Fælles for alle Cronenbergs film til dato - uanset hvor normaliseret de efterhånden er blevet – er, at fokus altid har været på forholdet mellem krop og sind. Således også i mesterinsruktørens seneste film Eastern Promises, der alligevel synes at tilbyde en ny variation over temamet, selv om den på overfladen synes at ligge milevidt fra de vrangvendende kropsspaltninger i film som The Fly eller Scanners.

I den hårde russiske forbryderorganistaion Vory y Zakone (direkte oversat som noget i retning af ”lov blandt tyve”) er kroppen et C.V. i kodeform. Lige som den japanske Yakuza smykker medlemmerne af Vory y Zakone sig med tatoveringer, der alle er meningsbærende tegn for de, der ved, hvordan man afkoder dem - den semiotiske krop. Blandt de to vigtigste, man kan få, er stjernen på knæet, der viser at man ikke knæler for nogen, og stjernen over hjertet, som viser, at man har viet sit liv til organisationen. Det er kun de fuldbyrdede medlemmer, der kan opnå denne tvivlsomme hæder.

Selv om Cronenberg ikke gentager sig selv, er der i den nye film er tre repetitioner - to fysiske, nemlig location og hovedrolleindehaver, og en tematisk, nemlig gangsterdramaet. Men ingen af disse kommer på nogen måde til at virke fortærskede. London danner endnu engang en anonym ramme for historien, hvis hovedtræk kan læses i Claus Krogholsm meget rammende anmeldelse andetsteds i kulturkapellets dybe afkroge. Vores ”egen” Viggo Mortensen er igen placeret foran Peter Suschitzkys kamera og Viggos præstation, fremtoning og accent er tydeligvis ramt så godt, at en af mine russiske venner, der normalt kan være meget kritisk, gav ham stor ros med på vejen. Endelig synes Cronenberg at have fundet en genre, der både kan tilfredsstille de, der hungrer efter blodige excesser, og det brede publikum, der nødtvungent accepterer volden i og med den serveres sammen med genren ”gangsterfilm”.

Heldigvis begår Eastern Promises ikke den fodfejl som A History of Violence begik. Filmen snød nemlig den første kategori af Cronenberg-fans, for John Wagners originale og meget bizarre slutning, der fører hovedpersonen tilbage til sit gamle kvarter og bringer ham sammen med sin bedste ven, som han troede var død for mange år siden. Gangsterne, der i A History of Violence vil Tom til livs, har holdt vennen i live i form af en levende torso, der er dybt afhængig af heroin. Klimakset i den originale historie viser Tom, der nødtvunget gør sin gamle ven en sidste tjeneste. Cronenbergs sidste gangsterdrama sluttede derfor, for de der kender og holder af tegneserien, lidt for brat. Det kan Eastern Promises i ikke klandres for, for den har både en enigmatisk start, en klassisk spændingsopbygning og ikke mindst en flot af men åben finale, der gør, at man har masser at tale om, når filmen er slut.

Da en væsentlig del af Eastern Promises omhandler menneskehandel, synes Cronenbergs at dvæle ved den forhutlede, afklædte, ungpigekrop som ren handelsvare. Denne krop står i kødfarvet kontrast til de mange sejlivede, maskuline kroppe, der på de mest brutale måder trues af knive, være det sig under likvideringer, i bortskaffelse af bevismateriale eller under den famøse kamp på badeanstalten - hvor vi ser en splitternøgen protagonist kæmpe for sit liv mod to knivbevæbnede, læderjakkeklædte banditter. Feminister og freudianere foren jer! Der er masser af overfortolkning at gå i gang med, men når alt kommer til alt, så er slutresultatet, at filmen efterlader et meget fysisk indtryk– næsten som et mentalt knivoverfald.

Selv om Eastern Promises er en voldsom film, så ligger hovedparten af truslen i den spænding, der konstant og lurer under overfladen. I takt med at den unge sygeplejerske Anna indser, at den dagbog, hun har fundet, leder hende mod potentielt meget farlige personer, er det den uudtalte trussel om vold, der dominerer. Gangstere har flair for at kunne antydningens kunst til fingerspidserne, så de på ingen måde kan retsforfølges, og det er blandt andet dette spil Stephen Knight så fint har fået frem i sit manus.

Eastern Promises er en helt igennem fantastisk film. Ikke kun på grund af sin realistiske gangsterfortælling, hvor den kan konkurrere med mastodonterne inden for genren, men dens afdæmpede skuespil glæder en gammel Cronenberg-fan. Uanset om man fortrækker hans science fiction-fortællinger, hans excessive, body-horror film eller de mere afdæmpede dramaer, så er og bliver Cronenberg en instruktør, der virkelig kan få de fine nuancer frem i sine spillere. Ikke alene er både Naomi Watts og Viggo Mortensen sensationelle, men også Armin Mueller-Stahl, der for en gang skyld er castet som andet end en hyggelig bedstefar, og Vincent Cassel leverer imponerende spil. Det er alt andet end rutineprægede præstationer, som man desværre alt for ofte ser i denne type film.

Som i næsten alle andre Cronenberg film er auteurens faste stab atter samlet om projektet. Søster Denise har lavet kostumerne, Howard Shore har skrevet det knugende soundtrack, Peter Suschitzky har stået bag kameraet, Carol Spier har organiseret produktionsdesignet, og Deirdre Bowen har atter engang sørget for et næsten perfekt cast. Denne faste stab har i mange år været rygraden i Cronenbergs film, og disse menneskers samlede indsats er medvirkende til at Eastern Promises endnu engang føles som klassisk Cronenberg. Indrømmet, den kunne sagtens have været instrueret af mange andre kompetente folk, men slutresultatet ville blot næppe have været helt så familiært fremragende.