Da den norske forfatters selvbiografi Kalak udkom i 2007 blev den straks en bestseller, endda på europæisk niveau. Ærlig, selvudleverende, grænseoverskridende, lød de mange rosende anmeldelser.

Filmatiseringen med samme navn, med svensk/danske Isabella Eklöf som instruktør (senest filmen Holiday 2018) og Kim Leine, himself, og Sissel Dalsgaard Thomsen som medforfattere, holder sig ikke tilbage, når det gælder det grænseoverskridende.

Åbningsscenen - ja, I kan lige så godt få den kastet i hovedet: En ungmand ligger fladt på ryggen og sover. Dynen er gledet til side og den opmærksomme tilskuer aner en svag rejsning under pyjamasbukserne. En ældre herre kommer ind, iagttager den sovende og trækker langsomt pyjamasbukserne ned. En erigeret penis kommer til syne, som manden bøjer sig ned over…. Den 17-årige dreng vågner og lader pædofilien ske fyldest.

De to er far og søn!

Stærke sager.

Faren (Søren Hellerup) er københavner, nok det Inger Støjberg i dag vil kalde en Salon-københavner. Sønnen, Kim Leine, her kaldet Jan (den norske skuespiller Emil Johnsen), der er vokset op hos moderen i en lille norsk, Jehovas Vidner-præget flække, er som 17årig rejst til København, for at lære faderen bedre at kende. Året er 1984, hvor Jan er udsat for de seksuelle overgreb fra farens side og fremover må bære på uforløste traumer og fortrængninger.

15 år efter er Jan uddannet sygeplejerske, gift med Lærke (Asta Kamma August), en kollega. Sammen har de to mindre børn og er flyttet/flygtet til Grønland. Nu begynder filmen for alvor at blive interessant.

Mødet med lokalbefolkningen og den smukke, smukke natur. De store fjelde, sneen, isen, havet, de store mennesketomme vilde, svært fremkommelige landskaber. Overvældende. Smukt oplevet gennem Nadim Carlsens fine kameraarbejde.

Jan, indadvendt, traumatiseret og plaget af fortiden, er alvorligt optaget af det grønlandske miljø. Forsøger at blive integreret og at lære sproget. Går til grønlandsk maskedans, fascineres af ritualerne, der rummer elementer af klovn, sex og ånd. Så optaget, at han kan kalde sig “Kalak”, som hans grønlandske drukvenner oversætter med ”din grønlænder” – et tilnavn, der indeholder både foragt og kærlighed.

Jans søgen ind i det grønlandske fællesskab er en flugt eller snarere besættelse, der ikke mindst retter sig mod de grønlandske kvinder. Snart er han i skiftene forhold, som hustruen – der ikke kender hans traumatiske fortid – tvinges til at acceptere. Da Jan overfor sin grønlandske elskerinde åbner op for fortiden og fortæller om sine incestuøse oplevelser, falder hendes svar som et harpunstød: ” Vi grønlændere er alle blevet voldtaget”. Underforstået, af jer, de hvide europæere.


Bedre bliver det ikke, at hans far sender stribevis af breve, der i al sin ynkelighed understreger hans kærlighed til sønnen, plus appellerende fortæller om en fremadskridende kræftsygdom.

Kalak er en eksplicit politisk, meget professionel, velspillet film. Kold som de sneklædte vider i sin psykologi – men varm og ægte, når det gælder miljø og grønlændernes tætte samliv med naturen. Ikke nogen behagelig film, der bagefter, på mange måder, er svær at komme af med – og dermed har Kalak vel nået sit mål!