Historieforfalskning er noget vi kender fra diktaturlande. Nederlagene bliver til sejre og diktatorer til helte, når fortiden skal glorificeres i nutidens historiebøger. En omskrivning, som vi i de demokratiske og humanistiske lande, kun kan tage afstand fra – selv om alle vel har en snært af ønsket om, i historiens lys, at ville fremstå bedre end fortjent.

Anders Walter (Oscarvinder med kortfilmen Helium 2014) har med sin spillefilmdebut, Når befrielsen kommer, netop fokuseret på en sort plet i Danmarks historien. Måske mere en historiefortrængning, end en egentlig forfalskning. Nemlig Danmarks håndtering og indkvartering af den kvarte million forkomne og sygdomsbefængte tyske flygtninge, hovedsageligt fra Østpreussen, der mod krigens slutning, blev skubbet nordpå, ind over den danske grænse, ikke mindst af de russiske tropper.

Godt 250.000 tyske børn og voksne, hjemløse og forhadte, skulle derfor, efter ordre fra Værnemagten, mod krigens slutning i foråret 1945, akut interneres i Danmark, der i mere end fem år, havde måtte bøje sig for den tysk besættelsesmagt, som nu er ved at gå i opløsning.

Her begynder historien om forstanderparret Jacobs (Pilou Asbæk) og Lis’ (Katrine Greis-Rosenthal), store dilemma på Ryslinge Højskole på Fyn. For de tyske myndigheder kræver at Højskolen, med sine 125 elever skal huse 523 flygtninge. Forstanderen gør alt for at eleverne kan fortsætte på skolen og undgå hjemsendelse. Kompromisset med tyskerne bliver, at de mange flygtninge okkuperer gymnastiksalen. Lidt halm kan de få at ligge på – resten, mad, drikke og omsorg, må de tyske soldater selv sørge for.

”Vi passer os selv, og tyskerne sørger for deres egne” fastslår Jacob overfor lærer og elever på Højskolen, der således fungerer videre trods interneringen. Men så enkel er dagligdagen ikke. Vi nærmer os krigens afslutning, og mange tyske soldater hjemsendes eller deserterer.

”Mit barn er sygt, jeg har brug for en læge, for medicin, for mad”. En tysk kvinde holder et døende barn frem mod højskoleforstanderen. Er det samarbejde med tyskerne, at hjælpe de syge og medtagne? spørger højskoleparret sig selv. Jacob opsøger forgæves det lokale apotek og stedets læge. Begge afslår hjælp, med henvisning til Lægeforeningen, der forbyder, på trods af lægeløftet, enhver dansk læges indblanding med de syge tyske flygtninge. Alligevel vælger Jacob og Lis at hjælpe de lidende børn, ud fra devisen, det kan da ikke være at samarbejde med tyskerne. Intet anstændigt menneske kan forsvare at se passivt til, når børn ligger for døden.

Deres hjælp rygtes hurtigt i lokalsamfundet. Takken for hjælpen er en brosten gennem ruden. Udskreget som Landsforræder, en kold skulder og en spytklat fra den lille bys beboer.

Krigen er slut og tyskerhadet er vokset og synes nu legitimt. Tilbage er de 250.000 tyske flygtninge, hvor mange var smittet med difteritis og paratyfus. Mere end 1700 dør, heraf et stort antal børn, uden at modtage nogen professionel lægehjælp fra dansk side. De sidste flygtninge hjemsendes først i 1949.

Når besættelsen kommer viser på fremragende vis, både den almene danske situation tæt på krigens afslutning og især det menneskelige dilemma, der opstår, når humanisme, moral og næstekærlighed konfronteres med et forståeligt had til Værnemagten. Filmen er et miniportræt af tiden, illustreret, gennem den lille højskoleforstanderfamilie, hvor Pilou Asbæk, som alt for længe (8 år) har været savnet i dansk film, viser sit nuancerede talent, ikke mindst i samspil med 12-årige søn Søren (Lasse Peter Larsen), der opildnet af sin musiklærer og frihedskæmper ven (Morten Hee Andersen), bestemt er flov og afvisende overfor sin fars ”tyskervenlighed”.

”Hvad skal vi sige til vores børn.” spørger Lis efter at have hjulpet med mad til de udhungrede flygtningebørn.Svaret falder prompte fra den foragtede forstander:”At vi gjorde det rigtige”

Og det er netop hvad filmen så modigt gør.