Det er meget svært ikke at læse lidt af Mel Gibsons karriere ind i The Beaver, for fra at have været en af Hollywoods absolut højst betalte skuespillere gennem firserne og halvfemserne, kom der både en udskældt passionsfilm, en episode hvor han i fuldskab udtalte sig ganske negativt om jøder og sagen om trusler mod ekskonen, der gjorde at hans manager droppede ham. Selv om Hollywood måske ikke blacklister skuespillere som før, så har Gibson selv gjort så meget i nælderne, at producenter, instruktører og ikke mindst tilskuerne ikke kan se det fede ved ham længere.

Det skal ikke være en hemmelighed at nærværende anmelder bevidst havde bedt om at anmelde The Beaver ud fra en idé om at det ville være en film som nemt kunne blive skudt i sænk og bare ud fra filmens trailer at dømme, var der både adjektiver og superlativer nok til en hel anmeldelse. Nogle gange gribes man jo af en form for skadefryd og har bare lyst til at forfatte en anmeldelse som sabler en forsvarsløs lille film. Det er bare ikke helt muligt efter at have set The Beaver.

Filmens præmis er i sagens natur ufattelig tåbelig. En kronisk deprimeret mand ved navn Walther, der ikke kan få hverken sig selv, sit familieliv eller sit firma til at fungere, finder under en massiv druktur en sokkedukke i en skraldespand. Efterfølgende forsøger han – uden held - at tage livet af sig selv på et motelværelse. Da han vågner taler handskedukken til ham – naturligvis er det ham selv der taler – men kombinationen af selvmordstanker, druk og muppet har tydeligvis gjort at Walther har fået en personlighedsspaltning hvor handskedukken pludseligt bliver en form for kontrollerende over-jeg, der i løbet af ganske kort tid får sat skik på manden der bærer den.

Med hjælp fra denne bæver får Walter nu vendt op og ned på sit liv. Det er bæveren der står for innovation i firmaet, det er bæveren der får Walter til pludselig at være en god, aktiv far overfor sin yngste søn, det er bæveren der giver fornyet potens og lidenskab til Walters sexliv med hustruen og det bliver i det hele taget bæveren, der begynder at kontrollere mere og mere af Walthers liv. Problemet er bare, at hans nærmeste efter et stykke tid bliver trætte af den dominerende handskefyr og ønsker Walther tilbage, men bæveren vil ikke give slip og bag facaden er den virkelige Walther muligvis stadig dybt deprimeret. I en sideløbende historie følger vi familiens ældste søn der tager dyb afstand fra faderen, bæver eller ej, fordi han slås med sine egne ting, blandt andet et romantisk forhold til skolens hotteste tøs.

Det er ikke første gang man har set denne form for psykologisk projektion på imaginære stofdyr på film – i flæng kan nævnes Donnie Darko som er en form for dyster parafrase af Harvey, og selv om bæveren ikke er lige så usynlig som kaninerne i de to andre film, så har den slet og ret samme funktion. Den fungerer som en del af hovedpersonens psyke, som ellers ville have været gemt.

Man bør ikke se The Beaver for dens ret fjollede handling, for det fjantede psykologiske familiedrama der udspiller sig, men i stedet bør man se filmen fordi det dels er en mainstream Hollywoodfilm der for en gang skyld fokuserer på en altødelæggende depression og fordi Mel Gibson – jødehader og konemishandler eller ej, spiller helt fantastisk. Der har altid været en snert af sindssyge i Gibsons spil, fra den tidlige karriere med den iskolde, fåmælte Mad Max, over rollen som overgearet, vandvittig politimand i Lethal Weapon men i The Beaver er hans skizofrene spil langt mere raffineret og udtryksfuldt. I sådan en grad at man i enkelte øjeblikke glemmer at det er Mel Gibson og bare synes det er enormt synd for Walther.

Dermed ikke sagt at The Beaver er en sensationel film, den er stadig ret tåbelig, men giver man den lov til at udfolde sig så er den faktisk en ganske underholdende film om en mands totale mentale sammenbrud og det er i den forbindelse, som nævnt i starten svært ikke at tolke den virkelige Mel Gibson og alle hans problemer ind i Walthers karakter - i særdeleshed givet det faktum at Gibson her spiller en mand, der er helt nede på bunden i smal film instrueret af Jodie Foster, i stedet for at optræde i sommerens store actionbrag, ved siden af Stallone og Statham.