”Druk”, et voldsomt vulgært, aggressivt, negativt ladet ord for alkoholbevidsthedens lammende tilstand, hvor normalitet og situationsbeherskelse ophæves, med efterfølgende tømmermænd. Tag Sø-løb, hvor unge mennesker løber rundt om en sø, samtidigt med at de indtager en kasse øl. Skulle man brække sig undervejs (og det gør man) giver, det ekstra point. Sådan starter Tomas Vinterbergs nye film Druk.

Men nej, filmen er slet ikke alkoholfordømmende. Tværtimod. Udgangspunktet er: vi mennesker ville være lykkeligere, mere frigjorte, vove mere, turde slippe jorden, hvis vi konstant have 0,5 promille alkohol i blodet. Tesen/påstanden er fremsat af den norske videnskabsmand og psykiater Finn Skarderud – og det er netop Druks omdrejningsakse. Fire gymnasielærere er alle, hver på deres måde, havnet i en midtvejskrise. Martin (Mads Mikkelsen) er historielærer. Han har problemer med koncentrationen og undervisningsdisciplinen, plus et udtørret ægteskab med to børn. Peter (Lars Ranthe) er musiklærer, har svært ved at fastholde en kæreste. Nicolaj (Magnus Millang) underviser i psykologi, har vrøvl med barnegråd, sengetisseri og konen. Tommy, (Thomas Bo Larsen) er gymnastiklærer og en rapkæftet ungkarl med en uvorn hund. Banen er kridtet op. De fire kollegaer/venner mødes veloplagte til en gourmetmiddag, for at fejre Peters 40 års fødselsdag med bobler, vin og nok en lille en, der netop ender i druk.

Nicolaj foreslår et videnskabeligt eksperimentet med at virkeliggøre den norske psykiaters tanker om, at mennesket mangler en promille, for at blive lykkelig. Et forsøg, hvor de fire deltageres reaktion, stemning og livsglæde nøje skal noteres i en forskerdagbog til senere videnskabelig bearbejdelse. Alle er med på ideen bl.a. med henvisning til Ernest Hemingways balance mellem druk og forfatterskab.

Og deres forsøg Virker!

Martin får nu, med promillen i blodet, styr på sine elever og kollegaer. Historieundervisningen bliver mere medrivende og kulminerer med at Martin konfronterer eleverne med spørgsmålet, hvem ville I vælge som leder. Ham der drak stribevis af Martinis, ham der aldrig var ædru før frokost eller ham, der holdt sig til sodavand. Selvfølgelig den sidste, råber eleverne – og det var Hitler(!) – frem for de to andre, Roosevelt og Churchill.

Alle fire lærere, der nu lystigt smugdrikker, for at holde promillen ved lige, bliver, som lovet frigjorte, får selvtilliden tilbage – og tør meget mere, både intellektuelt og fysisk. Musikken, dansen, fysisk frigjorthed er nu atter blevet en del af deres liv. En succes, der opfordrer til mere. Hvorfor ikke gå planken ud, for at nå det psykologen kalder ”tændingen”. Her slipper man helt jordforbindelsen ved indtagelse af en næsten lammende mængde alkohol. Kort sagt ægte druk.

Med Mads Mikkelsen i centrum, får vi en formidabel nuanceret skildring af optrævling af de fire knudemænd - og af alkoholens individuelle konklusion. Ikke nogen Cafe Paradis (1950) med Ib Schønberg, som dansk films alkoholmisbrugsklassiker. Snarere en hyldest til livet – fuld af grotesk humor og vanvid. ”Ubi, non abuti”, til brug men ikke misbrug, hed det i fortidens latinlærebog – helt så firkantet siger filmen det ikke. Den er mere en hyldest til nydelsesmidlet.

Men kan man det i dag? Hylde drukkenskab, når Danmark har verdensrekord i ungdomsfuldskab, når mere end 100.000 danskere er alkoholikere. I princippet nej, men det er det dilemma, der gør Tobias Lindholm og Thomas Vinterbergs manuskript så udfordrende spændende. Endda tilføjet et filosofiske udgangspunkt med et Søren Kirkegaard citat: ”om at tabe fodfæstet for en kort stund…”.

Druk, minder os om, hvor meget promillen hjælper til netop, at slippe fodfæstet i de sociale omgange, fremme indbyrdes forståelse og styrke kærligt samvær. For det er det filmen handler om. Fortalt af en, der mestrer nuancer og evner, at skildre livets mangfoldighed gennem fremragende skuespillere og en billedside, der veksler fra kaos til melankoli. Sjov, skræmmende og seværdig.

En hyldest til livet – og en lille en.