Man kunne nærmest ikke have planlagt det bedre. I disse tider hvor den amerikanske præsident igen råber op om at ville bemægtige sig Grønland og der samtidig er fokus i pressen på danskernes noget anstrengte forhold til vores medborgere i Rigsfællesskabet så leverer DR public service.

Selv om dokumentarserien Min klasse i Grønland oprindeligt blev lavet til Grønlandsk tv for et år siden, har den netop nu fået premiere på DR Ultra i en dansk versionering. Her kan alle seriens 10 afsnit ses allerede fra i dag. I over et år har et dokumentarfilmshold fulgt eleverne i 5A på Mathias Storch Skolen, der ligger i Illulisat på Grønslands vestkyst, og det er der kommet en både sjov, underholdende, rørende dokumentarfilmsserie ud af.

Som der står i pressematerialet så udgav DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) for nyligt en rapport, der slog fast af danske børn og unge ved forbløffende lidt om livet i Rigsfællesskabet heriblandt Grønland. Samtidig slog samme rapport fast at samme målgruppe meget gerne havde lyst til at vide mere. Det kan denne korte dokumentarserie forhåbentlig råde bod på, for selv om den følger en gruppe børn, der lever i omgivelser, der er meget forskellige fra vores, så bliver det også hurigt tydeligt, at børn overalt i verden har de samme slags udfordringer, bliver nødt til at indgå i en række forskellige relationer og for den sags skyld bliver glade for mange af de samme ting.

En af de mange fine ting ved dokumentarserien er, at den kommer virkeligt tæt på børnene. Dette bliver ekstra tydeligt i afsnit 2 Ny i klassen hvor seeren følger Aviaja, der lige er startet i 5A. Hun er lidt genert og gerne ville have flere at tale med. I 3. afsnit Fødselsdag oplever vi en scene hvor afsnittets fødselar Lucas, der elsker at spille fodbold, ikke vil være ham der vælger holdene, selv om hans lærer sætter ham til det. Lucas bliver så vred at han forlader banen og nægter at deltage. Det kan godt afsløres i dette forum, at begge afsnit ender meget fint – Aviaja åbner sig lidt op og griner med de andre piger og Lucas opgiver at være sur og ender med at spille bold med de andre på banen.

Begge disse lettere vanskelige situationer skildres på en måde, hvor seeren får masser af empati for den medvirkende. Risikoen for at udstille selvsamme børn på nationalt tv er selvfølgelig en risiko, men seriens skabere har virkelig søgt at portrættere deres medvirkende på en virkelig sympatisk måde. Det er jo aldrig rart at se hverken børn eller voksne blive triste eller føle føle sig isolerede fra andre, men det er med garanti også en følelse mange af os kan relatere til, uanset om vores postadresse siger Nuuk eller Næstved.

Nu kan det måske lyde som om Min klasse i Grønland er en serie, der udelukkende fokuserer på problemer, men sådan er den ikke. I langt størstedelen af serien er vi blot tilskuere til disse skønne unger, der fortæller om deres liv og dagligdag. Vi er med til børnefødselsdag, kommer med ombord når en af drengene skal på fisketur. Vi er også med når en anden af eleverne skal flyve for første gang, når en helt tredje skal en tur til tandlægen og vi er også med når en af kassekammeraterne stiller op i det årlige hundeslædevæddeløb.

Man kan måske indvende at det portræt der tegnes af Grønland hér er noget ensidigt. Det handler om en gruppe børns hverdag, med de udfordringer der kan være både i skolen og udenfor. Selv om mange af os godt ved, at der også findes massive sociale problemer i Grønland, ser man forsvindende lidt til disse i serien. Det er heller ikke formålet med serien at skulle vise andet end det den har sat sig for eller propfodre børn med socialpolitiske emner, der i virkeligheden bedst egner sig til et debatprogram på DR2.

En anden ting man kunne indvende, hvis man tog de ekstra stærke kulturkritiske briller på, så er mange af de scener der udspiller sig i serien, ting som måske også optræder på hvad man kunne kalde ”fordomslisten” over de arketyper og skikke som mange her i Danmark forbinder med Grønland og grønlændere. F.eks. hundeslæder, kaffemik, mv. Tager man igen hurtigt disse briller af og sætter man sig i stedet på hug, så er det samtidig selvsamme ting, som gør ungerne i serien unikke. De lever et sted hvor traditioner som dem vi ser holdes i hævd og betragtes måske lige så almindelige blandt dem, som en udflugt til den nærmeste Føtex er for os.

Min klasse i Grønland er virkeligt fint filmet (i øjenhøjde med børnene selvsagt), lækkert klippet og så fungerer den speak der er lavet på dansk også rigtigt godt. Personligt blev anmelder en anelse træt af musikken, der i nogle afsnit bestod af en guitar der spillede country-agtige toner, måske for at illudere at dette sted også havde en snert af noget utæmmet og landligt, lige som Det Vilde Vest hvor musikken stammer fra. Dette er muligvis blot en grov overfortolkning, for ellers fungerer musikken ganske fint.

Anmelder var glad for at få muligheden for at se denne gode lille serie og endnu engang få bekræftet at uanset hvor man bor, hvordan man ser ud eller hvem man er, så findes der overalt i verden mennesker der måske hverken ligner dig eller tænker som dig, men som i bund og grund har de samme ting at bekymres, grine og græde over. Kapellet håber i al fald at serien, som kan ses helt gratis på DR, får masser af seere, unge som gamle, der gennem disse 10 afsnit på hver en 7-8 minutter kan alle de dejlige 5-klasseelever at kende foruden samtidig at blive lidt klogere på livet i Grønland og ikke mindst på dem selv.