Filmen har to hovedpersoner. Apolonia og Lea. Maleren og hende bag kameraet. Det hele starter med et filmskoleprojekt, hvor Lea Glob i 2009 skal følge den unge malerkunstner Apolonia. En portrætfilmsopgave, der i sådan en grad optager Lea Grob, som selv er filmens fotograf, at hun ikke slipper Apolonia Skols udvikling, men først lægger kameraet til side, 13 år senere.

For Apolonia har meget at berette. Født ind i et af Paris’ vilde bohememiljøer. Et fællesskab af kunstnere, poeter og aktivister med kreativitet og revolution i centrum. En fransk far, teaterdirektør for et stærkt venstredrejet undergrundsteater, i et faldefærdigt slumkvarter. En russisk/polsk mor, flygtet fra kommunismen. Sammen udlever forældrenes deres frisind, hvilket kan dokumenteres gennem kasser fyldt med videooptagelser fra dengang. Lige fra Apolonias fødsel til forældrenes erotiske udfoldelser. Apolonia er i ordets egentlige forstand født ind i et antikonformt miljø, hvor frigjorthed er basen for den enkeltes udvikling.

Forældrene bliver skilt og moren tager den otteårige Apolonia ved hånden og fly(g)tter til Danmark – ikke noget lykkeligt ophold. Apolonia er snart igen tilbage til Paris, hvor hun let integreres i farens teatermiljø og bliver slyngveninde med Oksana Shachko, en jævnaldrende ukrainsk flygtning og grundlægger af een feministiske oprørsgruppe Femen. Oksana støtter hendes beslutning om at blive at blive kunstmaler, men mest om, at blive sig selv.

Apolonia optages som elev på det franske kunstakademi Ecole des Beaux-Arts. Herfra følger vi hendes karriere frem til i dag. Et traditionelt kunstnerportræt, fra nedtur til succesen? Slet, slet ikke. Apolonia, Apolonia er meget, meget mere. Et rørende og smukt nærbillede, selvfølgelig, af kunstneren, men også tæt, tæt på fortælleren/fotografen, hvis (bevidst) naive kommentarer til det lidt fremmede miljø, fortæller meget om Lea Glob selv. I den grad en voldsom involvering, når vi følger hendes graviditet og en dødstruende barsel – hvor normalt kun 15% overlever. Det gør Lea Glob heldigvis.

”Du er mere interessant som person, end dine malerier” siger en af smagsdommerne om Apolonias kunst, der nok kan forhindre, at hun får Akademiets guldmedalje, men ikke at hun modtager sit diplom fra Akademiet. Apolonia, rækker vrængende tunge mod kameraet, for hun er en overlever, der som kvinde, må finde sig i at møde megen nedladenhed fra ”de hvide mænd”, det patriarkalsk tyranni, som kunstverdenen også er præget af.

Apolonia flytter til USA, først New York så L.A., hvor hun for alvor møder kunstverdenens kommercielle side. Hun kommer i stald hos en ”mæcen”, hvis motto er: ”Hvorfor købe kunst, når det er billigere at købe kunstnere”. Apolonia får atelier og en fast mindre gage, mod at producere en stribe billeder om måneden. ”Jeg er blevet et industriprodukt”, fastslår hun kynisk.

Oprøret er der heldigvis stadig. Da hun, i en offentlig park i Canada, sammen med en stribe fotografer og journalister, står foran en kæmpe grøn abstrakt figur, i protest, smider alt tøjet. Se mig, hvis I tør. Men det er ellers ikke kroppen hun elsker. I en lang sekvens, hvor hun ligger i badekarret, fortæller hun Lea/kameraet, at hun hader sin krop, sit køn. Hun har dog forståelse for, at kroppen er nødvendig i realisering af kunsten. ”Jeg vil aldrig selv have børn”, siger hun prøvende til sin polske mormor, der kun reagerer med: ”det er dit valg”.

Apolonia Apolonia er et hudløst portræt af en sjælden kunstner, hvis menneskelige udvikling vi følger gennem 13 år. Rodløs, altid på rejse/flugt, ukuelig, ikke til at slå ud, men også tvivlende på livets mening. Men dokumentarfilmen kan og vil mere. For vi får ikke kun Apolonias stærke ansigt, med de smukke brune, sigende øjne – vi får et uretoucheret billede af en kvindes kamp med sig selv, i en brutal kunstverden plus, indirekte, et fint lille portræt af kunstneren bag kameraet, filmens instruktør Lea Glob. To portrætter, der supplerer og støtter hinanden i en sjælden åbenhed og ægthed. Se det er lidt af et scoop.