Præmissen minder faktisk ret meget om en film af Nils Malmros. Kunne man forestille sig en fortsættelse af Kærester 25 år efter, dækker det faktisk meget fint, hvad Klassefesten handler om. Tre gutter skal til en gensynsfest med den gamle gymnasieklasse. De følges ad, men meget andet end det, de selv venter, sker undervejs. Klassefesten er ikke et dybsindigt, realistisk og selvbiografisk værk, der vil være almenmenneskeligt i sit sigte. Det er en komedie, og vil underholde os og bekræfte det, vi godt ved i forvejen. Og den slipper ret godt af sted med det. Filmen er netop udkommet som købsfilm.

Der er langt mellem gode komedier i dansk film. Enten er de så familiekære, at det koster for meget usundt lørdagsslik, eller også er de så platte, at humorstilen skyder ind langt, alt for langt, under bæltestedet. Komedieformlen er en meget svær genre at arbejde i. Den vigtigste årsag er, at handlingen som regel gerne skal slutte, hvor den startede, så det gode, der blev spoleret, er genoprettet og bekræftet. Derfor bliver karaktererne ofte meget flade og uden udvikling, mens det er inden for den relativt faste formel, at vittigheder, slapstick og gimmicks skal falde. Klassefesten når et godt stykke vej.

De tre venner – Niels, Andreas og Thomas – er personer, der er tilpas forskellige til, at de hurtigt hænger ved. De har hver sine fordele og især bagsider. Niels er familiekær, Andreas har fine oneliners, Thomas er en eftertragtet musiker. Men det er bagsiderne, der kommer til at spille de vigtigste roller. Niels har det svært med sin alder, Andreas er lige blevet skilt fra sin kone, der også er gammel klassekammerat, og Thomas er forfulgt er en ilter kvinde og en dårlig sædkvalitet. På en måde hænger for- og bagsider fint sammen, og i dette møde opstår humoren ganske fint.

Filmen er naturligvis temmelig forudsigelig, og handlingsgangen er velkendt. Den læner sig meget op ad en amerikansk komediestil, der handler om mænd, der ønsker opmærksomhed, sex og druk, men har lidt svært ved at kombinere det hele. Klassefesten kobler dertil et perspektiv om den midaldrende mand ind i teenkomediens formel, og gør det veloplagt. Den minder meget om American Pie med (og for?) mænd med grå stængt i håret. Den, der har set tilpas mange af disse komedier, vil på den ene side vide præcis, hvilken udvikling, filmen tager, men vil formentlig på den anden side være velunderholdt.

Den vigtigste årsag til, at det fungerer, er, at vittighederne og replikkerne sidder lige i barskabet. Kopernikus, Lyby og Berthelsen er velvalgte til rollerne, og timingen imellem de tre er noget af det bedste, vi har set i dansk komediefilm længe. Det er især interessant at se Anders W. Berthelsen bryde lidt med sine vante roller. Det klæder ham, og han er den af de tre, der spiller mest overbevisende og morsomt. Klassefesten har læssevis af kostelige scener og fine replikker, der ikke virker fortænkte, men fungerer som særdeles gode jokes. Og det er jo det, der er det vigtigste i en komedie.

Den første tredjedel af filmen virker træg og uden tempo, selvom det faktisk går ret hurtigt med at få præsenteret de tre personer. Men de indledende knæbøjninger, hvor tre fyrer skal introduceres og føres sammen, er en anelse simpel, og de karaktertræk, der skal følge personerne undervejs, bliver noget karikerede. Men så snart fyrene kommer på tur, bliver rystet tilpas sammen igen, og får drukket de drinks, det kræver, falder filmen på plads. Det er tydeligvis de humoristiske scener on the road, filmen sigter efter – og ikke karaktertegningen. Det gør dog ikke så meget, for det er faktisk temmelig sjovt, det her.