et emne der både er utroligt aktuelt, fascinerende og ikke mindst potentielt ganske skræmmende. Man kan mene at AI´en blot genanvender allerede eksisterende elementer og sætter disse ind i en ny rækkefølge, men omvendt er det ikke meget lig den praksis som utallige manuskriptforfattere i overalt i verden allerede har gjort til en levevej?

Personligt håber anmelder på at filmen bliver udsendt på Blu Ray og dér inkluderer noget ekstramateriale, der kan gå mere i dybden med hvordan konkret folkene bag filmen har benyttet den kunstige intelligens i den kreative proces. Hvilke prompts har de fodret deres AI med? Har Kaspar* eksempelvis fået lov til at skrive alle scener og alle replikker i den rækkefølge vi ser dem, eller har der – som man måske kan udlede af filmens credits - været en redaktør af kød og blod til at trimme indholdet undervejs? Har AI også været involveret i forhold til konkrete sceners billedkompositioner? Hvordan har Herzog monstro reageret på filmen og har han overvejet at revidere sin forudsigelse? Spørgsmålene hober sig op og forhåbentlig kan man på sigt få svar på dem.

Filmen er i al fald en spændende konceptuel oplevelse. Den er visuelt ret interessant, idet den som oftest placerer de dele der ikke er interviews, i en serie af urovækkende tableaus der fik anmelder til at tænke på Edward Hoppers billeder. Det er mennesker der befinder sig i omgivelser, der synes at spejle deres ensomhed eller fremmedgørelse fra verden omkring dem. Skud ud til filmens dygtige fotografer, scenografer og lysmestre.

Anmelder er dog mere i tvivl om hvorvidt det er en virkelig god film. Der er en masse interessante diskussioner fremført af de kunstnere, filosoffer, poeter og tv-personligheder som optræder, men selve fiktionsdelen ender med at være lidt af en rodebunke. Den er hverken supervellykket som kriminal- eller som science-fiction-film og om det er en egentlig dokumentarfilm kan som bemærket ovenfor også diskuteres,. Sidstnævnte er sikkert også er en af filmens primære formål. Den lægger rigtigt godt fra land, men det er som om den mister grebet om sin egen fortælling mod slutningen. Kan dette skyldes AI´en eller skal vi i stedet pege fingre af instruktøren?

Der er en replik fra filmen der lyder nogenlunde sådan her: ”Du undrer dig måske hvorfor du ser på dette og om det giver mening. Husk på - det er ikke alt der behøver at give mening, vel?”. Det er helt rigtigt, men når man ser en ´rigtig´ Werner Herzogs film, så giver de i det mindste mening. Om About a Hero monstro kan stå på egne computergenerede stankelben, må tiden vise.

Som et passende punktum for denne anmeldelse har Kapellets redaktør tilføjet det (så vidt vides – red.) til dato eneste AI-genrerede tekst på vores sider. ChatGPT blev bedt om at lave en to linjers anmeldelse af About a Hero og dette svar var det noget generiske resultat : ”About a Hero offers a poignant exploration of courage and vulnerability, driven by strong performances and a compelling narrative. The film deftly balances moments of humor with deep emotional currents, making for a memorable cinematic experience.” Det kan godt være at filmen er vildt opfindsom, men ovenstående citat viser med al tydelighed at det er ChatGBT godt nok ikke... endnu.