Faste læsere vil vide at redaktøren siden teenageårene har været utrolig pjattet med at se gyserfilm. I den stadige jagt på de gode gys, bliver man også nødt til at slæbe sig igennem en masse skrammel. For, som alle fans ved, så gemmer der sig indimellem små perler i den nærmest uoverskuelige mængde af b-film, som er på markedet. Selv om den nye film The Wretched da har enkelte momenter der fungerer ret godt, så ender den desværre ikke med at være en sådan perle.

Fortællingen er en man har set til hudløshed før. Den starter med et flashback til firserne, hvor en babysitter til sin rædsel oplever at den kvinde, der har hyret hende til at passe på husets otte-årige datter, sidder i kælderen og er i gang med at æde selvsamme barn. Idet babysiteren forsøger at flygte, fanges hun af manden i huset, der smækker hoveddøren i. På hoveddøren ses et mærkværdigt trekantsymbol, der selvsagt bliver gentaget flere gange senere i løbet af filmen.

Der springes frem til nutiden, hvor den lidt utilpassede teenager, Ben, skal være en tid hos sin far. Forældrene er i færd med at blive skilt og det er en situation som Ben har svært ved at navigere i. Det bliver ikke nemmere, da han oplever at der er noget helt galt med nabofamilien. Den ene dag virker de som en harmonisk kernefamilie og den næste er deres lille dreng forsvundet. Drengen er ikke kun fysisk væk, men begge forældre synes også helt at have glemt drengens eksistens, da Ben forsøger at konfrontere dem med barnets forsvinden.

Man skulle tro at Ben var med i firserklassikeren Fright Night, for i næste nu begynder han og en pige Ben har mødt i faderens marina at udspionere de skumle naboer. Det viser sig hurtigt, at der er et mærkværdigt væsen på spil. Ben googler sig frem til at der er en lokal legende om en kulsort kvindeskikkelse, der har en forkærlighed for at spise børn. Der er selvsagt ikke mange i den lille ferieby, der køber Bens teori, så han og veninden må derfor forsøge at bekæmpe dette hekseagtige væsen på egen hånd.

The Wretched har, som nævnt, enkelte øjeblikke hvor den fungerer. Dette skyldes måske at filmmagerne ikke er bange for at lade monstret slippe af sted med at indfange og fortære adskillige af byens børn. Noget som mange andre gyserfilm ellers ikke benytter sig af i samme grad. Når man selv er far, virker dette aspekt muligvis også ekstra voldsomt. Som i så mange andre lignende film, benytter The Wretched kernefamilien og ikke mindst den dysfunktionelle en af slagsen, som den bane hvor gyset skal udspille sig på. Familiens trygge rammer og hjemmet bliver i bedste Freudianske forstand gjort ’Unheimlich’

Selve monstret er også fint nok lavet, selv om det indimellem også godt kan blive lidt for meget med de sekvenser, hvor man ser folk bevæge sig lidt fast-forwardmærkværdigt, mens der på lydsiden høres knækkende knogler og led der popper. Hvis man skruer ned for lyden, ser man blot en person der bevæger sig lidt underligt, og det er næppe særligt skræmmende.

For at en film som denne skal fungere, skal man som tilskuer både købe filmens præmis om den overnaturlige skabning og så samtidig lade sig blive rystet af historien. Begge dele havde anmelder det lidt vanskeligt med, for der er ganske enkelt lånt lidt for mange elementer fra andre, lignende filmgysere. Kvinden fra skoven og de mystiske trekantssymboler synes eksempelvis at være hevet lige ud af The Blair Witch Project minus det håndholdte dokumentarlook. Garvede gyserfans vil sikkert også kunne finde mange andre delelementer som de har set eksekveret langt bedre før.

Når det så er sagt så er der også gode takter at spore i filmen. Kapellet vil i al fald fremhæve både slutningen og at de medvirkende skuespillere faktisk er ganske gode, hvilket klart hjælper på indlevelsen. Fedt er det også, at der ikke bruges unødig tid på at forklare hvorfor Ben pludselig begynder at drysse salt foran døren til sit værelse. At overnaturlige væsener fra skoven har en naturlig aversion mod salt ved alle der kender lidt til folklore jo i forvejen. Især amerikanske gysere har det ellers med at skulle forklare sådanne ting ned i mindste detalje, men det er fint at der ikke er blevet brugt unødig tid på det hér.

Filmen er en der især henvender sig mod et teen-publikum, der nemt kan identificere sig med hovedpersonen og som måske ikke har pløjet sig gennem helt så mange horrorfilm som anmelder har gjort det. Det er bestemt ikke en dårlig film, men den tilføjer heller ikke noget nævneværdigt til genren som helhed.