Whitney Housten står stadig stærkt som et af det 20. århundredes allerstørste stjerner. Og ligesom så mange andre, der voksede op i 80’erne og 90’erne var hun, også hos mig, et fast everyday soundtrack til de liflige dansetrin på værelset, og de helt store følelser. Hun var dengang en fast bestanddel af tabloidpressens vanvittige forsider og solgte et utal af drømme i ungdomsmagasinerne verden over.

”Succes ændrer dig ikke. Det gør berømmelse” proklamerede Whitney i et interview tilbage i 1996, kort tid efter hendes første overdosis. Deri lå en af hendes største kampe: retten til at være sig selv, som titlen også indikerer. Det er dén balancegang instruktør Nick Broomfield griber fat i, i hans portrættering at den nu afdøde superstjerne. Har du endnu ikke set dokumentaren, ja så ligger den nu tilgængelig på Netflix for alle nysgerrige sjæle.

Med en opvækst i Newark, New Jerseys ghetto, voksede Whitneys karriere ikke ud af himlen. Til gengæld var hendes stærke tro ikke til at tage fejl af. Netop hendes opvækst i et meget kristen hjem betones da også i denne skildring. Det gælder særligt morens, Cissys, rolle, der får stor indflydelse på Whitneys musikalske træning. Allerede i en tidlig alder deltager Whitney i morens Gospelkor, der ikke kun er med til at skole hende i den spirituelle sangtradition, men giver hende også nogle klare etiske og moralske bånd, der er med til at danne hende som menneske. Man får dog hurtigt en indikation af, at Cissys ihærdige og standhaftige forsøg på at dyrke Whitneys sangtalent mest af alt handler om egen uforløst skuffelse over ikke selv at have opnået succes.

Hvor Whitney finder kærlighed og omsorg i sin far, er vi i stedet vidne til en kontrollerende og dominerende mor, der iscenesætter sin datter helt fra lille, og fortsat forbliver en tung skygge igennem hele Whitneys karriere og liv. ”Don’t mix family with business”, fristes man til at sige, da det er et evigt tilbagevende emne og konflikt i mange stjernes liv – senest i dokumentaren Amy fra 2015.

Der er ingen tvivl om, at Whitney har banet vejen for mange sorte, kvindelige sangerinder, der sidenhen er kommet til. Det er uden tvivl svært at sætte navn på ret mange forinden hende, der på så stærkt og selvsikker vis har repræsenteret denne minoritet. Paradoksalt nok, var Whitney alt andet en stærk uden for scenen, og hendes alt for lave selvværd gav hende ikke mindre at slås med i hendes relationelle forhold. Et af de områder, som Whitney: Can I Be Me giver sig tid til at udfolde, relaterer sig til Whitneys længerevarende forhold til veninden Robyn. Et forhold der satte gang i snakken om Whitneys seksualitet, og som åbenlyst stod i modsætningsforhold til hendes religiøse ophav. Måske har dette dilemma haft langt større betydning for hendes konflikte indre, end hvad vi lige umiddelbart får med fra denne dokumentar, og det ville for mig at se have givet historien mere dybde, hvis det kunne have fyldt endnu mere. Når det er sagt, så har jeg stadig en aversion mod det, at hendes måske/måske ikke biseksuelle orientering skal være det, der definerer hendes eftermæle. Whitney var så meget andet og så meget mere end dét, og den overbetonede tragedie som forsøges portrætteres.

Whitney: Can I Be Me efterlader os ikke med mange svar, ligesom den heller ikke synes at give os en synderlig nu viden om Whitneys liv. Dokumentaren foregiver ellers at give et afslørende indblik i stjernes tilværelse, men det er som om, at den vil for meget og når for lidt.

Kombinationen af de mange nye og gamle interviews, hjemmevideooptagelser, koncert- og lydoptagelser fungerer stilistisk godt sammen, men for mig at se, bliver det til for mange mennesker, der alle har hver deres mening om Whitney - hver deres opfattelse af ’virkeligheden’. Dokumentaren mister derfor lidt sit fokus og flow, hvilket gør det svært at danne sig et reelt billede af, hvem denne konfliktefyldte Whitney var. Jeg sad tilbage med en frustreret oplevelse af at finde hovedpersonen omgivet af langt større mystik, end da jeg trykkede på play-knappen, men måske har det netop også været instruktørens hensigt. For hvem står tilbage med den endegyldige sandhed, når alt kommer til alt? Én ting kommunikerer dokumentaren dog vældig klart: Whitney havde det ikke godt, imens hun var i live. Hvem, eller hvad, der var årsag hertil er op til seeren at vurdere.

Med sine ca. 100 minutter forekommer dokumentaren mig meget lang. Ikke fordi 100 minutter burde være det, men ganske enkelt fordi der slet og ret er lange passager, hvor fortællingen mere eller mindre taber pusten. Sidste del af dokumentaren opvejer dog dele af dens tunge mellemstykke, men det ændrer stadig ikke på, at vi aldrig helt kommer ind under huden på Whitney.

Instruktøren har paradoksalt nok valgt at lægge fokus på alt andet end hendes fantastiske musik og stemme. I stedet får vi et mestendels unuanceret, og overfladisk portræt af en stjerne, der netop ønskede at være alt andet end det poleret popikon, musikindustrien gjorde hende til. Derfor bliver fortællingen heller aldrig en hyldest på Whitneys egne præmisser, men i stedet en fortsættelse af den hungrende presses evige forsøg på at skildre en tragisk skæbne på sin egen glorificerede, Hollywoodske facon.

Broomfields dokumentar er dog et must-see for de mange fans, ligesom man også får et indblik i flere førhen ukendte hjemmevideooptagelser. Dokumentaren skal dog mest af alt ses for dens skildring af de få personer der stod Whitney nærmest igennem hendes alt for korte liv. Heri ligger velsagtens det mest interessante materiale, da der giver et indlysende billede af hvorfor det kunne gå så galt – ikke kun for Whitney, men også for hendes datter Bobbi Kristina Brown der døde blot 22 år gammel. Stofferne var måske nok det, der tog det sidste liv ud af den fænomenale sangerinde, Whitney Houston, men forud går som regel et tungt og ensomt liv.