Børn er så søde. Skønne, lidt irriterende. Ja, alt det vi elsker ved vore kære børn. De lever i deres egen lille uskyldige barneverden. Det er den verden den norske film, De Uskyldige, instrueret og skrevet af Eskil Vogt, sætter fokus på. Nok den mest underspillede filmtitel - i bedste fald ironisk. For filmen skildrer nådesløst fire børns hemmelige liv, blottet for moral eller empati, hinsidigt godt og ondt. Lyder det voldsomt? Det er det.

Ida, 9 år, med gyldne lokker og uskyldsrene blå barneøjne, og Anna, den lidt ældre autistiske storesøster, er sammen med forældrene på vej mod en ny bolig. Et moderne højhusmiljø, en satellitby til Oslo, nær sø, skov og en stor legeplads.

Anna er uden sprog, indadvendt og hjælpeløs, med en konstant brug for omsorg, der let medfører forsømmelse, af den helt normale lillesøster Ida, der ofte er den, der bliver bedt om, at gå tur med Anna eller tage hende med ned på legepladsen. Her og tæt på søen og skoven, møder Ida den jævnaldrende Ben, der fører Ida ind i en verden med huler i træerne, slangebøsse – og tankens kraft. For Ben er et kinetisk tilfælde, der gennem dyb tankekoncentration kan få små genstande, sten eller kapsler, til at flytte sig. Og den evne skal blive forstærket.

Aisha, en jævnaldrende, stærkt forsømt pige fra lejlighedskomplekset, tager Anna i hånden og sammen udvikler de en nærhed og et fælles sprog. Så er telepati og kinetik pludselig et overnaturligt instrument, som de fire børn nu frygtløst sammen kan udvikle og beherske.

Børnelivet er ikke længere en lystig legeplads med hinkerude, sandkasse og gynge, men rammen om børneverdenens hemmelige liv, der er i sin kerne er brutal og grænseoverskridende. Rystende er det, når Ben og Ida sammen kaster den søde tillidsfulde lille kat ned gennem trappeskakten, for at konstatere, om katten har ni liv, og Ben bagefter med skohælen knuser kattens hoved. En lydelig knasen, der i sin pågåenhed, stadig sidder og vibrerer i mine trommehinder. Heller ikke søde Ida går fri for ondskabets kynisme, når hun putter glasskår i sin umælende søsters sko!

De Uskyldige er et uhyggeligt indblik i en verden, som vi genfinder hos Dostojevskij, Steven King og Nietzsche, hvor moral og empati er til diskussion – men vi kun sjældent møder i et forstadskvarter til Oslo.

Når man først har rystet ubehaget ved tabet af barnets uskyld af sig, må det erkendes, at filmen er fremragende spillet. De voksne velmenende eller uforstående og skæve i deres eget ego-univers. Børnene er i uafbrudt i fokus. Troværdige og mentalt nøgne i en sådan grad, at det gør ondt. Og det gør filmen til noget helt særligt. For den er hverken en socialrealistisk forstadskritisk eller en hårdt samfundsanklagende film. Det er børnenes verden vi brutalt konfronteres med.

De kære små, så ærligt og ægte spillet, at vi trods ubehag og følelsesmæssige chok, må erkende, at vi står overfor et unikt indblik i en for os voksne, lukket verden. De Uskyldig er hverken en krimi eller en traditionel gyser, men alligevel rystende, frastødende - og ubehageligt vedkommende.