Allerede det første billede vækker nysgerrigheden. Irreelt, dobbelttydigt, uskarpt, grå-grønt. En total af en mand, der langsomt går afsted med et æsel, langs horisonten af en gold mark. Binder æslet til et enkeltstående nøgent træ. Går videre hen mod en grå, grå kæmpemur med en lille beskeden adgangsdør, der skal vise sig at føre ind i et gråt paralleltunivers af store, kubistiske, nøgne, grå rum, hvor støvet drysser uafladeligt fra de grå lofter. Et metaforisk fængsel for livet, som du ingen muligheder har for at slippe ud af, når du først er gået gennem den lille metaldør.

”Vor helt” har et tjenstligt formål med sin entre i denne minimalistiske, grå labyrint. Han er autoriseret vandmåleraflæser (!) og begynder ufortøvet, at banke på de grå ganges mange lukkede metaldøre, i håb om at kunne udføre sin funktion – men ingen af dørene åbner sig. Intet livstegn, i øvrigt. I elevatorens klaustrofobiske rum møder han sine tvillingeskygger (Anders og Niels Plougman), der herefter aldrig skal forlade ham. To blege, udtryksløse, gråklædte herrer, der fremover følger selv hans mindste bevægelse på få meters afstand. Hov! Er vi ikke tæt på Kafkas K. i romanerne Processen eller Slottet, her var K. ganske vist landmåler?

Næsten. For den danske spillefilmsdebutant Jonas Kærup Hjort har med Den næstsidste skabt en minimalistisk absurd parallelverden af store, tomme, grå rum, fyldt med intethed, hvor en vandmåleraflæser forgæves forsøger at åbne de mange døre, for at notere sig vandforbruget.

Ivrigt spørger han efter viceværten, når han sporadisk møder mennesker, i de ellers tomme rum. Alle bærer alene navne efter deres funktion. Bruden, Den Forelskede, Dørkvinden, Dommeren… I sin søgen efter vandmålere og viceværten, møder han en stærkt lidenskabelig, fyldig dame (Bruden), der nærmeste voldtager ham, i sin higen efter kærligheden. ”Jeg vil elske dig, gifte mig med dig, hvis du fortæller, hvor jeg kan møde viceværten” lover vandaflæseren, i sin desperation for at møde viceværten, der siges at have nøglen til ”den store dør”.

Skævt? Mon ikke. Men konsekvent gennemført. Og det skal blive meget værre i det grå mareridt.

I et af de utallige grå nøgne kubistiske rum, der er tæt på fængselsceller, møder ”vor helt”, Revisoren (Joen Bille), der har overtegnet de grå vægge med tal, kurver, pile og cirkler. Desperat og fortvivlet over, at hans bogføring ikke vil stemme, trygler han nu (forgæves) vandaflæseren om at hjælpe sig med, at begå selvmord. En skæv historie, i en endnu skævere.

Bryllup skal det, som lovet, også blive. Nu myldrer det med mennesker i det grå univers, hvor de lige så grå indbyggere, i en askegrå søjlehal danser bryllupsdansen i et støvfyldt tusmørke, alt mens ”vor helt”, nu brudgom og snart fader til en halvvoksen dreng, er desperat søgende. Nu, hvor også tiden er uden styring, leder han efter at finde udgangen fra det mareridtslignende univers. En ond drøm, der måske bedst forklares af en lille døvstum dreng, der i tegnsprog, stiller ”vor helt” spørgsmålet: ” Er lidelse en nødvendighed for livet?”. Vi er slet ikke i tvivl længere om håbløsheden og livets absurditet, når vandmåleraflæseren endelig erfarer, at viceværten (Gud!?) er død eller slet ikke har eksisteret.

Den næstsidste er i form og indhold imponerende. Helt uden sidestykke i en ellers bredt anlagt dansk filmproduktion. Et unikt kunstværk, hvis billedside (eminent kameraarbejde ved Jacob Sofussen) er i slægt med den belgiske surrealist Renee Magritte malerier og hvis indhold læner sig op ad Schopenhauer, Nietzsche, Kafka og Sartre. På filmsiden, endda på verdensplan, er der kun få, der så konsekvent tør/kan vove sig ud på det totalt absurde plan, for på et universelt plan, at fortælle om ”det eksistentielle” ved livet. Tanken går til de to Andersons, Roy og Wes, hvis film dog bobler af underfundig humor. Det gør Den næstsidste ikke – den er grå og trist, lige som sit univers.

En smal og (for) lang film, der vil vække beundring på de mange filmfestivaler verden over ved sin dybde og originalitet. Tallinn, Hong Kong, Kiev, Montreal, for bare at nævne nogle få af de filmfestivaler, der allerede har prisbelønnet Den næstsidste og vist anerkendelse af det lille filmland, der kan og tør. Alene dét gør filmen værdifuld.