Når man tænker på danske film, så er klaustrofobiske katastrofefilm måske ikke det første der springer en i møde. Ikke desto mindre er Rasmus Kloster Bros debutfilm Cutterhead sådan en. Filmen er, modsat de mange katastrofefilm som man kender fra Hollywood (f.eks. The Poseidon Adventure, Skyscraper o.l.), skudt på et meget lille budget og leverer derfor ikke excessive scener med masseødelæggelse, men hvad filmen muligvis mangler af altødelæggende eksplosioner og effekttunge billeder, kan de heldigvis diske op med en effektiv stemning og godt skuespil.

Filmen er en af de mange nye danske film, der er blevet til via DFIs støtteordning New Danish Screen, som hvert år uddeler midler til nye talenter. Det var en god satsning, for Cutterhead er endt med at være en film, der fungerer både som en regulær spændingsfilm og som en analogi over aktuelle samfundsforhold.

Vi møder filmens hovedperson Rie en tidlig morgen ved metrobyggeriet i København. Hun er blevet hyret til at lave PR på projektet. I løbet af filmen finder vi ud af, at hun tidligere har lavet nogle portrætter af arbejderne på byggeriet (som vi dog aldrig ser) og i forlængelse af dette er hun udstyret med wienerbrød og fotokamera, i færd med at indsamle ’testimonials’ fra de folk, der hver dag knokler langt under Københavns gader. Det er dog ikke uden problemer, for der er stort set ikke en eneste dansker der arbejder i undergrunden og ofte er sprogproblemerne så store, at Rie ikke rigtigt får svar på de spørgsmål hun stiller dem hun møder.

Målet for Rie er at dokumentere det arbejde der foregår helt fremme i det store underjordiske borehoved, det som på engelsk har givet filmen sin titel. Tanken er at hun vil med, når boret bryder gennem væggen til den næste station, da hun fra ledelsen har fået tilladelse til at være overalt på byggeriet. Det er dog ikke uden problemer, for det viser sig at borehovedet og ikke mindst de folk, der opholder sig i kammeret umiddelbart bag ved skæret (som skal tilses løbende) sættes under tryk og skal have tilført ilt fra iltflasker udefra. Da der er to medarbejdere er der også kun to flasker. Først brokker den hovedansvarlige borebisse Ivo, der kommer fra Kroatien sig over at Rie skal med, men han overtales af en overordnet.

Selvfølgelig går det ikke som planlagt. Ulykkens sker og Ivo, Rie og Bharan fra Eritrea er pludseligt afsondret fra resten af verden, langt nede under jorden De har ikke mulighed for at kommunikere med omverdenen, da det kommunikationsanlæg der er ombord på bordehovedet ikke fungerer og selve boret fungerer som Farraday bur, der lukker alle mobilsignaler ude. Panikken begynder langsomt men sikkert at brede sig, for der er hverken luft nok til dem alle og samtidig kan de heller ikke være sikre på, at der er nogen der vil dukke op for at redde dem i tide.

Cutterhead benytter dette katastrofescenarie, til på overfladen (undskyld det noget platte metafor – red.) at iscenesætte et nærmest helt klassisk katastrofefilmsscenarie, hvor seeren er vidne til at den sociale fernis som normalt indkapsler os begynder at krakelere og pludselig viser hvor egoistisk mennesket er, når dette pludselig befinder sig i en ekstrem situation. Giver man sig til at fortolke filmen, handler den måske om mere overordnet, om den måde vi behandler folk på. Folk som ikke er danskere. Som allerede nævnt er stort set alle de personer Rie møder under jorden, med undtagelse af den sjakbajs, der giver hende lov til at komme med ind i borehovedet, udlændinge. Det synes der at være en pointe i – for der er noget paradoksalt i at de sætter deres liv og lemmer på spil, så københavnerne kan få deres Metro, ikke er dem der kommer til at bruge den.

Filmen er langt hen ad vejen virkeligt godt skruet sammen. Der leveres realistiske præstationer fra alle de medvirkende, for det klaustrofobiske kammerspil fungerer. Alle figurerne kommer til at fremstå realistiske og relaterbare. Lys-, lyd- og kameraarbejdet er samtidig virkeligt godt og er med til at understøtte den trykkede stemning, til en sådan grad at man selv nærmest får åndenød. Det er elegant gjort, for det lykkes i den grad filmmagerne at få pisket en trykket stemning op med ganske få, men effektiver hjælpemidler.

Filmens klimaks bliver i denne anmelders optik trukket alt for langt ud. Der er selvfølgelig en pointe i at gøre denne scene lang, så den bliver næsten ulidelig at overvære, men i stedet for at være spændende, begyndte nærværende anmelder mod dens slutning nærmest at kede sig en smule. Det er lidt en skam, men ødelægger på ingen måde den overordnede positive vurdering af filmen. Cutterhead er muligvis ikke nyskabende, men den viser med al tydelighed, at man kan skabe utroligt meget drama ud af både et lille cast og hvad der reelt set er en enkelt location.