Omhyggeligt, respektfuldt bladrer museumsfolk med hvide bommuldshandsker i de sterilt indpakkede sort/hvide fotografier. Det er så også det eneste sted, hvor filmen Look at the Pictures ifører sig fløjlshandsker. For dokumentarfilmen om det kontroversielle fotoikon Robert Mapplethorpe (1946-89) er lige på, saftigt og dekadent.

Allerede filmens første billeder understreger, at det er "hot stuff". Senator Jesse Helms vinker rassende, vred og forarget med et par af de obskøne fotos, der forventes udstillet på Whitney museet i New York, året efter fotografens død som 42 årig. Det er uetisk kunst, råber senatoren - men udstillingen gennemføres og Roberts berømmelse når store højder.

For det er berømmelse det handler om. Det at være kendt, ikke nødvendigvis anderkendt, er en kraftigt lysende ledestjerne for filmens hovedperson.

Vi skruer tiden tilbage til 60erne. Alt står til forandring.

Robert vokser op i en typehusvilla forstad til New York i en middelklassefamilie med hang til katolicisme. Faren er ingeniør og amatørfotograf - med mørkekammer og fremkaldervæsker i kælderen., men det er ikke her inspirationen er kommet fra, fastslår den ældre søster Nancy, Robert afskyede dengang fotografiet.

En vanartet knægt, mellem-barn, moderens favorit, kreativ og frembrusende. Flytter tidligt hjemmefra, kommer på kunstskolen The Pratt Institute i Brooklyn. Bor på et usselt værelse på rock-and-roll hotellet Chelsea og bliver soulmate med folkesangeren Patti Smith. En verden, hvor stoffet, sex, sadomasochisme og anarki blandes i et heftigt oprør mod vestens borgerlige værdier. Et forsøg på at opsøge og helst overskride grænser - og først og fremmest realisere sit eget (sex)ego.

Selv om det traditionelle fotografi til at begynde med ikke har hans interesse, kan han bruge det ny type polaroidkamera som udgangspunkt for sine collager. En superrig kunstsamler - Sam Wagstaff - fatter lyst til den unge kunstner, forærer ham et Hasselblad-kamera og indretter et atelier til ham. Robert er nu på vej op ad berømmelsens stige - hvor lysten/besættelsen til unge, gerne sorte, mænd forstærkes.

Look at the Pictures er en traditionel portrætfilm, hvor mange, fra barndom til nutids kunstkendisser, modeller og eks-lovers, der har haft berøring - og den er ofte stærk fysisk - med Robert, kommer til orde. Det er dekadence i højeste potens - parret med et manisk begær og besættelse af at ville være kendt. "Djævel eller engel?", spørger søsteren. Bror Edward, der arbejder som Roberts assistent, ydmyges konstant og tvinges endda til at skifte efternavn til Maxey for at undgå forveksling.

Vi får et usminket protræt af en narcissistisk kunstner, der brænder for at tilfredsstille sit eget begær. Ofte omsat til provokerende s/h-billeder, hvor ikke mindst det mandlige kønsorgan er i fokus. Ubehageligt, men også vigtig som tidsdokument. Som voice-over har vi hele tiden Robert Mapplethorpes egen stemme, der fastslår: ”sex er det eneste, der er noget værd i kunsten og i livet”.

Der er en smertelig ærlighed i mange af hans provokerende s/h fotos. Hvor meget sexgal han end er, kan vi ikke afvise samtidsbilledet og hans legendariske tabu-bekæmpelse.