...må uden tvivl være årets værste scorereplik. Alligevel er det blandt andet sådan, den forsagte herremand Mr. Boldwood, forsøger at imponere den unge, kvindelige hovedperson i Thomas Vinterbergs filmatisering af Thomas Hardys victorianske roman Far from the madding crowd. En film som måske ville hedde Fjernt fra verdens vrimmel, havde den bibeholdt den danske romantitel. Det er også ganske passende, idet langt størstedelen af handlingen foregår langt, langt, langt ude på landet.

Selv om filmen foregår i slutningen af 1900-tallet, er det befriende at opleve en kvindelig figur, der agerer så selvstændigt som her. Der tales vistnok ofte blandt kvindelige skuespillere om, at det kan være svært at finde roller, der udfordrer dem, især når man tænker på klassiske periodedramaer som dette. Ikke desto mindre viser Carey Mulligan, at der er masser af saft og kraft i filmens hovedperson Bathsheba Everdene, for hun er langt mere handlekraftig og fri end mange af de kvindefigurer, man husker fra f.eks. filmatiseringer af Austen, Bronte eller Dickens.

Når det så er sagt, er det også en film og en fortælling, der betræder velbevandrede jorde, for den unge kvinde er ombejlet fra flere sider og naturligvis kommer hun i et øjebliks svaghed til at falde for alle de forkerte mænd, i stedet for at gifte sig med ham, der på afstand beundrer hende, og som alle andre ved ville være det perfekte match.

At de to kan danne par besværliggøres mest af alt af deres stand, for da vi møder frk. Everden er hun en fattig, men veluddannet pige, der arbejder på et familiemedlems lille landsted. Hun får tilbud om ægteskab fra den barkede, men charmerende Gabriel Oak, der ejer et lille husmandssted og 200 får på nabogrunden. Hun mener ikke, hun kan tage imod tilbuddet, da hun rent standsmæssigt er ham underlegen, og desuden ikke mener at have brug for en mand.

Hendes stand ændrer sig dog hurtigt, da en onkel dør og testamenterer hele sin ejendom til den unge kvinde. Hun rejser bort og forsøger at styre det landsted, hun har arvet efter bedste formående, selv om der er mange, der ser skævt til hende pga. hendes køn. Samtidig rammes Gabriel af en katastrofe. Hans nye hyrdehund driver en nat alle 200 får ud over en klippeafsats. Tabet af de mange dyr tvinger Gabriel til at sælge gården og i stedet drive omkring på udkig efter et nyt job. Ved et tilfælde ender han på den gård, som Bathsheba har overtaget efter onklen, og hun ansætter ham straks, men nu kan hun selvsagt heller ikke gifte sig med ham, da det nu er hende, der er langt hævet over hans stand.

Denne type film hører bestemt ikke til de, som undertegnede normalt vælger frivilligt, men faktisk var det en ganske behagelig oplevelse at bruge to timer i det smukke, engelske landskab sammen med dyr og mennesker. Filmen er, som man er blevet vant til fra BBC, en nærmest fejlfri teknisk bedrift. De har erfaringen med at lave denne form for periodestykker, samtidig med at man bilder sig ind, at instruktionen er bare en anelse mere skarp, når det nu er Danmarks egen Thomas Vinterberg, der har stået for denne.

For at blive i det nationale selvpromoverende er filmens billedside ustyrligt smuk. Det karakteristiske engelske landskab bliver nærmest til et klassisk, landskabsmaleri, når det filmes af Charlotte Bruus Christensen, der har været fast DP på Vinterbergs sidste tre film. Selv om filmen er blevet til med dollars i ryggen fra Fox, føles den på igen måde andet end typisk britisk, hvad enten man ser på skuespillet, handlingen eller de medvirkende.

Selv om denne type film bliver ganske forudsigelig, hvis man kender lidt til formsproget og indholdet, så er det alligevel ganske fint eksekveret. De mange typisk engelske, undertrykte følelser, klasseskel og ikke mindst alle de ting, som figurerne - takket være pli og dekorum - ikke kan få sagt direkte til hinanden, ligger hele tiden som en subtekst for deres handlinger. Takket være de gode spillere og en ganske gennemført filmfortælling er der dog ikke noget at være i tvivl om, og man sidder hurtigt med følelsen af, at figurernes mange problemer nemt kunne være undgået, hvis dog bare de kunne finde ud af at være meget mere direkte overfor hinanden.

Det skal ikke læses som om forviklingerne og de uudsagte ting bliver en hæmsko for filmen, for den er fortalt fuldstændig i trit med perioden og mange andre, lignende romantiske fortællinger, samtidig med at filmen, som omtalt, leverer en kvindelig hovedperson, der virker langt mere moderne end mange af sine medsøstre. Dette handler ikke kun om, at hun er i stand til effektivt at drive det landbrug, som hun arver, men i lige så høj grad at hun ikke blot gifter sig med den første og den bedste mand, der frier til hende.

Filmen er sikkert primært tiltænkt et kvalitetsbevidst, kvindeligt publikum, der nyder denne type af fortællinger, men beriget af egen oplevelse, må undertegnede duknakket og lettere rødmende indrømme, at det faktisk var en glimrende og ganske seværdig film. Så lyt nu efter mand: beder din bedre halvdel eller kæreste dig om at gøre hende selskab i biografen, så find lige din feminine side frem og giv Far from the madding crowd en chance, for det fortjener den faktisk.