Krig er en ulykke for hele samfundet. Ikke mindst for familien, det enkelte menneske. Ufattelige meningsløse tab. Ikke kun soldater dræbt i kamp, men også brutale massakrer på landsbyernes arbejdsduelige mænd. Vi er i Kosovo år 1999. Freden er endelig, ved FNs hjælp, tilvejebragt efter årelange kampe. Landet står nu foran en genopbygning.

Dette er udgangspunktet for Bleta Bashollis prisbelønnede kroatiske debutfilm I solsortens land. Miljøet, en lille efterkrigstraumatisret landsby, Krushe, hvor de serbiske tropper har bortført/henrettet de fleste af landsbyens mandlige beboere.

Fahrijes mand er blandt de forsvundne. Formentlig dræbt og kastet i floden. Hun er nu alenemor og forsørger for deres to børn og den gamle stokkonservative og rullestolbundne svigerfar, der totalt nægter at acceptere sønnens død, ja, han vil end ikke medvirke til en DNA-test i forbindelse med eftersøgningen af sønnen, for sønnen er, i hans forestillingsverden i live!

Allerede i filmens første billeder følger vi Fahrijes forgæves søgen efter mandens lig i stabler af ligposer. Et svagt håb viser sig senere, da hun i et af FN-teltene konfronteres med tøjdele, der kunne have været hans – men igen, forgæves. Familieforsørgelsen hviler nu alene tungt på hendes skuldre i det stærkt patriakalske lokalsamfund. Det beskedne landbrug og de få bistader, er langtfra nok til at sikre deres eksistens.

Fahrije, loyalt, nuanceret og troværdigt skildret af Yllka Gashi, giver ikke op. Hun tager kørekort og får arbejde i nabobyen. En handling, som de gamle patriakalske mænd i landbyen misbilliger, så stærkt, at de råber ”luder” efter hende og kaster i protest, sten gennem hendes bilrude. Selv svigerfaren mener, at hun belaster familien ved sin indtrængen på det mandsdominerede arbejdsmarked.

Fahrije er udholden og kreativ i sit oprør mod landsbyens fordomme. En jugoslavisk madspecialitet, Ajvar, hvis hovedbestandel er rød peber, får hun sammen med en ældre, emanciperet veninde, gjort det lokale supermarked intersseret i – og det bliver en salgs succes. Flere og flere af landsbyens kvinder bliver nu involveret. For som de siger: ”Hvorfor ikke? Alle kvinder har lavet Ajvar hele livet, men vi laver den bare bedre”. En egentlig Ajvar-produktion etableres og sælges nu landet over. Et kontant kvindesejr over det mandsdominerede samfund.

I solsortens land er en stærk fortalt historie om en udholdende kvindes kamp i et traumatisk, ødelagt og sorgfuldt efterkrigssamfund i transformation. Hvor middelalderlige moralbegreber og traditioner står for fald. Stille og nært skildret med Fahrije i centrum som overleveren, der giver håb for byen/landets fremtid. At historien er taget fra virkeligheds verden, gør den ikke mindre ægte og positiv. Tanken går netop nu også til Ruslands overfald på Ukraine, der igen understreger krigens gru og de mange uskyldige ofre.

Først og fremmest er I solsortens land en fremragende film, der i sin ægthed nærmer sig dokumentarfilmen, med håndholdt kamera og lange indstillinger. Filmen vandt, som den første i Sundance festivalens historie, alle tre hovedpriser i 2021. Forståelig nok.

PS. Filmens lidt kryptiske titel forklares med at”kos” på serbisk betyder solsort. Kosovo oversættes til ”Solsortens mark”