Besættelsestiden er et mørkt kapitel i danmarkshistorien. På mere end en måde. Samarbejdspolitikken kan diskuteres, mens en besættelses åg naturligvis trækker vandtætte skotter mellem os og dem. I hvert fald i teorien. I praksis var der forskellige holdninger til den tyske besættelse, og det er især den umiddelbare eftertid, der hovedsageligt har (for)tegnet et lidt for entydigt billede af Danmark i krig. Især på dette punkt udmærker den seneste danske modstandsfilm sig. Hvidstengruppen skildrer i stedet svære beslutninger i en tid, hvor danske modstandere levede side om side med tilhængere af tysk beskyttelse og tilstedevær under dansk himmel.

Denne type modstandsfilm følger gerne en kendt struktur. En struktur, der på sin vis minder en hel del om at se Titanic og stadig håbe, at skibet ikke rammer isbjerget. Modstand i Danmark gik i mange tilfælde kun én vej fra opbygning, succes, til tilfangetagelse. Således også Hvidstengruppen. Det, som gør denne film til en særlig oplevelse, er det, der er puttet ind mellem denne skematiske opbygning. Skildringen af mennesket mellem aktioner og modstandsplanlægning fylder mest, og gør filmen til et portræt af personer snarere end en skildring af selve modstandskampen.

At fortælle danmarkshistorie gennem film har naturligvis sine friheder. Det åbner ganske ofte for kritik af historisk akkuratesse. I forbindelse med film om Anden Verdenskrig også gerne diskussioner af skildringen af modstanden og det nationale. Det så vi i forbindelse med Flammen og Citronen, der især fra den danske højrefløj fik nogle svære kritiske indvendinger for at tage for mange friheder i fiktionens navn. Her går Hvidstengruppen mere rent ind i disse kredse, mens kritikeren hovedsageligt fokuserer på, at det ligner en Morten Korch-version af modstandskampen. Sandheden er nok et sted midt imellem.

Filmen formår at tegne et særdeles vedkommende billede af den nære familie på Hvidsten Kro. Ikke så meget den almindelige bondeidyl, der ikke får for lidt. Solen synes altid at skinne i det midtjyske i denne film, mens koen muh’er pittoresk på marken. Fortællingen om de indre konsekvenser for familien Fiil er gennemført, selvom etableringen af et noget radikalt før-og-nu-billede skæmmer en anelse. Familien er meget glad og harmonisk, indtil mørket rammer. Og på en række punkter kammer det over i tyk sentimentalisme, der er på grænsen til nationalisme og selvtilfredshed.

På skuespillerfronten er der fine oplevelser. Særligt fra Jens Jørn Spottag og Bjarne Henriksen. Thomas Ernst, der fik sit gennembrud i den (malm)roste Kærestesorger, viser her, at han stadig er en yderst lovende skikkelse i dansk film. Andreas Jessen er en anelse anonym, mens Laura Winther Møller er unuanceret og uinstrueret i sin stil. Filmens helt elementære fodfejl er dog – som det så alt for ofte ses – den meget typecastede flok tyskere, der ligner dem, som Clint Eastwood sørgede for at skyde i smadder i Ørneborgen. Det er ubegribeligt, at en historisk film som denne ikke kan komme ud over filmhistoriens stærkt problematiske portræt af tyskerne. Her danser Hvidstengruppen også tæt på grænsen til parodi.

Stilmæssigt er der noget om snakken, når Morten Korch kigger over skulderen. Det fungerer omvendt udmærket som en malerisk baggrund, der danner resonansbund under den harmoni, som langsomt skal erodere under de gæve jydske fodtropper. På sin vis tager filmen udgangspunkt i et portræt af 30’ernes og 40’ernes små danske lokalsamfund i et toneleje, der måske bliver en anelse for solrigt og nostalgisk. Filmen baserer sig ikke meget på tabet af den danske uskyld, trods kritiske indvendinger mod samarbejdspolitikken, men fokuserer i stedet på den lille mands og den lille bys kamp mod en uovervindelig stormagt.

Der er et isbjerg i vente. De fleste er dog næppe i tvivl om den kollisionskurs, gruppen fra starten var på. Den smukke død rammer dog plet i en tid med en vis grad af national vækkelse. Hvidstengruppen nåede folk i biografen som en årets mest fornemme markedsføringsuccesser. Den skal også nok appellere til de fleste danske hjemmestuecineaster. Anden Verdenskrigs store kamp mellem det gode og det onde har en appel, som kun de bedste eventyr kan mestre.