Når man er barn af halvfjerdserne husker man tydeligt konflikten I Nordirland. Der var i al fald mange samtaler i undertegnedes barndomshjem, der gik på hvor tåbelig, nyttesløs og skræmmende dette problem forekom – en konflikt, der dengang forekom lige så uløselig som den mellem Israel og Palæstina, eller den kolde krig mellem Øst og Vest.

Heldigvis er der, til trods for sporadiske stridigheder og gammelt had der blusser op i ny og næ, stort set blevet sluttet fred mellem katolikker og protestanter i Nordirland og det er måske takket være dette politiske klima, blevet muligt for filmagere at bruge denne periode og dens betændte had, som rammen om en spillefilm, der som et modstykke til alle de øvrige film om Nordirland (der enten forsøger at moralisere over konflikten, eller som benytter situationen til at levere en sociopolitisk kommentar) mest af alt udspiller sig som en regulær thriller.

Filmen der har fået den lidt intetsigende titel ´71 er dog stadig forsigtig med at vælge side. For selv om vores jagtede hovedperson er en menig britisk soldat, er det ikke en film der synes at give hverken protestanter eller katolikker, den engelske besættelsesmagt eller de lokale irere skylden for voldsoptrapningen. Når alt kommer til alt, virker det også formålsløst at finde årsagen til hvem der er den egentlige skurk, for det overskygges nemlig af tragedien i, at det er almindelige mennesker der vokser op og indoktrineres med et altoverskyggende had til deres naboer.

Filmens look er helt i tidens ånd holdt i støvede, gråbrune og gule nuancer, en sygelig teint, der perfekt afspejler det triste samfund som vores hovedperson kastes ind i. I filmens start gennemgår han, sammen med sine soldaterkammerater, en typisk hård militærtræning, før han sendes til Belfast. Han siger farvel til en dreng, som han tager sig af, idet han kender ham fra det drengehjem, hvor han selv er vokset op.

På dette tidspunkt i filmen kan man godt fristes til at tro, at dette nu skal udvikle sig til et typisk socialrealistisk drama, som englænderne er kendt for at kunne lave, men heldigvis skifter filmen, idet Gary ankommer til Belfast, kadence og udvikler sig i en helt anden retning. Det er altså virkelig godt håndværk det her, for både filmens look og stemning er helt perfekt ramt. Den tilstræbte realisme gør, at når først jagten går i gang, er seeren faktisk helt involveret i både konflikten men også i Garys personlige projekt, der handler om at komme helskindet ud af situationen og hjem til hans ven.

Under en razzia, hvor det lokale protestantisk ledede militærpoliti ransager katolikkers huse for våben og mistænkte, er Gary og hans deling blevet beordret til at hjælpe med at styre de lokale. Den øverstkommanderende har endda påbudt at soldaterne ikke skal tage skjolde og hjelme med, da de gerne vil sende et signal om at Briterne er der for at hjælpe de lokale. Det skal dog vise sig at være en rigtig dårlig beslutning, for razziaen udvikler sig til håndfaste optøjer. Garys soldaterkammerat skydes på klods hold i hovedet og Gary tvinges til at flygte ind i de smalle gyder i en by som er helt fremmed for ham med lokale, hævntørstige mænd lige i hælene.

Garys mareridtsagtige tur gennem det barrikaderede, mørklagte Belfast er intens. Imens folkene på hans kasserne forsøger at finde ud af hvor Gary er, om han er i live eller ej, oplever Gary både at få hjælp og ikke mindst at blive forfulgt af lokale fraktioner af frihedskæmpere, med hver deres agendaer. For at gøre det hele endnu mere kompliceret, er der også kræfter – nærmere bestemt briter der arbejder undercover på IRA’s side, der helst ser Gary forsvinde, for han har nemlig været vidne til en aktion der er gået helt galt.

´71 er en virkelig vellavet engelsk thriller. Den er måske knap så intens, som nogle af de mere farvestrålende krigsfilm, der fortæller historien om den enlige soldat eller deling, der er fanget bag fjendens linjer, men hvad den måske mangler i hårdtpumpet action, har den til gengæld i realisme. Gary får undervejs en masse knubs og skildringen af ham som en mand af kød og blod, en person der i den grad føler den smerte han påføres gør, at realismen holdes intakt.

Filmen er virkelig barsk, for krigens gru kastes lige i ansigtet på biografgængeren. Ingen er forskånede i denne konflikt og filmen glemmer heller ikke at kommentere på hvor meningsløs og skadelig dette ideologiske had til hinanden er. Muligvis er dette en film mange vil springe over, takket være den dystre baggrund, eller ideen om at se et engelskproduceret drama der foregår i Nordirland, men giv den en chance, for når alt kommer til alt er dette ikke realisme, det er en film der benytter en realismeæstetik til at fortælle en historie, der virker tættere på John Carpenter, end den gør på Ken Loachs mange hverdagsdramaer.