Normalerweize er britiske kostumedramaer ikke den genre, som befinder sig øverst på genreønskelisten, når undertegnede skal vælge film. Selv om man til dagligt underviser i engelsk, så betyder det ikke nødvendigvis at denne type litteratur og film automatisk bringer glæde. Faktisk hjemsøges Kapellets udsendte stadigvæk over det traume, der bestod i at skulle kæmpet sig gennem Charlotte Brontës Shirley i universitetstiden. En roman, der vist bedst kan beskrives som 100% spild af tid.

Selv om der på den led eksisterer en personlig modvilje mod disse lange, rørstrømske, dialogtunge og underspillede Victorianske romaner, så betyder det selvsagt ikke, at de undgås for enhver pris. Det hjælper selvfølgelig på sagerne hvis der ud over balkjolerne og de stjålne blikke fra Mr. Whatshisface tilsættes et ordentligt skvæt zombier, som det var tilfældet med Pride, Prejudice and Zombies, en fortælling som Kapellet så på for år tilbage https://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=2008, men indimellem dukker der også film op, som er langt mere trofaste overfor det oprindelige forlæg. Film der faktisk imponerer. Sådan en film er Emma..

Den nye filmatisering landede i Kapellet sammen med en ganske stor portion hype fra både anmeldere og sociale medier. Mange synes at være enige om, at Emma. gav alle fans af Jane Austin den spektakulære filmatisering, som de altid havde drømt om. Af samme grund var det svært for den forudindtagede skribent at ignorere filmen. Det var faktisk godt, for det skulle vise sig, at filmen ganske nemt kunne leve op til de mange begejstrede paratekster.

Der er nok ingen grund til at gå i detaljer med selve handlingen, for er du fan af Jane Austins romantiske komedier, så kender du grundhistorien i forvejen. Er du, ganske som Kapellets anmelder, ikke megafan, så kender du måske i stedet 90’erkomedien Clueless med Alicia Silverstone. Selv om det er en opdateret version af fortællingen, så er grundplottet stort set ens.

Basalt set handler filmen om den unge, smukke Emma, der har travlt med at lege Kirsten Giftekniv for alle sine veninder. Da fortællingen starter, er hendes bedste veninde blevet trolovet med en lidt ældre gentleman, der bor et par palæer væk fra Emmas herskabsbolig. Straks begynder Emma at se sig om efter andre unge kvinder, som hun kan finde en passende bejler til. Emma selv påstår hårdnakket at hun ingen interesse har i giftelystne mænd, men som den snarrådige læser sikkert allerede har gættet, skal det vise sig ikke at holde helt stik. Inden man kan nå at dåne mens man siger ”Penguin Classics”, er der også en hel perlerække af unge, smukke mænd, der har fået øjnene op for vor handlekraftige hovedperson.

Fremdriften i fortællingen er derfor, hvem af bejlerne der – om nogen - monstro ender med at gøre Emma så blød i knæene, at hun vælger at tilsidesætte sine principper og til trods indvilliger i at gifte sig med ham. Det lyder måske meget simpelt, men der skal snakkes utroligt meget, før man når til enden af de lidt over to timer som filmen varer. I løbet af filmen kunne det heller ikke undgås, at anmelder fik flashbacks til, hvor kedeligt det var at læse disse romaner. Én ting er at se figurerne komme til live på skærmen i form af et hold superdygtige skuespillere, et andet er at læse de oprindelige romaner. Læser man romanerne kan det være endog meget svært at huske forskel på Mr. Hawisham, Mrs. Bludgeon, Mr. Oldenkirk, Mr. Snootyface og hvad de ellers hedder alle sammen. Disse romaner besidder groft sagt alle et enormt figurgalleri og dertil kommer at dialogen ofte er konstrueret på en måde, så den undgår at være direkte, men i stedet består den i en række antydninger og konvoluterede betydninger. Dette kan sagtens fungere som dialog, men er altså dræbende kedeligt at læse.

Dette problem slås filmen ikke med, for selv om den har efterstræbt at gengive dialogen fra bøgerne meget intakt (der er selvsagt skåret lidt hist og her) så er filmmediet i stand til at sætte ansigter på de mange personer, hvilket gør det nemmere at leve sig ind i fortællingen. Autumn De Wilde har fået det bedste ud af sit ensemble, for de spiller allesammen helt forrygende, ikke mindst Anya Taylor-Joy, der har fået den bærende hovedrolle. Der er heldigvis lagt en række komiske elementer ind i filmen, som både optræder i dialogen, men heldigvis også visuelt; som når Emmas far bogstaveligt talt bliver et med den storblomstrede stol han har sat sig i, idet både hans klædedragt og den polstrede stol er gjort af det samme storblomstrede stof.

Det er dog selve kameraarbejdet, lyssætningen og den vilde scenografi, der i sidste ende rykker Emma. helt op i den samlede bedømmelse. Selvfølgelig er kostumedramaer ofte flotte, men den her film er altså usandsynligt flot skruet sammen. Lidt klichéagtigt ville man kunne påstå, at det er muligt at pause filmen på et vilkårligt tidspunkt og få et billede der uproblematisk kunne puttes i en ramme og hænges op på væggen. Filmen benytter sig helt konsekvent af centralkompositioner (billeder hvor man vil kunne trække en lodret streg ned gennem midten og så opleve hvordan højre og venstre side nærmest er spejlinger af hinanden – red.) og kamerature, der langsomt trækker sig tilbage så man ved selvsyn kan opleve hvor smukke både interiører og udendørsoptagelserne er komponeret. Det er lige før man glemmer at trække vejret indimellem, så flot er det.

Kapellet må derfor krybe til korset og slå fast at Emma. virkelig er en meget vellykket filmatisering af Austens roman. Filmen formår ikke at få føromtalte, traumatiserede skrivekarl til at fare hen til bogreolen for straks at dykke ned i flere murstenstykke romaner, men den har i det mindste gjort traumet beskrevet før mindre.

Hvis flere engelske kostumedramaer var lige så lækkert iscenesat og klippet som den her, så kunne man endda formode at de ligefrem ville være i stand til at skabe flere fans af genren. Austen-fans får med garanti alt det som de elsker, mens cineaster får to timers utroligt velkomponerede, overdådige billeder tilsat gode skuespillere. På den måde bliver alle tilfredsstillet, selv om de der måske forventer et højspændt drama nok må væbne sig med tålmod – for til trods for alle de gode intentioner, så bliver filmen i denne anmelders optik aldrig rigtigt så medrivende. Dette handler både om at undertegnede fra start af vidste hvordan det hele ville udvikle sig, samt at nogle scener, til trods for alle de gode træk, godt kan trække lidt ud. I sidste ende foretrækker denne Kappellan nok stadigvæk Clueless eller genindspilninger hvor der er drysset ninjaer, vikinger, vampyrer eller lignende i mikset.