På en afsides bjergside et sted i Syd- eller Mellemamerika møder seeren en gruppe meget unge mennesker, der alle sammen er svært bevæbnede og som tilsyneladende lever i en slags miniaturesamfund. Deres leder, som ikke er hos dem hele tiden, er en person der er både en del ældre end flertallet og tillige dværg. I starten af filmen ser vi hvordan han kommanderer dem rundt, laver eksercits med dem og med bestemt stemme korrigerer de, der ikke lever op til hans forventninger.

For at gøre det hele endnu mere mærkværdigt, så har de figurerne man møder kaldenavne, som ’Lady’, ’Smølf’, ’Ulv’ eller ’Bom-bom’. Dette er muligvis navne givet til dem i tilfældet af, at de skulle blive taget til fange, for at de så ikke kan afsløre identiteten på deres våbenbrødre. Ud over at opføre sig som en slags kaotiske guerillasoldater, så er de unge mennesker også kidnappere. I deres midte er også en voksen kvinde, som bærer kaldenavnet ’Doctora’. Hun er deres fange og flere gange i løbet af filmen ser man, at de optager hende på video med dagens avis i hænderne. Dette muligvis i håb om at få løsepenge eller materiel i bytte for deres gidsel.

At beskrivelsen af handlingen i Monos er så tilpas vag, skyldes at det er en film, der meget brutalt smider sin seer ind i begivenhederne. In-medias-res, som det kaldes. Idet man pludselig dukker op og begynder at observere gruppen, så bliver man som seer nødt til selv at tolke på hvad meningen med det hele er. Ikke ulig en observerende dokumentarfilm, skal man forsøge at finde sammenhængen i forholdet er mellem de enkelte partisaner og i det hele taget hvad der mon er gået forud for de begivenheder vi oplever i filmen. Monos er til gengæld i sit look, så langt fra en observerende dokumentarfilm som man kan komme, for selv om der ofte anvendes et håndholdt kamera, så er det en visuelt meget imponerende film.

Man overvældes måske ikke af handlingen men derimod af de smukke billeder som filmen viser os. Selv om det i udgangspunkt handler om folk, der er fanget midt i en sindssyg krig, børnesoldater der skal forsøge at holde styr på det gidsel og den malkeko som de har fået ansvaret for, så er alle disse elementer skildret via flot komponerede og stemningsmættede billeder. Hér er der ikke tale om det grusomme eller grimmes æstetik, i stedet ser vi skildringer af unge, fascinerende mennesker der er placeret i en vild natur, der synes lige så nådesløs, som dem selv.

Selv om filmen starter højt oppe i de tågede bjerge, hvor man ser vores flok danse som sorte skygger på skyerne, som poserede de for Caspar David Friedrich, så flytter gruppen i løbet af filmen deres tilholdssted. Da der går rygter om at deres position på bjerget er blevet afsløret, vælger flokken at flytte deres base til en ufremkommelig jungle, stadig med deres gidsel på slæb. Undervejs oplever seeren både opture, men især også de mange interne stridigheder der opstår mellem de unge mennesker. Der synes at herske en intern magtstruktur mellem børnesoldaterne, men den ændres også undervejs. Lad os være ærlige; unge guerillasoldater er muligvis ikke de bedste til at træffe de klogeste valg, især ikke når der kæmpes om hvem der skal være leder af flokken.

Filmens titel Monos, er navnet på gruppen af partisaner. Det er et navn der synes at signalere enhed, enkelthed – det stammer oprindelig for græsk og direkte oversat betyder det ”enhed.” Ikke forstået som en enhed af soldater, men mere i retning af ’noget der er samlet’. Denne samling bliver, idet filmen skrider frem, mere og mere fragmenteret, for selv om de indledningsvist forekommer som en forholdsvis barsk gruppe, der alle har valgt at kæmpe for den samme sag, så er det så som så med enigheden idet handlingen skrider frem.

Det er tydeligt, at manuskriptforfatter og instruktør Alejandro Landes har ladet sig inspirere af klassiske fortællinger om børn, der skal forsøge at klare sig på egen hånd. Mest tydelig kan referencen til William Goldings klassiske Fluernes herre opleves. Helt tydeligt bliver dette i den scene hvor en af gruppens medlemmer er blevet dømt ude af de andre. Knægten spændes fast til et træ og foran ham placeres et grisehoved på en stage. Her hører sammenhængen med Goldings roman så også op, for i Monos er fokus ikke på at levere en metaforik for klasseskel eller hakkeorden og filmen bliver næppe, til trods for sin meget imponerende billedside, en klassiker på samme måde som førnævnte roman.

Dette skyldes, at idet filmen præsenterer sin tilskuer for så forholdsvis en stor gruppe figurer, der tillige har hver deres særprægede dæknavn og som alle har nogle ritualer og manerismer, der ikke forklares eller uddybes, så fremmedgøres man fra filmens hovedpersoner. Det er muligvis tanken, at man skal identificere sig med den kidnappede læge, hvilket ville give mening, for seeren er på samme måde som hun et begrænset kendskab til de der holder hende fanget. Til gengæld får man heller ikke megen indblik i Doctoras historie eller baggrund, så der er ikke så meget man kan basere denne identifikation på, ud over ideen om hvor skrækkeligt det må være, at være fanget mod sin egen vilje, midt i en uvejsom jungle fyldt med myg og børn med automatvåben.

Monos virker mest af alt som et filmisk og fortællemæssigt eksperiment. Den opleves som et stykke kunst der forsøger at afsøge krigens og oprørets væsen. Måske vil den pege på de mange tusindvis af liv der meningsløst er gået tabt mellem partisaner og diverse grupperinger af stridende fraktioner i årenes løb? Måske er det en film om hvor ødelæggende krig kan være, især for de der nærmest er født ind i krigen? Muligvis handler det om magtbegær? Muligvis er alle disse bud blot ren spekulation fra anmelder, for idet rulleteksterne begyndte, så var der stadig flere ubesvarede spørgsmål end svar tilbage. Kapellet har af samme grund svært ved at vurdere Monos. Det er en af de film, der sikkert vinder ved et gensyn, men selv om den muligvis ikke imponerer med sin fortælling eller karakterskildringer, så er det en film der er så blændende flot lavet og alene af den grund, bør alle de der holder af film, give den en chance.

PS. Kapellet er som altid meget taknemmelige for at have modtaget Monos fra Angel films på DVD, men samtidig er det også en anelse trist, at en visuelt så flot film som denne ikke slippes på BluRay. Så ville den imponerende billedside virkelig kommer til sin ret.