Instruktøren Jack Arnold var om nogen en af de mest skelsættende instruktører indenfor science fiction- og gyserfilm i 50’erne, for med film som It Came From Outer Space, Tarantualla og The Incredible Shrinking Man dannede han skole - især blandt de filmmagere, der skaber genrefilm i samme kategorier. Mange vil mene at sidstnævnte film er Arnolds hovedværk, men spørger man fans, er der sikkert lige så mange, der vil hævde at det står uafgjort mellem den krympende mand og The Creature From the Black Lagoon. Uhyret fra den sorte lagune er nu blevet tilgængelig i en laber, nyrestaureret DVD-udgave der tillige har glimrende ekstramateriale.

Det eneste man mangler i den ultimative uhyre-oplevelse, når man sætter sig til rette for at se filmen, er den avancerede 3D effekt som filmen oprindelig gjorde brug af i biograferne. Undertegnede husker tydeligt sit første møde med filmen, hvor man iført billige papbriller, sad foran fjernsynet og lyttede til alle skuespillernes præstationer synkroniseret til mundret tysk engang i starten af firserne.

De der måske vil frygte at et gensyn med sådan et klassisk filmmonster kun kan skuffe, især når den tredje dimension ikke længere er til stede, må tro om - for Arnolds film er både betagende, smukt filmet og ikke mindst mægtigt underholdende. Tempoet er naturligvis stærkt præget af at filmen blev skabt i 1954, men disse klassiske monsterfilm fra Universal Pictures har en charme og en originalitet, man indimellem kan savne i nyere, mere action-prægede monsterfilm. Her tages god tid til at fortælle historien og truslen fra dybet virker på den måde både mere snigende og mere stemningsfuldt.

Historien starter med en videnskabsmand, som falder over et mystisk fossil i en flodaflejring. Han er overbevist om, at fossilet stammer fra en glemt form for opretstående reptilvæsen og tager derfor tilbage til civilisationen og sine havbiolog-kollegaer i håb om at starte en ekspedition dybt ind i junglen, efter flere beviser for dette dyrs eksistens. Det lykkes at fange kollegaernes interesse men da de vender tilbage til basecamp, er arkæologens kulier blevet flået fra hinanden. Videnskaben affærdiger dette med en puma, eller et andet rovdyr der må have angrebet og standser derfor ikke deres ekspedition. Da de får undersøgt det sted hvor fossilet blev fundet nærmere, opdager de, at fossilet må være blevet ført nedad floden i årenes løb. Derfor hyrer de en lokal skipper og begiver sig op af floden, da de pludselig falder over den Sorte Lagune.

Videnskabsmændene dykker flere gange i lagunen uden at opdage noget som helst, men vi seere er vidne til at uhyret lurer lige bag tangplanter og sten. Uhyret synes især draget af den unge, kvindelige medrejsende og i en af filmens absolutte kernescener ser vi hende svømme ubekymret i havoverfladen mens uhyret svømmer i samme retning lige neden under hende. En scene Spielberg bestemt må have skulet til, da den virker som en umiddelbar forløber for startsekvensen i Jaws.

Da videnskabsmændene langt om længe opdager, at der er et levende eksemplar af fossilet blandt dem, forsøger de på forskellig vis at lokke det frem, blandt andet ved at hænde gift i vandet. Sådan en udåd skal naturligvis have konsekvenser, for uhyret er mildest talt ikke tilfreds med deres hærgen og begynder derfor at dræbe folkene en efter en.

Plottet er altså rimeligt simpelt, for man kan godt regne ud af hvordan det hele spænder af, men lige som var tilfældet med Victor Flemmings udgave af Frankenstein, så er det fine også i denne film, at man rent faktisk danner et empatisk bånd med uhyret. Uhyret er ikke monstrøst, det følger blot sin natur. Det er ikke et voldsfikseret, grusomt uhyre, det reagerer bare på, at der er folk som trænger ind på dets territorium og begynder at hælde kemikalier i vandet. På sæt og vis kan man godt betragte uhyret som en af de allerførste, politisk korrekte, miljøforkæmpende monstre og måske derfor er filmen lige så aktuel i dag som i 1954.

Samtidig er monsteret helt forståeligt interesseret i den unge kvindelige skønhed og betragter hende lidt fra afstand, som enhver anden pubertær knægt. Derfor må der siden filmens premiere have været horder af hormon-rasende teenagedrenge, der nemt har kunnet sætte sig i monstrets sted. Hvis man har lyst til at se hvordan sådanne underlødige fantasier kan omsættes til B-film, så har man blot nødig at få fingrene i den ret skrækkelige Humanoids from the Deep fra 1980, for at se hvor galt det kan gå. Creature from the Black Lagoon er til sammenligning med Humanoids from the Deep en episk film. Undervandsscenerne er virkeligt gennemførte, især filmens alder taget i betragtning (dykkerflasken, som vi kender den i dag, blev opfundet omkring ti år før filmens tilblivelse) og monstrets design er blevet lige så kendt, som stort set alle de andre klassiske Universal-monstre; Frankenstein, Dracula, Wolf Man og alle de andre.

Endelig indeholder filmen både et ganske interessant kommentarspor, ved filmhistorikeren Tom Weaver og en længere dokumentarfilm fra 2000 om tilblivelsen af filmen; Back to the Black Lagoon, hvor vi får chance for at høre nogle af de medvirkende fortælle om deres oplevelser i forbindelse med optagelserne til filmen. Creature from the Black Lagoon er og bliver en klassiker indenfor monsterfilm og har man ikke set den, så er der faktisk ingen god undskyldning for ikke at tage chancen nu, især fordi IMDB proklamerer at der igen vil være noget som rør sig i den Sorte Lagune, når nyindspilningen rammer biograferne i 2011.