Græsstrå, blomsterskærme, kronblade, støvdragere, biernes sværmen. Vi er tæt på naturen. Børn leger med jord i lerpotter, graver små huller for at lade frøet droppe ned og afventer de spæde planters vækst. Rammen er et familiegartneri på Fyn. Far, mor og datteren Liv, alle travlt beskæftiget i drivhuset med at skærme og dyrke naturens mange planter. Sønnen driver en æbleplantage tæt på gartneriet, med æblecider som speciale.

En harmonisk familie, i kærlighed til naturen og til hinanden – tolerante og hvilende i sig selv. Så mon der dog ikke under spisebordet eller bag potteplanternes skygge, skulle ligge en tikkende bombe, klar til at eksplodere og splitte idyllen i Strindbergske småstykker?

Nej, sådan er Anna Emma Haudals debutfilm Venuseffekten slet ikke. Selv om der er nok af følelsesmæssige konflikter og udviklingskurver, er det ikke skeletterne, der vælter ud af skabet. Ingen voldelige eller ukontrollerede konfrontationer. Vi er stadig den lille familie, der gensidigt elsker og respekterer hinanden for det, vi nu engang er.

Men alligevel ændrer tingene sig.

Andrea (nuanceret og originalt spillet af Josephine Park), kommer forbi gartneriet iført hjemmesyet ”Fissekostume” og en pågående energi. Bilen er brudt sammen og på kort tid overtaler Andrea, den jævnaldrende Liv (Johanne Milland Pedersen, der giver en følsom og nuanceret præstation), til både at køre for hende, ja, til sidst, at tage med til et lesbisk bryllup, der ånder af nær- og kærlighed og livsbekræftende frigjorthed. Liv, der netop er blevet droppet af sin kæreste, falder for Andreas vildskab og frihedstrang.

”Man kan ikke eje hinanden, kun naturen ejer os”, fastslår hun, der lever i onklens æbleplantage og bor i en campingvogn, som naturens muntre datter. Andrea får, som hun siger: ”naturen på recept” - og understreger yderligere sin provokerende vildskab med en nummerplade, der lyder ”Venus”, kun fordi ”Fisse” allerede var taget, som en veninde, lidt ondskabsfuldt, bemærker.

Andrea og Liv bliver, ikke overraskende, et elskende par. En konstellation som familien tager ganske afslappet – sønnen er allerede gift med sin mandlige ven. Vi må undvære børnebørn, resignerer moren. Atter en gang, er det en fornøjelse, at opleve Sofie Gråbøl i et herligt og varmt modspil til den lettere excentriske gartner-ægtemand, Lars Mikkelsen.

Det er Livs kærlighedsliv vi helt tæt på. Hendes tvivl om sin seksuelle identitet. Hendes overvældendes stærke følelsesmæssige oplevelser sammen med Andrea. Det er her Venuseffekten viser sin styrke. For nok er rammen en romantisk komedie, med vittige slagfærdige tidsrigtige replikker. Men først og fremmest et nærbillede af kærligheden. En film, der emmer af varme følelser i et nærmiljø, langt fra samtalekøkkener og storbystress. Et forsøg på at gribe den universelle kærlighed, tæt forbundet med Moder Natur.

Anna Emma Haudal, som mange vil huske fra DR3s ungdomsserie Doggystyle (3. sæson er på vej), har både som manuskriptforfatter og instruktør med sin debutfilm, skabt en professionel velspillet film, med megen skønhed i billeder og indre drama. Fyldt med følelsernes tvist, sommerens charme og lethed. Men ak, vi ved godt, at årstiderne/kærligheden også rummer mørke og kulde. Det er bestemt ikke det Venuseffekten handler om. Så lad os glemme det, her midt i vintermørket.