Vi er i marsken og marsken er sollys, floder og dyreliv. Smukke, smukke grønne billeder af den vilde, storladne, øde natur i North Carolina, der emmer af fugt og vildnis. Her lever den unge Kya som fattig eneboer. ’Marskpigen’, bliver hun kaldt i den lille landsby tæt på marsken, hvor der går mange slemme rygter om Kya’s isolerede liv i den forfaldne hytte, med anlægsbro og motorbåd.

Kya’s menneskelige kontakter er få. Et sort ægtepar, der bestyrer en lille landhandel, aftager hendes fangst af muslinger, bekymrer sig lidt for hendes liv og omdømme. En kærlig omsorgsfuldhed, en slags erstatningsforældre på afstand. Ikke mindst, da en ung mand fra byen, Tate (Taylor John Smith), bliver venner med Kya og endda påtager sig opgaven med at lære hende at læse og skrive. Et kærlighedsforhold opstår. Men ak, Tate skal på college, langt fra marsken, så de skilles med et svagt løfte om gensyn. Imens opsøger byens sportsstjerne og charmør Chase (Harris Dickinson) den mystiske alene pige i marsken. Et hedt erotisk forhold opstår, indtil hun opdager, at han er forlovet og skal giftes med en pige fra landsbyen.

Et stykke tid efter finder nogle drenge liget af Chase liggende nedenfor et udsigtstårn i marsken. En ulykke, et selvmord eller et drab?

Rygterne svirrer i byen. Kya mistænkes og tiltales for drabet. Først her begynder Hvor flodkrebsene synger for alvor at tage fat.

Plottet er baseret på Delia Owens’ bestseller af samme navn, solgt alene i USA i 12 millioner eksemplarer, så selvfølgelig skal romanen filmatiseres. Hollywoods bedste scenario-snedkere bliver sat på opgaven og spillefilmsdebutanten Olivia Newman bliver valgt som instruktør. Daisy Edgar Jones, kendt fra en række Tv-serier bl.a. Normal People, bliver den unge marskpige.

Byens pensionerede advokat (David Strathairn) påtager sig forsvaret for Kya, der nu er varetægtsfængslet, under anklage for mordet på Chase. Først tavst, indadvendt, men så vinder forsvareren langsomt hendes tillid og nu fortæller hun livligt og detaljeret sin livshistorie.

Tiden er slutningen af 60’erne. Vi oplever gennem stribevis af flashbacks baggrunden for Kya’s isolerede nøjsomme liv. En tyrannisk, brutal og voldelig far. En mor, der flygter fra tæsk og ydmygelser. To søskende, der langsomt siver væk fra hjemmet– og faren, der til sidst må tage flugten fra myndighederne. Kya er nu helt på egen hånd. Det stimulerer og udvikler kun hendes harmoniske liv med marsken, dens fugle dyr og fisk, som hun meget talentfuld tegner, maler og beskriver, endda så dygtigt, at et forlag fatter interesse for hendes værker og royaltyindtægterne ruller ind.

Er det nu troværdigt? Ikke helt.

Daisy Edgar Johns ligner ikke nogen forladt fattig eremit. Selv det lidt uplejede krøllede hår og den slidte kjole har lige været forbi Hollywoods make-up og kostumeafdeling. Den beskedne nedrakkede hytte er mere præget af scenografens gode smag, end af tidens grumme tand. Men værst, at de unges kærlighedsforhold virker overfladisk og klichefyldt. Banal ugebladsromantik, hed det engang. Har man læst romanen, må man erkende, at den har helt andre fine kvaliteter, er mere nuanceret og troværdig.

Nok er marsken smuk og fuld af mystik, men Hvor flodkrebsene synger er mere blevet et retssals-drama end et fængslende kærlighedsepos, hvor marskens truende mystik burde går i spænd med den psykologiske fortælling om eneboeren og den intolerante omverden. I stedet får man, en flad, forudsigelig historie.

Er man til gammeldags Hollywoodklicheer, samlet i en smukt illustreret billedbog, fra marskens floder og planter, så snup roligt den mere end to timer lange romanfilmatisering, med Taylor Swifts hit Carolina som behagelig underlægningsmusik.