Der er sket meget siden 1933, hvor Universal Pictures for første gang lod Claude Rains droppe sine mumieagtige bandager og vise filmfans præcis hvor usynlig han kunne være. Siden denne ikoniske film, løst baseret på H. G. Welles’ novelle fra 1897, er der kommet et utal af filmiske fortællinger om usynlige mænd. I flæng kan nævnes thrillers som f.eks. Hollow Man, komedier som Memoirs of an Invisible Man og selvfølgelig, kan man nærmest sige, har japanere også skabt en nichegenre af porno, hvor ”usynlige mænd” (dvs. folk iklædt ensfarvet spandex) forgriber sig på sagesløse pornoskuespillere.

Den seneste udgave af fortællingen The Invisible Man, er til gengæld helt uden pornografiske elementer. Til gengæld er den i Kapellets optik meget interessant i sit fokus. I stedet for at fortælle historien om forskeren der lykkes at gøre sig selv usynlig, følger vi i stedet en ung kvinde, der er ofret for den usynlige mands stalker-tendenser.

Leigh Whannels udgave af historien er en film, der først ret subtilt lader både seeren og vores hovedperson ane, at der måske er en usynlig mand til stede. Det virker lidt som i mange spøgelsesfilm, hvor seeren og hovedpersonens omgangskreds bliver i tvivl om, hvorvidt det spøger eller om det blot er filmens hovedperson, der er ved at miste forstanden.

Selv om man nok via filmens cover og titel gøres opmærksom på at der dukker en usynlig mand op, så er det faktisk en ret frisk idé på den måde at flytte fortællingens fokus. I filmens startsekvens, ser vi filmens hovedperson, Cecilia, i nattens mulm og mørke, snige sig væk fra den rigmand som hun har været kæreste med. Hun lister gennem hans kæmpestore, imponerende villa og går hastigt gennem et laboratorium, men uden at kameraet dvæler ved noget specifikt ud over vor hovedperson. Dette og det faktum at han er blevet rig på at arbejde med fiberoptik, er de eneste ledetråde seeren får på at han har fundet på en måde at gøre sig selv usynlig på. Det første bevis for at der muligvis er andre til stede i Cecilias hus end hende selv, bliver leveret meget elegant. Idet hun går væk fra køkkenet, følger kameraet hende ikke. I stedet dvæler det vedrummet og idet den køkkenkniv hun har ordnet grøntsager med tilfældigvis glider ned fra køkkenbordet og ude af syne, udebliver den lyd der ellers ville være kommet idet den ville have ramt klinkegulvet. Meget fint.

Idet filmen skrider frem, finder seeren også ud af hvorfor Cecilia er skredet fra den meget, meget rige kæreste. Det viser sig nemlig, at han har været alt andet end sød vend hende. Faktisk tilhører han den gruppe af kontrolfanatiske, manipulerende mænd, der i ’kærlighedens navn’ har kontrolleret alle aspekter ved Cecilia. Som hun selv siger et sted i filmen, så startede det med at han ville styre hvilke personer hun så, hvordan hun gik klædt og det hele endte med at han også styrede hvad hun havde lov til at sige og tænke. Sådan kan igen leve, så derfor flygtede hun, i håbet om at få sit liv tilbage. Dette besværliggøres dog, da han muligvis har fundet en måde at være tæt på hende, uden nogen andre kan se det.

De fleste kender nok Elisabeth Moss, der spiller Cecilia, fra den meget populære tv-serie The Handmaid’s Tale. I den optik er heller ikke svært at forestille sig, at casterne på filmen har tænkt; ”hør, hvem kan vi mon finde, der er god til at spille undertrykt og paranoid?” Hun spiller også rollen i The Invisible Man med stor overbevisning. Det er også hendes rolle som Cecilia, der langt hen af vejen gør filmen værd at se.

Som nævnt er filmens styrke, at den vælger at fortælle historien fra et andet perspektiv end det vi er vant til, samtidig med at den i sin subtekst vælger at benytte en meget realistisk fortælling om en kvinde der forsøger at bryde ud af et destruktivt forhold, hvor hun bliver udsat for såvel psykiske som fysiske overgreb. Dette aspekt gør filmen noget mere vedkommende, end mange af de andre film om usynlige mænd, der er lavet til dato.

Når det så er sagt, er denne type af film jo også en der gerne skulle vise sin seer nogle overbevisende visuelle effekter. Dette leverer filmen også i dens sidste tredjedel, hvor det kommer til gentagne konfrontationer mellem Cecilia og hendes usynlige stalker.

Filmen var oprindeligt tænkt som én af de film, der sammen med Dracula Untold og The Mummy, skulle være med til at genoplive de klassiske Universal-monstre i det såkaldte ’Dark Universe’. Planerne blev dog droppet da de to førnævnte film, floppede og i stedet blev filmen om den usynlige mand, gentænkt som en selvstændig film. Det var en god beslutning, for selv om The Invisible Man ikke er en film, der sætter et permanent aftryk i filmhistorien, så er den vellavet og benytter konceptet om vold i parforholdet på en meget interessant måde. Dette er især interessant, når man tænker på at filmen er tænkt som en mainstream underholdningsfilm.