”En rigtig Hollywoodfilm.” Sådan opsnappede jeg en replik fra en af tilskuerne på vej ud af biografen efter godt to timer i selskab med amerikaneren Justine Baldonis romantiske film It Ends with Us.

Et kompliment? Eller hvad?

For hvad er en rigtig romantisk Hollywoodfilm? Borte med blæsten (1939), Casablanca (1942), er oplagte titler. For nu at kigge over filmhistoriens brede skuldre. Lidt tættere på nutiden: Da Harry mødte Sally (1989), Pretty Woman (1990), Den engelske patient (1996), Titanic (1997). Fortsæt selv listen.

Oftest er filmen baseret på en bestsellerroman med uforløst kærlighed, familiestridigheder, en skjult fortid, der uventet dukker op. Måske allervigtigst, et klassisk, letgennemskueligt (et pænere ord for banalt) plot, med enkle, ofte voldsomme følelser. Det er ikke vanskeligt at afhøre hvem der er skurkene og hvem vi skal identificere os med. Gerne stjernebesat, helst med smukke mennesker og mundrette replikker. Sådan en film er netop It Ends with Us, baseret på romanen af samme navn, solgt i 10 millioner(!) eksemplarer, skrevet af Colleen Hoover.

Lily Bloom (Blake Livly) er i bil på vej til sin fars begravelse. I tætte nærbilleder fastholdes hendes smukke ansigt, mens hun nærmer sig lillebyen i staten Maine. Gensynet med mor er hjerteligt, men vi aner moderens dominans. Faren, der var byens borgmester, får en stor begravelse. Det forventes at Lily holder begravelsestalen. Det er ikke så svært, skriv 5 punkter, om det bedste ved din far, hjælper moren, den tøvende datter. Lily går på talerstolen, kigger ud over den store forsamling og så ned i manuskriptet – et blankt stykke papir, alene påført tallene 1 til 5. Derefter forlader hun med raske skridt forsamlingen. Lidt af en overraskende introduktion til en feel-goodfilm.

Tilbage i Boston. Lily sidder drømmende, helt alene på toppen af en af storbyens mange skyskrabere. Døren til tagterrassen smækkes op og en stor flot atletisk mand vælter frem, sparker rasende til et par havestole, før han får øje på den forskrækkede Lily. Det er Ryle (filmens instruktør og mandlige hovedrolle, Justin Baldoni), en flot fyr, der forsigtigt flirtende, nærmer sig den kønne blonde Lily.

Den gensidige nysgerrighed udvikler sig, med storbyens silhuet som baggrund. Langsomt, her på tagetagen, afslører de småflirtende deres baggrunde og drømme. Hun vil have sin egen blomsterbutik. Han sit job som neurokirurg. Et job vi måske ikke helt havde tiltroet den charmerende tagetagegæst - og da heller aldrig ser bevis på - selvom ”bipperens” pludselige heftige ringen signalerer, at han straks er ønsket på operationsgangen. De skilles derfor hastigt, uden aftale om gensyn. Begge ramt af Amors pile.

Snart åbner Lily en flot, kreativ mondæn blomsterbutik i et af Bostons bedre kvarterer. Den første kunde er Allysa (Jenny Slate), der ender med at søge jo , selv om hun åbent fortæller, at hun hader blomster. Hun ansættes som medhjælper og de to bliver bedste veninder. Tilfældet vil at hendes bror er charmøren fra tagetagen, Ryle.

Og så ikke mere plotspoling.

Man behøver ikke at være medlem af Forfatterforeningen for at gætte fortsættelsen, der også rummer dramatiske elementer fra fortiden, da Allysa (Brandon Sklenar), en ungdomskæreste til Lily, dukker op. Nu succesfuld restauratør, ejer af netop Lilys og Ryles yndlingsrestaurant. I flashbacks forstår vi ungdomsforelskelsens dybde og oplever Lilys fars voldelige fremfærd overfor den unge tilbeder, der tog datterens mødom. Alle klicheer og banaliteter er pænt bundtet sammen, så smukt og elegant, som nogen buket fra Lilys blomsterbutik.

It End with Us er en sæbeopera, der skummer af flotte billeder, helt usandsynlige sammentræf, godt parfumeret med lidenskab, sex og vold, samt ”et politisk budskab”. Heldigvis, som det sømmer sig, med en happy end.

En rigtig romantisk Hollywoodfilm?

Måske? Døm selv, nu kender du præmisserne.