Når man først planter sig foran husalteret og starter Brawl in Cell Block 99 på afspilleren, kunne man måske tro at man ville blive smidt direkte ind i en nærmest klassisk fængsels-actionfilm, i stil med Undisputed eller den type af fængselsfilm der handler om flugt a la Escape from Alcatraz. Filmens instruktør og manuskriptforfatter S. Craig Zahler beviste nemlig med sin første spillefilm Bone Tomahawk (som alle der kan lide kannibaler og Kurt Russel bare skal se!) at han både er en utrolig habil fortæller, er dygtig til at skrive dialog og at han ikke er bange for at skrue helt op for vold-meteret når tingene virkelig spidser til.

Der går dog et godt stykke tid før filmens hovedperson Bradley (Vaughn) i det hele taget kommer i berøring med fængselsvæsenet, for filmen er et langt stykke hen af vejen en karakterbåren, dramatisk fortælling om en mand der presses til at gøre helt umenneskelige ting. Det starter med at Brad bliver fyret fra sit arbejde som mekaniker. Da han kommer hjem lidt tidligere end normalt, finder han ud af at konen (Jennifer "Dexters søster" Carpenter) har været ham utro i gennem flere måneder. I det hele taget er alt i Brads liv fuldstændigt fucked, som de unge siger.

Det viser sig at ægteparret alligevel beslutter sig for at starte på en frisk. Den sorg der skal vise sig at være grunden til deres ægteskabelige problemer forsøger de at komme igennem fælles, ved at prøve på at blive forældre. Bradley tager kontakt til Gilly - en lokal gangster, som han ellers havde forsvoret at arbejde for. Vi springer frem i tid og ti måneder senere er tingene er pludselig meget bedre. Parret har fået et nyt hjem. Penge er ikke det store problem og Bradley har fået fast arbejde som narkokurer for Gilly.

Gilly vil dog udvide forretningen og tager derfor kontakt til nogle mexicanere, som Brad dog ikke umiddelbart stoler på. Det er der god grund til, for samarbejdet går galt og Bradley befinder sig pludseligt i fængsel. Her opsøges han af selveste Udo Kier, der på sin vanlige skumle facon kan fortælle at den vordende mor - Bradleys kone - er i hans varetægt. Med mindre Bradley gør præcis som Udo siger, så kan han godt forberede sig at modtage kropsdel efter korpsdel fra hans ufødte datter. Ja, du læste rigtigt! Fy for pokker!

Selv om Bradley grundlæggende er en god mand, så tvinges han af disse ydre omstændigheder længere og længere ud. Selv om filmen starter ganske stille og roligt, så kan det roligt afsløres at den sidste halve times tid bestemt ikke er for seere med svage nerver. Volden er bevidst gjort meget ubehagelig og nærmest sadistisk og den exces som den leveres med vil sikkert chokere de der fejlagtigt havde troet at dette var endnu blot en cage-fighter film.

Selv om Vince Vaughn mest kendes for hans morsomme roller (True Detective s. 2 som en naturlig undtagelse), så viser han i denne film at han også fungerer som antihelt i en fortælling, der ikke kunne være udtænkt mere dyster end tilfældet er her. Det er også fedt at instruktør S. Craig Zahler, lige som i Bone Tomahawk har fået virkelig ikoniske b-filmskuespillere som Don Johnson og Udo Kier med på rollelisten. De er garanteret blevet lokket af mere end penge, for deres figurer er så gennemført usympatiske, at det må være svært for en skuespiller at sige nej til denne slags rolle.

Det der dog er det allerbedste ved Brawl in Cell Block 99 er at den formår både at etablere et forholdsvis troværdigt og realistisk univers for så at skubbe dette i en reelt foruroligende, blodig retning. Sammenligner man filmens start med slutningen, ville det nok kun være de skarpeste blandt tilskuerne der ville tro at scenerne var taget fra samme film. Der leges bevidst med genrer og publikums forventninger, så filmen ender ud med at føles som en knytnæve lige i masken.

Der var bestemt flere fremdriftselementer i Bone Tomahawk men det betyder ikke at Brawl in Cell Block 99 er en kedelig film, tværtimod. Idet den bruger sin tid på at opbygge et troværdigt forhold mellem ægteparret, er det også meget nemmere at relatere til den frustration og de længder som Bradley er villig til at gå, når nu både hans kone og ufødte datter trues.

Slutresultatet er en virkelig barsk film, som med al tydelighed beviser at S. Craig Zahler er en af de mest interessante amerikanske instruktører for tiden - en der på sigt nemt ville kunne gøre kollegaer som Tarantino rangen som stilbevidst, b-filmselskende ener stridig. Dette sker måske, hvis Zahler fortsætter med at skabe film, der er lige så interessante som hans to første.