Hilde plukker jordbær sammen med sin mor. Et varmt, idyllisk, naturromantisk sommerbillede. Hilde er forelsket til op over begge ører i Hans, som hun er lykkeligt gravid med. Alt ånder lykke og sommer i jordbærbedet.

Så er det vi skimter taget af to mørke biler, der ruller op tæt på nyttehaven. ”Pak din kuffert og følg med”, lyder ordren skarpt og kontant til Hilde fra de to uniformsklædte mænd, der skubber hende ind i bilen, for sammen at køre bort.

Det er starten på den alt andet end idylliske tyske film Kærlig hilsen, Hilde, instrueret af Andreas Dresen efter et manuskript af Laila Stieler. Stedet er Berlin 1942. Hilde er under mistanke og senere under anklage for højforræderi. Udgangspunktet er Hildes og Hans Coppis´ (Johannes Hegemann) tilknytning til Rote Kapelle, en lille modstandsgruppe af ungkommunister, der i det skjulte udfærdiger antinazistisk materiale og endda, gennem en primitivt radiosender, forsøger at advare russerne mod Hitlers planer om invadering af Rusland.

Det er gennem den gravide, nu i 7.måned, Hildes afhøring og fængsling vi oplever nazisternes brutalitet. Ikke så meget den voldelige. Ingen tortur, men en verbal brutalitet og en insisterende grov anklage, når Hilde fremturer med at benægte et hvert kendskab til nogen anti-nazistiskvirksomhed. Bemærkelsesværdigt er det, at selv i det inferno af vold nazismen ellers opererer i, finder afhøringen af Hilde sted, i et forsøg på at give afhøringen/rettergangen et skær af korrekt embedsførelse.

Hildes fængsling er derimod beskidt og umenneskelig. En mørk enecelle med briks, højst 8 kvadratmeter. Og så går vandet, fødslen er gået i gang. Hilde skriger af smerte, råber desperat på hjælp. Endelig åbnes celledøren og hun hives skrigende af smerte ned til fængselslazarettet, hvor en sygeplejerske fatter medlidenhed med Hilde, mens en arrogant læge i forbifarten fastslår, at barnet bør være dømt til at dø. Den vanskelige og smertefulde fødsel gennemføres. Det lykkes, efter svære kampe, for Hilde at få lov til at beholde barnet (som hun naturligvis døber Hans) hos sig – indtil dommen falder.

Kærlig hilsen, Hilde er en grusom film, der i sin fortælleform veksler mellem fortidens ubekymrede romantiske forelskelse og nazismens umenneskelige grusomhed. Hans, den kønne blonde, lidt blege arier. Hilde, det ubekymrede, gravide, forelskede hverdagsmenneske. Unge mennesker, de var ganske vist få dengang , der reagerer mod Gestapos massemord og Hitlers krigsvanvid.

Liv Lisa Fries, som vi husker fra tv-serien Berlin Babylon, er Hilde i smerte og glæde. Et nuanceret og troværdigt billede af en kvinde, der i al stilfærdighed kæmper for retfærdighed og allermest for at beskytte sin elskede Hans.

Hildes beskedne modstand, der bestemt er relevant, kan næppe undgå at tolkes, som filmens indirekte advarsel mod den snigende nyfascisme, der netop nu synes at vokse frem i Tyskland.

At filmen er baseret på en rigtig begivenhed, gør den ikke mindre vedkommende.