En meteor på størrelse med Mount Everest er på vej mod jorden. Om godt et halvt år vil vor klode og alt liv være totalt udslettet. Et brag, millioner gange større end Hiroshimabombens. Det er den uomgængelige sandhed, de to astronomer Kate og Ronald fra deres forskerlaboratorium på universitet i Michigan, i al sin gru, videnskabeligt kan dokumentere.

Jordens undergang forestår.

Det er noget af en start. Den amerikanske instruktør (der også stod bag The Big Short og Vice) Adam McKays dommedagsfilm Dont look up kan og vil endda meget mere, end blot at udslette kloden! En grovkornet politisk satire, der uden skånsel udleverer politikerne og deres rådgivere, medierne og de økonomiske magthavere. For ingen vil/tør se undergangssandheden i øjnene, som de to forskere, både med deres sandsynligheds beregninger og rumfotos, kan bevise.

Professor Randell troværdig, hypernervøs, naiv og velspillet af Leonardo DiCaprio og hans assistent dr. Kate, ung, indigneret, kompromisløs, modig og idealistisk, er fint dækket ind af Jennifer Lawrence. Begge videnskabsfolk meddeler straks deres rystende opdagelse til NASA, der straks formidler et møde i det Hvide Hus med den kvindelige præsident, ondskabsfuldt vittigt spillet af Meryl Streep (Jo, det er en helt usædvanlig stjernemættet film).

Selvfølgelig har præsidenten travlt. Noget med en ledende højesteretsdommer og så det forstående midtvejsvalg. Den storrygende præsident og hendes nærmeste rådgiver tvivler på de forelagte forskningsresultater. Ingen, og slet ikke videnskaben, kan vide noget som helst med 100% sikkerhed. Mødet erklæres fortroligt – red tape. Vi afventer og vurderer. Kort sagt: Luk øjnene, look down.

De to forskere lader sig ikke kue. Heldigvis har vi den frie presse, demokratiets vogter, sandhedens talerør. Selvfølgelig skal sandheden frem – hvis det hele da ikke bare er tomme konspirationsteorier eller fake news! I et dagligt tv-talkshow The Daily Rip, der i sin vattede, kælne selvoptagethed, får selv vort eget Aftenshow til at ligne Debatten, bliver de to forskere interviewet af Cate Blanchett, der både vimser, spinder og flirter, så det er en parodisk fryd. Ondsindet og rammende. For nok er Don’t look up en moralsk katastrofefilm – men dog først og fremmest en skarp, munter og nådesløs satire, hvor det tilbagevendende tv-program er et af flere pletskud.

Nu må præsidenten i aktion, med Trump-kasket og politikerfloskler. Hun og hendes nærmeste rådgiver (hendes umulige søn!) og generalerne vælger, at sende en af fortidens rumhelte afsted, i en udrangeret rumfærge, mod kæmpekometen på vej mod jorden. Igen en fin parodi på USA’s primitive heltedyrkelse. Fiasko. Så træder storkapitalen, Tech-chefen, USA’s tredjerigeste mand til, i en inkarnation af Jobs/Gates/Musk, der har opdaget, at kometen, som nu i stærk hastighed nærmer sig jorden, indeholder sjældne værdifulde grundstoffer, der kan gøre os/dem endnu rigere.

Don’t look up er en skarp, pågående, grov politisk satire i slægt med Dr. Strangelove og tematisk tæt på Lars von Triers dommedags film Melancholia. Fortalt aggressivt og hurtigt, i et næsten hysterisk tempo, som er man angst for, at vi ikke konstant skal føle os underholdt/angrebet.

145 minutters hæsblæsende politisk piskning afmatter selv de mest entusiastiske – men gør ikke filmen mindre seværdig. Grov politisk satire med en aktuel pointe, der påpeger/understreger vores evne til at lukke øjnene for ubehagelige realiteter. Om det så er klimaet, Coronakrisen, eller verdens undergang. Vi vil allerhelst lukke øjnene.