”Hvad der sker på lærerværelset bliver på lærerværelset”, sagde lærerne selv. Sådan tror jeg også de fleste elever/forældre har haft det med værelset, som kun de få betrådte og hvor elevernes skæbner blev afgjort - altid for lukkede døre. Et forum omgivet af megen mystik og frygt. Dumpet, udvist eller i bedste fald, en skarp anmærkning i karakterbogen. Sådan lyder lærerkollegiets domme over eleverne, oftest uden nogen form for appellering.

Det er netop, hvad Ilker Çataks nye tyske spillefilm Lærerværelset handler om, skolens lukkede verden.

Carla Novak (Leonie Benesch) er en ung, idealistisk folkeskolelærer med matematik og gymnastik som hovedfag. Med stor empati og entusiasme har hun et godt tag i den 7. klasse, der er betroet hende. En blandet flok elever, som både klapper, hujer og laver lektier efter hendes opfordringer. Hele tiden i dialog og med et afbalanceret forhold lærer/elev. En moderne pædagog i en spritny skole med funktionel arkitektur, brede trapper, store glasruder, med udsigt til grønne områder. Det er her vi i bogstavelig forstand skal opholde os hele filmens længde igennem. Ingen sidespring til omverdenen. Vi er bundet til skolens minisamfund.

En række småtyverier på lærerværelset bryder den pædagogiske harmoni. En dreng af anden etnisk herkomst kommer under mistanke og mobbes på det værste af kammeraterne. Helt slemt bliver det, da skolens ledelse afhører to elever fra Carlas klasse i et forsøg på at få dem til at angive en af deres kammerater. ”Selvfølgelig er det helt frivilligt om du vil udtale dig”, fastslår rektor, men tilføjer lettere truende, ”at den, der er uskyldig, har jo intet at frygte!”.

Carla er rystet over ledelsens dobbeltmoral og hykleri, når det gælder elevernes rettigheder og beslutter sig derfor for, på egen hånd, at efterforske anklagerne. Gennem optagelser fra Carlas bærbare computers kamera afsløres tyven. På skærmen ser man, ganske vist kun hjørnet af en karakteristisk stoftryk-jakke, der fikser en tegnebog - overraskende nok ikke nogen elev. Ingen er i tvivl, jakken tilhører skolens sekretær, mor til Carlas mønsterelev, Oskar. Sekretæren nægter pure og anklager i stedet Carla for et ulovligt brud på privatlivets fred.

Nu starter mistænkeliggørelse, beskyldninger og mobning for alvor. Alle elever, lærere og ledelse hvirvles rundt i et forsøg på at redde ansigt – eller snarere viser de deres sande ansigt. Racisme, ambitioner og fordomme går hånd i hånd. Carla har med sin søgen efter retfærdighed/sandhed foranlediget kaos, men også sin egen isolation. Hun må også indkassere øretæver, da hun i naivitet lader sig interviewe til elevernes skoleblad – og naturligvis på det groveste bliver misforstået og fejlciteret!

Lærerværelset skildrer magtkampen i skolens minisamfund, ikke mindst gennem Carlas insisteren og vedholdenhed. Leonie Benesch, som pt er aktuel i tv-serien Babylon, husker vi også fra Michael Hanekes Det hvide Bånd. Hun gennemlever som idealistisk pædagog en nuanceret og medrivende udvikling, der gør filmen lige så spændende som nogen thriller. Tænk, at man skulle opleve skolelivet så spændende!

Læg dertil børnenes spil. Alle ægte, troværdige, frække, irriterende, skønne, plus en stribe lærere, der alle lever op til Carlas standard.

En film om elev- og lærermobning – der minder ikke så lidt om den store virkelige verden udenfor.

Kort sagt: en 12-tals film.