Den mexicanskfødte instruktør Guillermo del Toro er et kæmpestort legebarn, der kaster seeren rundt i det ene fantastiske univers efter det andet. Hvad enten han præsenterer seeren for tegneseriefilmatiseringer som Hellboy, laver science-fiction monsterfilm som Pacific Rim, skaber magisk realisme som i Pans labyrint eller som nu serverer en vidunderlig gotisk romance i filmen Crimson Peak er der altid kælet for detaljerne og selv om det er underholdende, er det også altid fortællinger serveret med et stænk mørke.

Blandt elementerne, der karakteriserer mandens film er at de altid er byder på en vild, smittende fortællelyst, en sprudlende fantasifuldhed og dette kombineres med en billedside, der er så gennemført æstetisk, at man som filmelsker ikke kan lade være med at blive andet end begejstret. Del Toro i hans seneste film fået danskfødte Dan Laustsen til at optage herlighederne og det har han i den grad formået, for Crimson Peak hører utvivlsomt en af de mest billedmættede og stemningsfyldte spillefilm, som havde premiere i 2015.

Samtidig kender del Toro sin filmhistorie, for man er ikke engang ti minutter inde i filmen før han laver en direkte visuel reference til Murnaus Nosferatu ved at lade et ganske væmmeligt spøgelse komme langsomt til syne for enden af en korridor, med først at vise dets krogede, lange fingre som skyggen på en væg. I stedet for at fade til sort, når man skal indikere at der springes i tid, blænder Del Toros film til sort med en irisblænde, lige som i de gamle stumfilm. På den måde synes mørket synes at komme krybende ind på et centralt sted i billedet, være det sig et ansigt, en fingerring, eller en anden vigtig detalje som instruktøren vil rette vor opmærksomhed mod.

Når denne stringente visuelle stil kombineres med et blændende flot set design, gode visuelle effekter og en fortælling, der rent plotmæssigt bramfrit låner med arme og ben fra et utal af gotiske romancer og gotiske gysere (her tænkes nok især på litterære forlæg som f.eks. Castle Otranto, The Monk og lignende) og ikke mindst en velcastet ensemble af skuespillere, så bliver slutresultatet rigtigt godt.

Det vil være en fejl at tro at dette er en decideret gyserfilm, for det er det langt fra. Selv om der er elementer som hører hjemme i en gyser, såsom spøgelser eller voldsomme mord, så er det ikke det som er i fokus.

Filmen kommenterer også eksplicit på sit eget væsen, for filmens egentlige hovedperson den unge forfatterinde Edith siger på et tidspunkt tidligt i filmen hvor hun er til møde med en forlægger i håbet om at få udgivet hendes egen roman, så skriver hun ”ikke en spøgelseshistorie, men en historie med spøgelser i. De skal opfattes som et metafor, for fortidens synder” – og det er meget sigende for del Toros seneste fortælling. Det er nemlig fortiden der både rent bogstaveligt, men også i overført betydning spøger.

Som nævnt i biografanmeldelsen så handler filmen kort fortalt om vores unge heltinde, der forføres af den charmerende engelske adelsmand og lokkes til hans forfaldne herregård, der er placeret i et trøstesløst, tåget og koldt landskab. Her bor han med hans bistre søster, men selv om Edith har ladet sig lokke over Atlanten er det ikke ensidig kærlighed hun finder hér, for både stedet og familien har en dyster fortid, som langsomt siver frem, lige som den blodrøde lerjord, der har givet stedet sit øgenavn.

Selv om filmen ikke vil overraske alle os der knuselsker gotiske romaner og foretrækker kærlighedsfortællinger med et solidt stænk død og ulykke, så er den værd at bruge tid på, ikke mindst fordi Mia Wasikoswka gør det så fremragende som den naive rigmandsdatter og fordi filmen ganske enkelt bare er vellavet og lækkert fortalt.

Hvad filmen måske mangler i nytænkning, kompenseres måske i forhold til ekstramaterialet, hvor det både er muligt at se en række slettede scener, få Del Toros kommentarspor (hvor han bla. fortæller at Tom Hiddelston er så god en danser, at scenen hvor hans figur danser vals med Edith med et tændt lys i hånden, ikke er snyd) og en række kortere, men ganske fine småfilm der går bag om filmens tilblivelse.

Så selv om Crimson Peak måske fungerer allerbedst på en stor skærm, så kan den også sagtens nydes i hjemmebiffen, man skal blot ikke forvente sig en masse overraskelser, for den følger formlen for en gotisk romance lige så stringent som det er muligt. Til gengæld er det også noget som falder i god jord hos denne anmelder, for man skal lede længe efter en gotisk romance, der præsenterer sin fortælling lige så labert og makabert som denne.