Vi fortæller og synger for at huske. Verden får først mening, når vi fortæller om den. Sandhederne er derfor gemt bag fortællingerne om verden, men det er ikke kun i selve fortællingerne og sangene om verden, vi kender hinanden og os selv. Det er også i måden, vi fortæller og synger på. På tværs af kulturer fortæller vi for at holde verden inden for forståelige rammer, som på forskellige måder skaber identiteter og enkelte kulturer. Forskellige fortællinger skaber forskellige kulturer. Det er også det basale udgangspunkt for Baz Luhrmanns seneste film Australia.

Australia er fortalt fra den lille halvblodsknægt Nullahs synspunkt, hvilket i udgangspunkt er et temmelig spændende valg. Nullah er ikke hvid, men han er heller ikke sort som de aborigine australiere. Han er placeret midt imellem det hvide og det sorte, hvilke allerede fra starten skaber et fortælleteknisk middelpunkt for en tilsyneladende yderst kompleks fortælling, der – når det kommer til stykket – faktisk blot er en basal fortælling om kærlighed.

Den engelske aristokrat Sarah Ashley (Nicole Kidman) rejser – assisteret af den lokale Drover (Hugh Jackman) – til sin mands farm i Australiens ’outback’ kun for at finde ud af, at han er blevet myrdet. Den første indskydelse er, at hun derfor blot sælger sit arvestykke for en slik, og returnerer til England, men stik mod alle forventninger vælger hun at forsøge at få ranchen på fode igen – i skarp konkurrence til naboranchen. Det hjælper derfor ikke projektet, da hun – mod al sund fornuft – fyrer bestyreren, der bevidst ser ud til at holde ranchen nede, mens han transporterer det bedste kvæg over floden til naboejendommen. Nu må Sarah stå på egne ben i etableringen af ranchens omdømme og økonomiske rentabilitet.

Dette projekt udgør den første store del af filmen, der trækker kraftige veksler på flere forskellige western-traditioner. Drover kommer som kvægdriver til at spille en særlig rolle, da det egentlige plot, som udspiller sig, handler om at komme først til havnen med en stor flok kvæg, som derfor skal drives på tværs af store, tørre og åbne områder. Kvæget skal sælges som mad til soldater, der er i krig – det er lige i starten af Anden Verdenskrig, og der er hårdt brug for kød til de kæmpende divisioner. Med andre ord er der mulighed for at gøre en ret god handel, som vil bringe ranchen på fode igen. I disse passager sender filmen klare taksigelser til klassiske John Ford-westerns, også i høj grad i musikken, mens den momentvis også viser sin lydhørhed over for Sergio Leones spaghetti westerns. Det er fra starten indlysende klart, at Australia kender den tradition, som filmen skriver sig ind i.

Det er dog på ingen måde en western, som vi kender den. Og dette på trods af, at filmen stadig jonglerer med mytologiseringer af Australien på præcis samme måde, som Fords westerns var et hylster for amerikanske myter. Den undertrykte og udnyttede gruppe er her blot ikke indianske stammer, men en række konflikter udspiller sig i stedet omkring den hvide mands udnyttelse og undertvingelse af australske aboriginer. Her justerer filmen sig hurtigt ind på stereotyperne, og får blandet kortene grundigt, så konflikten kan udspille sig mellem på den ene kyniske forretningsmænd, der undlader at skæve til den systematiske ondskab over for aboriginerne (særlig de halvblods), og på den anden side Sarah og Drovers affiliering med Australiens oprindelige befolkningsgrupper. Vi har her ingen problemer i at kende de onde fra de gode.

Derfor er fortællingen i denne første halvdel stærkt ensporet og entydigt skildret, så der ikke er noget af tage fejl af rent moralsk. Det ekstraordinære ved Australia er derimod den store brug af enormt overdrevne og excessive stilvariationer, som sjældent ses så voldsomme og pittoreske. Billedæstetikken er så overfyldt til bristepunktet, at filmen i hver eneste sekvens bliver et overflødighedshorn af overdrevent æsteticerede passager. Det er selvfølgelig her mytologiseringen af Australien kommer ind, men billedernes maleriske karakter er så overeksponeret, at det i stedet – som vi kender det fra Luhrmanns Moulin Rouge – bliver selvpåpegende. Australia er derfor intet forsøg på at skildre en realistisk fortælling om kvægdriveri og kærlighed i den australske outback. Excess, camp og hyperbolik er alle karakteriseringer, som kendetegner filmen.

Det er meget karakteristisk, at lyssætningen i mange scener strider stærkt imod det, man kunne forvente som realistisk. Lys og skygge bliver på den måde medspillere i fortællingen, der understreger, hvordan vi skal forstå det gode og det onde. Karikaturen bliver så stærk, at den æstetiske udformning får karakter af tegneserieæstetik, hvilket i sig selv er spændende og tankevækkende, når filmen i øvrigt er moralsk og kritisk (hvilket jeg vender tilbage til). Desværre virker det til, at de efterproducerede effekter ikke er i top, for mange scener bliver firkantede og ’tegnede’. Løbsk kvæg, der vælter ud over skrænter i fuld flok, ser ganske simpelt ikke velproduceret og troværdigt ud. Det er ikke et spørgsmål om realistisk troværdighed, for det forsøger filmen på ingen måde at opnå, men det er snarere et spørgsmål om teknisk og grafisk troværdighed.

Kvægdriveriet er dog kun den store første del af filmen. Her gør Australia igen kraftigt opmærksom på sig selv som film, som resten filmen også gør det. Ligesom det store ræs med køer er overstået, etableres typiske billeder, som vi ville se dem i slutsekvenser af film af denne type. Filmen ser ud til at ville slutte, men det er blot et vintergæk med seeren, der straks efter bliver indlagt til endnu et plot. Her drejer filmen væk fra sit westernspor og bliver til en krigsfilm. Anden Verdenskrig har raset omkring Australien, men nu kommer den tæt på ved japanernes angreb. Denne sekvens er måske interessant nok i et perspektiv sat på Australiens udsatte rolle under krigen, og var Pearl Harbor årets film, da den udkom, er denne sekvens i Australia lige sagen. Nogen interessant diskussion af krigens væsen i Australien bliver det dog ikke til, for vi lider hellere med Sarah og Drover, der nu er blevet adskilt fra hinanden. Sidste sekvens kunne være blevet tankevækkende og medlevende, men krigen er i dette tilfælde igen blot et vehikel – et Titanic – som bliver en undskyldning for en kærlighedsfortælling.

Dermed er det på ingen måde sagt, at Australia er uden nerve. Store passager fungerer både poetisk og refleksivt temmelig godt. Særlig modstillingen mellem det aborigine og den hvide mand fungerer temmelig godt. En enkelt scene står her ud som særligt illustrativ. Undervejs ser halvblodsknægten Nullah sig som tvedelt og fanget mellem to verdener. Navnet Nullah er en tydelig reference til ’intet’ og ’null’ (navnesymbolik er i øvrigt temmelig åbenlys i filmen – tænk fx på Drover og idéen om ”droving cattle”). Nullah har med den ene hånd fat i sine aborigine aner, fortællinger og sange, men holdes tilbage af Sarah, der ikke vil lade ham tage ud i vildmarken, hvor Nullahs bedstefar venter på ham. I en sekvens ser vi bedstefaderen vinke Nullah til sig, mens Drover er i gang med at tæmme en hingst. Her har vi den aborigine medlevende naturforståelse sat klart over for den vestlige dominerende naturfilosofi. Vesten tæmmer og undertvinger, mens naturfolkene formår at leve i pagt med naturen. Australia udviser i dette og mange andre tilfælde tydelige oplysningskritiske spor.

Det endelige billede, som Australia efterlader, er dog først og fremmest den ekstreme overflod af æstetiske virkemidler, der er indbygget i alle elementer: karakterer, billede, klipperytme, kameragang og fortællestil. Det hele er overdetermineret, så den egentligt banale kærlighedsfortælling er gemt langt væk under lag af excessive tekniske virkemidler. Australia er lidt som et velbygget stykke smørrebrød: Det tørre og banale stykke brød er der ganske vist, men det er gemt væk under en overflod af pålæg.