Filmen starter i børnehøjde – og der bliver den de næste 72 minutter. Playground er den belgiske instruktør Laura Wandels spillefilmdebut, der skildrer, mest i nærbilleder, den 7-årige Noras (Maya Vanderbeques) møde med underskolen. Første skoledag. Tårefuld knuger hun sig til farens knæ for modvilligt, sammen med sin et par år ældre bror, Abel at blive skubbet ind i en fremmed verden med egne uskrevne love og eget moralsæt.

Hver dag følger faren de to til skolen. Afleverer dem ved gitterporten - og det er bag den vi er i resten af filmen. Ikke et glimt fra hjemmet, skolevejen eller andre miljøer. Skolen og kun skolen – og de få voksne møder vi mest i fra knæerne og nedefter. Konsekvent gennemført.

Det er lille Nora, der er i centrum – hendes møde med et skolens mikrokosmos, hvor der dagligt skal kæmpes kampe for at blive accepteret af klassekammeraterne, ydes en indsats for at få lærernes gunst – og affinde sig med skolegårdens junglelov – de stærkes ret. Mobning, der både er verbal og håndfast.

Lille Nora er betuttet, indadvendt forskrækket. Tøver længe, da læreren beder den enkelte elever sige sit navn. Forskrækket og svagt, næsten hvisker hun: ”Nora”, men hun har heldigvis storebror Abel, der går i en af de ældre klasser, at holde sig til. Men Abel skubber hende fra sig hun må/skal gøre sine egne erfaringer.

Rigtigt slemt bliver det, da Abel af de stor drenge bliver udsat for rå mobning, der får selv Herlufsholm kostskole til at blegne. Så slemt, at det værste, der kan ske for en 12-årig knægt, sker. Han tisser i bukserne af skræk. Noras moralske indignation og forsøg på indblanding – ja hun ligefrem sladrer – forstørrer kun konflikterne.

At faren har tid til at hente og bringe børnene giver ikke status – tværtimod. Hvad laver din far? Passer os (!) - så er der lagt op til afstandtagen. En dramatisk scene, hvor Nora, i modsætning til de andre klassekammerater, ikke får en fødselsdagsinvitation, og tilegner sig i vrede invitationsstakken, som hun river i stykker, understreger yderligere Noras isolation.

Heldigvis er der også lyspunkter. En forstående lærerinde, der giver knus og kram – og styrke til at Nora kan overleve og skabe sig en tålelig skoletilværelse med veninder, leg og sport. Så midt i den moralske indignation, genoplever man, næsten, på egen krop skolegården og klasseværelset – hvad enten man var mobber eller den ydmygede.

Playground er 100% børnenes. Tænk, at man kan filme en scene, hvor det at lære at binde en sløjfe på skoene, er et helt lille vedkommende drama. Det er unikt. En nærhed, hvor følelser. smerter og konflikter gennemleves - ikke mindst i Noras dejlige barneansigt.

Vi er langt fra det tuttenuttede barnlige, tæt på en dokumentarisk skildring af den skoleverden, der ligner voksenverdenen på godt og især ondt. Det understreger igen og igen vigtigheden af at læreren ikke kun har en faglige dygtighed, men også en menneskelig forståelse af barnets verden.

Playground er bestemt ikke en moralsk pegepind – det er en nuanceret film. Først og fremmest om det lille menneske Noras første skoletid. Så velspillet, at man kun kan være imponeret af den belgiske debutants børneinstruktion – og mod til at fortælle sin historie kun i børnehøjde.

En stor film om en lille verden. En verden vi alle berørt, på den ene eller anden måde, har vandret igennem.