Wes Anderson er en finurlig instruktør. En man har lidt svært ved at blive klog på. I flere år var nærværende skrivekarl ikke synderligt begejstret for hans film, idet både The Royal Tennenbaums og The Darjeeling Express ikke er særligt interessante i undertegnedes optik. Fint lavet, jovel, men hverken særligt morsomme eller mystiske nok, til at kunne fremkalde nævneværdig interesse. Det er sikkert ikke en følelse, der deles med ret mange filmelskere, men nu er det i al fald sagt.

Det til trods kom også andre Anderson film i afspilleren, for manden skal da have en chance. Det var et held, for film som Grand Budapest Hotel og ikke mindst filmen der kom umiddelbart før denne: Moonrise Kingdom er nogle fine, sjove og hjertevarme film, der i til trods for Andersons karakteristiske begejstring af stiliserede miljøer viser ham fra sin allerbedste side. Skæve centralkompositioner, dialoger, karakterer og i det hele taget evnen til at bygge særegne, unikke, filmiske universer op, der på én gang fremstår som fantastiske og sært troværdige, kendetegner disse film og viste at han kunne andet end at lokke verdens bedste skuespillere til at deltage i løjerne.

Ud over de regulære spillefilm, har Anderson også været hovedmanden bag animationsfilmen Fantastic Mr. Fox, som ud over at være en ganske flot filmatisering af en klassisk Roald Dahl roman, har fået masse virkeligt dygtige skuespillere til at levere stemmerne til figurerne. Fremragende stop-motion animation og dyr, der har fået stemmer af nogle af de allerbedste skuespillere lige nu, kan nu ses i Wes Andersons anden animerede film Isle of Dogs, der netop er udkommet på BluRay.

Både filmens historie og stil er bevidst eksotisk. Handlingen er henlagt til et slags retro-futuristisk Japan. Dette kan ses allerede i starttitlerne, hvor både japansk og engelsk tekst kundgør hvem der har lavet filmen. I den fiktive by Megasaki har en lobby af katteelskere gennem mange år fået alle byens hunde bandlyst til en nærliggende ø, der tidligere blev brugt som byens losseplads. Dette blandt andet fordi hundene har nogle uhelbredelige sygdomme, som forskerne frygter kunne brede sig til beboerne.

Det er dog ikke alle der hader køterne, for der er både et lille team af forskere, som er tæt på at finde en kur til sygdommene hundene bærer rundt på, og en lille dreng, der savner sin hun Spot, som forsøger at få gjort noget ved hundenes ufrivillige eksil. Selv om drengen, der har fået det mundrette navn Atari, (et navn som de fleste nok associerer med videospil, selv om det blot betyder ”vinder” – red.) spiller en vigtig rolle i filmen, er de egentlige stjerner selvsagt hundene, der takket være et hold af meget dygtige stop-motion animatorer og førnævnte gruppe af lige så dygtige skuespillere har fået liv.

Lige som mange af Andersons øvrige film, efterlades man når Isle of Dogs er færdig med en undren. Den første undren bunder i spørgsmålet om hvad grunden egentlig er til at denne fabel skal fortælles? Det er ikke fordi det er svært at udlæse budskaber eller en egentlig moral i filmen, men når man tænker hvor dyrt og besværligt det er at skabe film som disse, så kan det være svært at hitte ud af hvad grunden til dette har været? Hvorfor kunne den eksempelvis ikke blot have været lavet som traditionel animationsfilm? Det kan være dette skyldes det mere håndgribelige, stoflige aspekt, der ligger i stop-motionfilmen og at dette tiltaler instruktøren mere, men dette er et rent postulat fra Kapellets side.

Den næste undren går på, hvem det egentlig er der er tænkt som målgruppen for en film som denne. Selv om det er en film med talende dyr, er den ikke holdt i en tone eller en stil, der umiddelbart appellerer til ”mainstream-børn”, som er vant til langt mere actionprægede, farvestrålende og strømlinede animationsfilm. Enkelte dele af filmen er også rimeligt dystre og vil med garanti også gøre de allermindste utrygge (derfor bør man respektere aldersgrænsen på 7). Er det så en film skabt til børn med skæve hjerner og deres kunstinteresserede forældre, eller er det en film der primært er rettet mod et voksent publikum? Det er umiddelbart ganske svært at vurdere når man har set filmen. Uanset målgruppe så hører en aldrende anmelder nok ikke til den.

På BluRay’en findes der en del ganske glimrende ekstramateriale. Blandt de mange småfilm man kan se er der især en der står ud. Den består af en række fine portrætter af hver enkelt af de bærende hundehovedroller i filmen, animeret og med skuespillerens stemme selvfølgelig. Ekstramaterialet er, ud over denne fine feature, der har krævet ekstraarbejde fra animatorerne, ganske fint. Der er en flere små featuretter der gå bag om filmen og dens verden, men omvendt set, den slags ekstramateriale er også noget man nærmest forventer af en ny BluRay-udgivelse som denne.

Isle of Dogs bliver, til trods for dens umiddelbart kunstneriske kvaliteter og eminente stemmecast, ikke en film der kommer helt i mål. Den er ganske enkelt for mystisk, for langsom og for skæv, til at alle ville tage den til sig, med samme kærlighed som en loppebefængt gadekryds der kommer løbende imod dig. Selv om vi her på Kapellets er vilde med alt japansk, animationsfilm og med instruktøren, så ender Isle of Dogs med at være en film der desværre hurtigt bliver glemt igen og dette er altså ikke fordi Kapellets redaktør holder mest af katte.