En journalist kommer for åben tv-skærm til at svare positivt på spørgsmålet, om man kan trodse demokratiske beslutninger og benytte vold, hvis blot sagen helliger det. Dette ser den rabiate skytte, som har ventet på sin mulighed for på nye vilkår at protestere mod atomkraft i Danmark. Derfor begynder han at sende kassebåndoptagelser til journalisten for at denne skal være hans offentlige talerør, mens han foretager sig sine voldelige gerninger. Han starter med at skyde døde ting, men træder hurtigt ind i ofringen af levende væsner under trusler mod både dyr og mennesker.

Sådan er scenen sat i den danske 70’er-klassiker Skytten (1977), der netop har fået en genfødsel på dvd. Scenen er et Danmark, der er på vej til at åbne et atomkraftværk, fordi der har vist sig at være demokratisk flertal for det – og derfor tager skytten affære. Påstanden er, at det ikke nødvendigvis er den rigtige beslutning, bare fordi et flertal har sagt det. Journalisten har også nogle holdninger, der bærer præg af en vis glødende karakter, og udtalelsen i tv’et var efter alt at dømme på ingen måde et uheld. Han mente, hvad han sagde – men så er spørgsmålet så, hvordan man definerer den vold, der skal til.

Filmen er et stykke gennemført protestfilm, som er (forsøgt) lagt i thrillerens format. Det er således en spændingsfilm, som prøver på ikke nødvendigvis selv kun at tage stilling til en problematik, men i den grad fordrer den af sin seer, at denne tager stilling. Af samme grund er filmen for så vidt præget af sin tid, hvor atomkraft længe havde været et stort spørgsmål, mens samtiden osede af en ideologikritisk stemning – ofte ud fra marxistiske horisonter, der netop gerne trodser demokratiske processer for at nå et mål. Det er ikke sagt direkte, men marxismen ligger som en resonansbund hos primært skytten. Det er ikke noget ekstraordinært i samtiden at skildre problemer fra et fiktionelt standpunkt – den svenske krimis popularitet havde allerede haft dette som fikspunkt i et årti.

Men samtidig er filmen også interessant – og gyldigt – som et argument, som i sidste ende afkræver seeren et svar; man tvinges af filmen til at tage stilling, hvilket kan være lidt afkræftende for nogle. Men det viser forcen i fortællingens kraft, der kan tage fat om rode på problemerne fra en anden vinkel end journalistikken og den dokumentariske kritik. ”Hvis nu… så…” er denne klassiske formel på, hvordan fortællingen kan opsætte en hypotese (hvis nu vi skulle have et atomkraftværk i Danmark), som så på en eller anden måde skal tages til efterretning (så bliver vi nødt til at stoppe det, koste hvad det vil). Det er ikke kun underholdning at se en film som Skytten, for den er samtidig et stykke debat, som rejser et – med sikkerhed stadig – aktuelt spørgsmål om energikilder.

Filmen har Anders Bodelsen som en bærende kraft i manuskriptet, som han har skrevet sammen med Franz Ernst. Men hvor Bodelsen ofte benytter sig af mere subtile kritikker gennem sine quasikrimier (eksempelvis behandlingen af den anden verdenskrig i Den åbne dør), så tages der her klart mere hånd – måske endda overhånd – om den samfundsmæssige kritik, som filmen nærmest blot bliver vehikel til. I baggrunden ulmer spørgsmålet, om ikke filmen egentlig havde fungeret bedre som kronik end som filmmanuskript. Måske er det en smagssag, men det er under alle omstændigheder et element, der går ud over fortællingen, der ikke helt formår at medrive, som thrilleren oftest kan. I stedet er filmens fortællestrategi underlagt dette hegemonisk dominerende argument, hvilket i sig selv er interessant nok – men den når derved kun at skabe fokus på et centralt spørgsmål, men den formår ikke at trænge igennem dette lag af ”gode meninger” med en fængslende fortælling.

Så er det spændingsfilmens medrivenhed, du går efter, er det ikke Skytten, du skal se, men er det film som et gennemført argument, du mangler, så er Skytten lige sagen.