Bedste film. Bedste instruktør. Bedste skuespillerinde. Ja, Oscar™-juryen var enige her i foråret 2021. Nomadland trak alle de største Oscarstatuetter™ hjem fra den noget særegne Covid-udgave af årets prisuddeling.

Selv om undertegnede helt klart er af den overbevisning af Vinterberg også burde have haft prisen for bedste film – idet Druk i denne anmelders optik er en bedre film end Nomadland - så er det næppe helt tilfældigt at Chloé Zhaos film havde evnen til at overbevise juryen om dens kvaliteter. For filmens fokus på alle de stakkels mennesker, der af forskellige årsager alle er blevet svigtet af systemet (ofte det amerikanske sundhedssystem) og er blevet tvunget til at gå fra hus og hjem, og leve i enten deres campingvogn, autocamper eller, som hovedpersonen Fern (Francis McDormand) i egen bil, er alle skæbner der vidner om, hvor ulige et land USA også kan være.

Der er sikkert ikke mange, der ikke ved hvad filmen handler om, eftersom der er blevet skrevet meget om den efter Oscar™-sejren, desuden har den i over en måned kunne opleves i hjemmet hos alle de der har et Disney+ abonnement. Endelig har der været en del opmærksomhed på, at mange af de, der er med i filmen, faktisk er personer der spiller sig selv. Personer der lige som Fern er blevet en nomade, som rejser rundt i Guds Eget Land uden nogen permanent adresse.

Nomadland er en film der giver disse moderne nomader et menneskeligt ansigt og ikke mindst så får vi undervejs også et indblik i deres individuelle livshistorier. Historier, der ofte er hjerteskærende og uretfærdige. Historier der vidner om, at der er noget helt råddent i den måde det amerikanske sociale system, eller rettere sagt manglen på et sådant socialt sikkerhedsnet, kaster ellers velfungerende samfundsborgere ud i elende, fordi de eksempelvis ikke har råd til at betale hospitalsregningerne efter en kræftsygdom.

Filmen er som sådan ikke en plotdreven film, men derimod en film der virker mere som en slags qvasidokumentaristisk film, hvor seeren følger Fern på sin rejse gennem gudesmukke amerikanske landskaber, hendes mere eller mindre tilfældige møder med andre i samme situation og muligvis dukker der også en god mand op undervejs.

McDormand spiller, som altid, med en nerve der brænder igennem skærmen. Hun er ikke alene i besiddelse af et utroligt filmansigt, men spiller også sin rolle med så stor autoritet, at man hurtigt glemmer at hun er skuespiller og ikke blot en af de mange virkelige nomader, der optræder i filmen.

Det kan godt være at ideen med at lade en celeber skuespillerinde mødes med rigtige nomader, kan få enkelte seere til at opleve lidt moralske kvababbelser, for hvor Fern er fiktiv er de fortællinger man får serveret undervejs det ikke. Grænserne mellem dramatisk iscenesættelse og fakta er i Nomadland papirstynde, men når det så er slået fast, så fornemmer man også at det her været at passionsprojekt for filmskaberne at få gjort resten af verden, og måske særligt et amerikansk publikum, opmærksomme på, at verdens rigeste land også huser en masse hårdtarbejdende, patriotiske samfundsborgere som i dén grad er blevet svigtet af systemet og den allestedsnærværende, grådige kapitalisme, og nu tvinges til at overleve fra dag til dag.

Nu kunne ovenstående beskrivelse af filmen godt virke som om, at Nomadlander en lang, deprimerende, samfundskritisk film. Heldigvis viser filmen også, at der til trods for den ellers så desperate situation som disse nomader er endt i, findes håb i al misæren. Fern møder eksempelvis en gruppe af disse selvbestaltede nomader, der har samlet sig om en slags lederskikkelse. Bob, en venligsindet fyr, der fortæller om den styrke der kan ligge i sammenholdet mellem alle disse meget forskellige mennesker på farten. Han er i øvrigt en af de mange i filmen, der også har omfavnet denne minimalistiske livsstil i virkeligheden. Filmen er nemlig ikke kun en samfundskritik, men viser også, at man sagtens kan skabe sig et godt, indholdsrigt liv, selv om man ikke har de materielle goder, mange af os tager for givet.

I disse tider hvor overforbrug og den meget amerikanske floskel om ”bigger is better” til stadighed kritiseres og mådehold muligvis er det der skal til for at redde vores planet, så giver Nomadland en bittersødt alternativ til vor forbrugsfest. Fern er selvfølgelig mærket af den personlige tragedie hun har oplevet, en tragedie som udrulles lige så nænsomt i løbet af filmen og som på den måde kommer til at fungere som filmens fremdrift, men hun er også pavestolt af det mikrokosmos som hun har skabt i sin gamle bil. I en af filmens allerførste scener oplever vi Fern præsentere alle sine ting og den måde hun har indrettet sin bil på. Noget rigtigt mange af os måske godt kunne lade os inspirere af.

Selv om Nomadland er en film om ensomhed og sorgbearbejdelse, så er det også en film om håb og troen på at en alternativ livsstil på landevejen faktisk kan byde på fantastiske (natur)oplevelser og møder med ligesindede, som er mindst lige så givende som de liv mange af os ikke-nomader lever. Dertil kommer at Nomadland fortjener at blive set på så stor en skærm som mulig, ikke alene for at man så kan nærstudere McDormands udtryksfulde ansigt, men også for at de ustyrligt smukke landskaber kommer til deres fulde ret på den måde. Normalt kan man godt være lidt loren ved film der vinder så mange priser, men er du skeptisk overfor antallet af Oscars™, så vælg i stedet at stole på Kapellets varme anbefaling. Det er en lidt stille men også virkelig god, vedkommende film.