Tyrkiets ældste, småforfaldne zoologiske have i Ankaras udkant, er ved at blive nedlagt. Griske arabiske pengemænd, vil forvandle parken til ”Aladdins lampe”, et forlystelsesetablissement med kæmpe karruseller, dristige rutsjebaner, candyfloss og lykkehjul. Kun et kan forhindre overtagelsen: den anatolske leopard Hercules. Zoologisk haves stolthed. En uhyre sjælden dyreart, tæt på at uddø, som regeringen derfor kræver at direktøren finder et passende logi til – ellers ingen overtagelse.

Zoodirektøren, der har haft ansvaret for de mange fremmede dyrearter i mere end 22 år, vil selvfølgelig kæmpe for at bevarer sin have. En kamp mod kapitalen/ bureaukratiet og ikke mindst småkorrupte politikere. Et spændende plot, med bid og vid, der burde give mulighed for smil/tårer og afklædning af autoriteterne. Man forstår godt, at Danmark, Tyskland, Polen og Tyrkiet alle har stukket statspenge i det veloplagte forlæg til Anatolian Leopard, som den tyrkiske debutant Emre Kayis har skrevet og instrueret.

Men ak, filmen har valgt mest at koncentrere sig om zoodirektør Fikrets (spillet af Ugur Polat) karakter og personlige reaktioner. Verdenstræt, indadvendt og handlingslammet med et komplekst knudret følelsesliv, fraskilt og pensionsmoden. Som har han på forhånd opgivet kampen for sin elskede have, for i stedet at koncentrere sig om sin egen navlepillen. Hans sekretær, er som Fikret, ensom, indadvendt, med dagdrømmen om at blive stewardesse. Sekretærens menneskelige kvaliteter opdager Fikret, (naturligvis) først i filmens allersidste fase.

Ellers møder vi alle arketyperne. Den glatte, uvederhæftige borgmester, den snu anklager, den tjenestetrætte politimand, den småtbegavede dyrepasser med hjerte af guld. Et oplagt satiregalleri, men rigtig bid er der ikke i skildringen. Lidt mere skæv humor havde nok hjulpet på fremdriften. Et stænk af Kafkask mørke absurde verden havde givet mere perspektiv, når Fikrets løber vild i bureaukratiets labyrinter af uforståenhed og manglende vilje til at redde haven.

Fikrets betroelsessnak med den ”sovende” leopard Hercules gennem tremmerne, om ensomhed og fremmedgjorthed – og lysten til at skjule sig - er et af de få momenter, hvor filmen løfter sig. Man skal ikke være nogen Holger-fortolker for at se metaforen, fællesskabet mellem direktøren og den indespærrede anatolske leopard – begge en indelukket og uddøende race.

Mere gang i satiren bliver der, da leoparden pludselig er forsvundet fra den zoologiske have og hele landet jagter det sjældne rovdyr. Men den vittige satire, der bider sig fast, er vi stadig langt fra. Ærgerligt nok, når alle faktorerne ellers synes at være til stede. En mørk komedie med for få lyspunkter. Ærgerligt at hovedpersonen, leoparden, er forsvundet både fra haven og filmen. Tænk hvis leopardens hurtighed og dræberinstinkt have smittet af på filmens gode intentioner.