Sylvia er til fest på sin tidligere high-school i New York. Hun sidder alene ved et bord fyldt med halvtomme glas, mens dansen brager afsted bag hende. Vi kender lidt til Silvia, som medlem af Anonyme Alkoholikere og alenemor til 13-årige Anna. En jævnaldrende herre stirrer vedvarende oppe fra baren på Sylvia, han rejser sig, sætter sig ved hendes bord. Hun rejser sig straks, går mod garderoben. Han følger efter, hele vejen, med Subway´en og til fods, i regn og blæst. Hjem til hendes bolig i Brooklyn, hvor hun omhyggeligt låser alle døre, trækker gardinerne for, efter at have konstateret at den fremmede sidder afventende foran hoveddøren.

Hvem er han? Kende de mon hinanden?

Det er hvad den mexicanske instruktør Michel Francos nyeste spillefilm Memory handler om.

Næste morgen, da hun trækker gardinet fra, ligger han der stadigvæk. Nu halvvejs i et stort bildæk, sovende med en plastiksæk hen over sig. Forsigtig nærmer hun sig den fremmede. Hvem er han? Han ved det ikke selv. Er fraværende, fjern, med en venlig udstråling. Fælles er det dog, at de har gået i skole sammen. Det er tydeligt at han er desorienteret, dement, ude af stand til at find hjem alene. Sylvia, der i det daglige er socialhjælper, er stærkt irriteret, men følger ham alligevel til døren hos broderen/svigerinden, som han bor sammen med, i et udpræget velhavermiljø.

Sylvia lader, et par dage efter sin irritation afløse af nysgerrighed og opsøger ham for at få svar på spørgsmålene om deres relationer, dengang i fortiden. Saul, som den fremmede hedder, er tydeligt stærkt dement, men langsomt får Sylvia trængt sig gennem glemslens tåge ind til barndommens traume. Var det Sauls ven Ben, der voldtog Sylvia som 12-årig? Eller var det Saul? Har Sylvias alkoholmisbrug sløret hukommelsen og forstærket fortrængningerne? Begge kæmper sig tilbage ind i fortidens mørke. Det gør Jessica Chastain og Peter Sarsgaard på en sjælden hudløs, smertefuld og nuanceret facon, der indbragte Peter Sarsgaard Venedig Filmfestivalens pris for bedste hovedrolle (2023).

Deres forhold udvikler sig gradvist. Hun kvitter sit job, efter opfordring fra Sauls bror, Isaac (Josh Charles) og ansættes nu som Sauls sociohjælper. Da de, som ventet, udvikler følelser for hinanden, kommer deres forhold til hukommelsen op til overfladen og tvinger dem til at kæmpe med hårde valg relateret til begges fortid, nutid og fremtid. Det er her Memory bliver noget helt særligt.

Sylvia projicerer sine egne tidligere traumer og minder over på sin datter Anna. Ser hende som en forlængelse af sig selv og frygter, at det værste kan ske for hende. Husker hvor grusomt hun blev behandlet af en mor, der aldrig troede på sin datters beretning om misbrug i barndommen.

Sylvias søster (Merritt Wever) forsøger at holde sammen på den splittede familie og tillader i hemmelighed sin mor at møde sit barnebarn Anna. Da familieproblemerne bliver for anmassende, når Sylvia bristepunktet, plaget af de minder hun har svært ved at slippe. ”Du husker kun, hvad der passer dig”, siger Sylvia irriteret til Saul, når de tos erindringer ikke stemmer overens.

Ved at placere de to hovedpersoner i hver sin ende af hukommelsesspektret lader instruktøren os opleve, hvordan det er at klamre sig til eller ønske, at slippe af med hukommelsen.

Her rejses spørgsmålet om, hvorvidt vi nogensinde kan eksistere uafhængig af vores erindringer. Har vi modet til udelukkende at opleve se os selv i nutiden. Nyde de øjeblikke hvor vi lever, uden at skulle beskæftige os med fortiden og tillade os selv for en gangs skyld ikke at være defineret af hvem vi engang var.

Det formår en dement og en fhv. alkoholiker med et ridt ind i deres mørke fortid, smertefuldt og vedkommende, at illustrere.

Memory er både nutidig, engagerende og ikke mindst en påmindelse om, at livet ikke er fortiden, men er her og nu - og værd at leve!