Zombier optræder i mange forskellige sammenhænge, fra tegneserier til computerspil, men tv- og filmmediet er helt sikket dét, som byder på flest zombiefortællinger. Som med alle mulige andre typer af film, er også zombiefilmen et produkt af sin tid og man kan, som mange kloge hoveder gennem årene har gjort, læse og tolke disse elementer ind i filmene. På den vis er Romeros film Night of the Living Dead en film om Vietnamkrigen og kernefamiliens opsplitning, Dawn of the Dead en film der kommenterer forbrugersamfundet, og så videre.

Omvendt så kan man også bruge zombiefilmens rammer til at fortælle mange forskellige typer af historier. Shaun of the Dead er en parodisk komedie. Warm Bodies er en genfortælling af Romeo og Julie som ligefrem ender godt. Taler vi om klassisk litteratur så kan Pride, Prejudice and Zombies måske få et langt større publikum til at interessere sig for Jane Austen. Eksemplerne er mange, men Zoo er med garanti den første film undertegnede har set, som benytter zombieapokalypsen som rammerne for parterapi.

Da vi møder det unge par Karen og John, er deres forhold alt andet end harmonisk. De bor sammen i en ganske lækker lejlighed, men kærligheden har haft trange kår. Senere i filmen afsløres det at Karen aborterede, i stedet for at føde drømmebabyen og det har presset dem begge. De har svært ved at kommunikere, de gider ikke rigtigt røre ved hinanden og i det hele taget er deres forhold utroligt dysfunktionelt. Dette ændres dog på da et fly styrter ned og en smitsom sygdom pludselig inficerer alle. Denne situation betyder at Karen og John bliver nødt til at arbejde sammen, for at kunne overleve.

Zoo er på den led en meget atypisk zombiefilm, men ikke kun fordi den fokuserer på parforholdet og alle de problemer der kan være i et sådant, men også fordi filmen ikke ligefrem overøser sin seer med inficerede horder af levende døde. Faktisk så ser man udelukkende en håndfuld af disse, idet parret beslutter sig for at åbne deres hoveddør lidt på klem. Dette fungerer dog fint, for i øvrigt så skildres den apokalyptiske situation primært gennem hvad parret hører på deres tv og senere via radio.

Af samme grund kan det godt være at de seere der havde forventet spandevis af blod, indvolde og råddent kød vil blive skuffede, men Zoo beviser at man sagtens kan få skabt en postapokalyptisk scene, selv på et ganske magert budget. I denne film, er faren udenfor døren også mest tænkt som en ramme for historien, for skal Karen og John have en chance for at finde tilbage til det der bandt dem sammen som par, så bliver de jo nødt til at være fysisk til stede i samme rum, så de kan få snakket tingene grundigt igennem. Det sikrer zombierne for.

Filmen byder også på andre figurer end vore to hovedpersoner. Disse bifigurer er ikke nogen der optræder i flashbacks eller lignende, for filmen er fortalt kronologisk. I stedet er det folk der mere eller mindre tilfældigt kommer forbi parrets dør. Mest komisk er scenen hvor et par, som Karen og John kender fra tidligere, pænt beder om at komme indenfor. Da dette modvilligt sker, kan de se at Karen og John tilfældigvis har mange af de samme brugsgenstande som de selv havde i deres lejlighed. Karen og John har nemlig været på røvertogt for at tage hvad de selv mente de havde allermest brug for. Dette par er både venlige og rare, men især Karen er opsat på at få dem ud igen, da de jo tærer på ressourcerne. I en tid som denne er det jo vigtigt at spare på de ting man har.

Mødet med naboerne bliver nærmest til en farce hvor begge par forsøger at holde deres høflige facade udad til, mens de alle mistror og afskyr hinanden, når de ikke er i samme stue. Både dette nærmest antropologiske adfærdsstudie, men også ovennævnte idé med at lade handlingen udspille sig på ret begrænset plads, er det som har givet filmen sin titel. Vi seere observerer de ”vilde dyr” udefra, i deres ’naturlige’ habitat og ser hvad der sker, hvordan de opfører sig og interagerer med hverandre.

Zoo er muligvis ikke en fantastisk zombiefilm, men den benytter genren som en baggrund til at fortælle sin historie om et kuldsejlet parforhold på. Et forhold der muligvis reddes af apokalypsen. Selv om filmen er en anelse for lang, så er den ganske seværdig, især på grund af de to bærende hovedroller. Endvidere er dette en film der i den grad er instruktør Antonio Tublens værk, for han har både skrevet manus, musikken og har tillige klippet filmen. En svensk auteur, som virkelig er et nærmere bekendtskab værd. Kapellanen har i al fald efter Zoo fået stor lyst til at finde og ikke mindst se mandens to andre spillefilm så hurtigt som muligt.