Da anmelder var en otte-ti år gammel var alt fra Fjernøsten superinteressant. Den lokale karateklub fik et nyt medlem i Torben. Hver gang familien drog til København på tur, insisterede enebarnet, at der skulle spises på kinesisk restaurant. Mange weekendnætter blev tillige brugt på at være rigtigt sent oppe for at se kung-fu og wuxia-film fra tysk tv og ikke mindst så blev Kung-Fu Magasinet indkøbt på ugentlig basis. De numre som manglede i samlingen blev forsøgt opsporet i den lokale brugtblads-biks.

Kung-Fu Magasinet var hjemsted for en række tegneserier (de fleste fra forlaget Marvel) blandt andet Iron Fist, Gule Klo, Shi-Kai og mange andre. Der var dog ingen tvivl om, at den figur, der prydede langt de fleste covers var selveste Shang-Chi, med sin karakteristiske rødgule gi, bandanaen og det sorte svenskergarn. Muligvis grundet figurens store lighed med verdens største kampsortsstjerne Bruce Lee, var Shang-Chi ofte den figur man påtog sig i skolegårdens voldsomme leg.

Der er delt mange flyvespark ud siden dengang og nu er Marvel så klar med deres første live-action spillefilm om figuren, en film der har fået den lidt lange titel Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings. Resultatet er en film, der især i sin første, indledende halvdel til fulde gør en gammel fanboy glad i låget, men som desværre undervejs tager en drejning, der måske kommer til at fungere godt i forholdt til det filmunivers Marvel er ved at køre i stilling, men som slet ikke harmonerer med erindringen om at læse om Shang-Chis eventyr i Kung-Fu magasinet.

Det første virkelig drastiske fravalg, er det at Shang-Chis fader ikke længere er den frygtede, kinesiske megaskurk Fu Manchu. Denne ikoniske skurk er ikke med, dels fordi rettighederne til hans figur ikke længere tilhører Marvel/Disney og dels fordi han er ret kontroversiel. Fu Manchu kommer til at repræsentere en racisme (både i forhold til hans handlinger, udsagn og stereotypiske, dæmoniserede version af en asiatisk skurk) som bestemt ikke passer til 2021 – og som i retrospekt næppe heller var passende tilbage i firserne. Derfor har filmskaberne valgt at benytte en anden asiatisk megaskurk, som fans af Marvels filmunivers allerede har stiftet bekendtskab med tidligere.

En anden ændring er, at hvor fortællingerne med Shang-Chi godt nok var fyldt med (østens) mystik og fantasifulde eventyr, så var det stadig en samling historier, der primært fokuserede på nærkampe mellem Shang-Chi og alle de mange skurke som til stadighed bliver sendt ud for at forpurre heltens planer. Filmversionen har også en række ganske forrygende kampscener i starten – mest imponerende er den der foregår på et bambusstillads på siden af en skyskraber – men idet seeren føres tættere og tættere på slutningen, så ændre dette karakter og filmen skifter genre fra en martial arts film til hvad der minder mest af alt om en regulær fantasyfilm.

Uden at afsløre for meget, så er den sidste kamp i filmen selvsagt stort anlagt og imponerende, men som årelang fan af figuren, så gør dette øgede fokus på overnaturlige elementer også at figuren netop mister de særlige træk, som oprindeligt gjorde ham næsten lige så sej som Bruce Lee.

Nye fans kan godt starte her, for ovenstående anker til trods, så er filmen ganske vellykket lavet. De der ikke har skamlæst Kung-Fu Magasinet eller Marvels genoptryk af historierne med actionhelten, savner sikkert hverken Fu Manchu og er ligeledes pænt ligeglade med at lade vores hovedperson få evner der gør ham til langt mere end blot en fyr der er frygteligt god til kampsort. For os gamle fans kunne det altså have været rart at folkene bag filmen (og Marvels filmiske univers) havde haft lidt mere tålemod i forhold til at udvikle figuren, så hans udvikling fra almindelig fyr til fantasyhelt med magiske egenskaber ikke skulle afvikles i løbet af de to timer som filmen varer. Han skal selvsagt køres i stilling til det næste store kataklysmiske brag mellem de gode og de onde hos Marvel, men Kapellet mener altså, at det ville have været klædeligt, hvis man ikke havde haft så travlt med netop Shang-Chi.

Der er til gengæld ikke meget at kritisere i forhold til hverken den måde filmen rent teknisk er fortalt på eller på de skuespillere der er castet i den. Simu Liu bærer hovedrollen rigtigt godt og får selskab af så prominente Hong Kong-talenter som eksempelvis Tony Leung og Michelle Yeoh, begge veteraner udi kampsportsfilmen. Især Leung formår at bringe noget hårdt tiltrængt troværdighed til sin rolle.

Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings fungerer som nævnt utroligt godt i den første time, men er man årelang fan, så mister filmen meget af sit slægtsskab med tegneserieforlægget i den sidste times tid. Der er sikkert mange der vil være ret ligeglade med dette, idet Shang-Chis figur muligvis ikke just er den mest velkendte Marvefigur. Omvendt set så har selskabet førhen haft masser af held til at skabe filmiske solohistorier med mindre kendte karakterer som har været langt mere tro overfor de tegnede forlæg.

Filmen er flot, underholdende, vellavet og ganske velspillet, men desværre også alt for generisk og forudsigelig efter Kapellets smag. Det ville klæde Marvel, hvis de turde tage flere chancer med deres figurer – eksempelvis tage ved lære af den dundrende succes som mere skæve fortællinger som såvel Deadpool og Guardians of the Galaxy har afstedkommet.