For os der holder af dokumentarfilm, er der ganske enkelt ikke timer nok i døgnet. Der synes at komme så mange gode film i disse år, at det ganske enkelt bliver svært at følge med. En af de mange steder hvor man kan opleve et bredt udvalg af de nyeste film, er på festivaller som eksempelvis CPH:DOX, der i disse pandemitider igen i 2021 åbner sine virtuelle døre til dokumentarfilmenes verden.

Selv om der er mange filmfans, der savner at komme ind i biografernes mørke for at dele filmoplevelser med ligesindede, så håber Kapellets Aalborgbaserede skrivekarl, at det også i tiden efter Covid bliver muligt at kigge forbi filmfestivaler digitalt, så vi der fysisk er i mere end blot cykelafstand fra biograferne hvor filmene vises, også kan deltage og være helt med på aktualitetsvognen.

Soldaten eller The Soldier er Nikolaj Møllers debutdokumentar, men dette fornemmes ikke når man ser den. Selv om den primært handler om et enkelt menneskes skæbne, helt klassisk fortalt som en slags fluen-på væggen-portrætdokumentar, så føles den time vi er sammen med filmens hovedperson Henrik, på ingen måde lang.

Vi møder Henrik dybt inde i den peruvianske regnskov, hvor han har bosat sig. Han fortæller undervejs om sin karriere som professionel soldat, som udsendt sammen med blandt andet Hold 6 til Afghanistan og om et efterfølgende liv med PTSD. På denne led lægger filmen sig i kølvandet på den vigtige debat, der har været i de senere år om vore udsendte soldater og de ar mange af dem permanent får på deres sjæl. Mange af disse folk, har svært ved at fungere i samfundet efter krigen er slut og flere søger, lige som Henrik, ud i skovens ensomhed i et forsøg på at få ro i sindet.

Det andet tema filmen berører er den måde som Henrik, aktivt forsøger at behandle sig selv på. De, der har fulgt med i debatten omkring diverse psykofarmaka, vil vide at der er flere og flere behandlere og læger der genovervejer at forsøge at behandle bl.a. depression, PTSD eller andre sindslidelser med bevidsthedsudvidende stoffer, som eksempelvis LSD eller MDMA. Selv om denne form for behandling, efter en række noget uheldige forsøg i 60’erne og 70’erne, fik et dårligt ry – så er der flere undersøgelser, der tyder på at enkelte personer, kan få det markant bedre på denne vis https://videnskab.dk/krop-sundhed/lille-studie-25-patienter-slap-af-med-deres-ptsd-efter-mdma-terapi .

Henrik benytter dog hverken LSD eller MDMA, men går i stedet i bl.a. William S. Burroughs’ fodspor og brygger selv Yage – det stof de lokale kalder Ayahuascha – hvis hovedingrediens er en lian, der gror frit ude i regnskoven og som, når det indtages, fremkalder vilde hallucinationer. Stoffet har været benyttet af regnskovens shamaner i tusindvis af år, og vi følger i løbet af den times tid, vi er i selskab med Henrik, hvordan han brygger den bitre drik, forbereder den rituelle indtagelse af stoffet, den obligatoriske opkastningsseance og Henriks trip, set udefra. Det er jo svært at optage Henriks personlige oplevelser når hallucinogenet virker, men man får i det mindste et indblik i hans første møde med stoffet via den voiceover han selv står for.

En af de få ting, som undertegnede manglede i forhold til Henriks historie, er hvordan han har lært at begå sig i dette meget fremmede miljø og ligeledes hvordan han har fået tilegnet sig sin viden om tilberedelsen af stoffet, samt de ritualer der knytter sig til Ayahuascha-ceremonien. Ikke fordi anmelder har tænkt sig at kaste sig selv ud i slige eksperimenter i villakvarteret i Vejgaard, men fordi disse ting ifølge bl.a. Burroughs (The Yage letters) tidligere har været omgæret af en del hemmeligheder. De lokale medicinmænd har i al fald førhen været meget påpasselige med, at dele ud af deres viden omkring netop Yage. Når det er sagt, ved Kapellets skribent dog godt, at man i visse dele af Sydamerika har forvandlet disse førhen så hemmelige ritualer til en slags mainstream turistindustri.

Filmen observerer. Den undlader at kommentere eller fordømme vor hovedperson. Ud over et enkelt spørgsmål fra filmmagerne, så er det Henrik der fortæller om sig selv. Filmen kommer heller ikke til at fungere som reklamefilm for euforiserende stoffer. Een ting er at Ayahuasca fylder en del, men vi oplever også hvordan Henrik mødes med nogle unavngivne folk, hvorefter de indtager ketamin intravenøst. Før disse scener, var der en scene i filmen, der virkede lidt umotiveret og hvor Henrik kunne fortælle, at han – efter at være blevet såret under en krigshandling – af en læge blev spurgt om han ville en tur til ”Spaceland”. Det skulle vise sig at være slang for netop ketaminen. Denne historie fungerer derfor som en slags set-up til den senere ketamin-seance, men lige som med andre elementer i filmen, får seeren aldrig en indsigt i, hvorfor hestebedøvelsesmiddel burde virke tillokkende eller have nogen indflydelse på behandlingen af PTSD eller for den sags skyld noget som helst andet.

Sodaten er, til trods for de spørgsmål som seeren måske er efterladt med, endt med at være en fin portrætdokumenter, der på glimrende vis lader os møde en enkelt mand og hans skæbne. Henriks historie bliver en der sikkert kan genkendes af mange i samme situation. Selv om vi på intet tidspunkt forlader junglen, får seeren takket være Henriks fortælling, et fint, men også noget kort indblik i hans liv i Danmark, som soldat og ikke mindst i hans selvvalgte jungleeksil.

En af de vigtigste pointer som filmen synes at komme med, er en som Henrik leverer undervejs. Når man er kørt surt i et dansk behandlingssystem, der kun kan tilbyde piller og psykologsamtaler, så kan det måske være en god idé – for nogle - at tage en bevidst beslutning om at tage langt ind i jungelen. For uden adgang til tv, (sociale) medier og en omverden der konstant presser sig på og forlanger ens opmærksomhed, er det måske muligt at finde den nødvendige ro til at fordybe sig i ens egne tanker, hvilket i sidste ende måske kan gøre, at man kan begynde at genfinde lysten til at leve livet igen.