Angus Macfadyen genoptager sin rolle som Skotlands konge, som var med til at forme hans tidlige karriere. Robert the Bruce er ikke en direkte fortsættelse til Braveheart fra 1995. Det er en personlig historie om Roberts rejse, efter William Wallaces død. Robert led i flere år af nederlag på slagmarkerne, før han endelig tvang den engelske hær ud. Filmen er en hyldest til de klaner, som kæmpede og døde for ham.

Robert the Bruce er smukt filmet, men den er også forvirrende og egentlig indholdsløs. Den formår aldrig at fange den skotske uafhængighedsånd, ikke ligesom Braveheart gjorde det. Det er mørke tider i Skotland i året 1304. Vores hovedkarakter, Robert, har endelig opgivet sin kamp mod englænderne. Han er en besejret mand. Han gemmer sig ude i skovene sammen med de sørgelige rester af hans støttetropper. Han har ikke set andet end død og tilbageslag. Robert fortæller sine sidste mænd, at de skal tage hjem til deres hustruer og børn. Mange vil gerne blive og kæmpe sammen med deres konge. Andre mistede modet for længe siden og ønsker kun at indkassere en dusør på Roberts hoved.

Samtidig, oppe i højlandet, fortæller enken Morag (Anna Hutchison) sin søn om hans far. Han døde, mens han kæmpede for Robert the Bruce og Skotlands frihed. Morag passer også på sin forældreløse nevø og niece, og hun kæmper med at holde landsbyens sherif (Zach McGowan) væk fra sine gemakker. Ude i den snetildækkede skov finder de en såret mand. Hun genkender ham straks som kongen og beslutter sig – skæbnesvangert – for at hjælpe ham.

Robert the Bruce er en smal film, som er mere interesseret i sine karakterer end store sekvenser med blod, vold og død. Der er ingen store slag eller lemmer, som bliver hakket midt over. Når der endelig er noget sværdkamp, er det ofte uden blod og ganske kort. Angus Macfayden, som både spiller hovedrollen, har været medforfatter på manuskriptet og producerede denne film, har valgt at fokusere historien på de ofre, som hans støttetropper og deres familier har foretaget. Derfor er hans rolle som Robert the Bruce bevidst meget underspillet.

Robert siger ikke særlig meget og er såret det meste af tiden. Morag og hendes børn får det meste af dialogen. Deres styrke er det, som genantænder Roberts passion for oprøret. Det er en poetisk måde at lave filmen på, men desværre rammer det ved siden af. Robert som en sekundær karakter fungerer bare ikke. Der er behov for, at han er mere til stede og mere engageret i filmens historie.

Kameraføringen er filmens bedste aspekt. Det er på én og samme tid altfavnende og klaustrofobisk. Bjergenes enorme bredde og sneen derpå er betagende at se på, og i scenen derefter kan det være, at vi kommer ind i en lille hytte, som ser kold ud og som kun er oplyst af solen udefra og stearinlys. Vi kan se skuespillernes kolde ånde som tåge fra deres munde. De kæmper med at bevæge sig rundt i den tykke sne. Deres tøj ser ikke ud til at bidrage med nogen form for varme. Filmmagerne er gode til at gøre brug af miljøet. Filmen sælger de skotske områder og kulisserne som ganske troværdige, meget mere end den sælger karakterernes motivationer.

Robert the Bruce kunne have gjort meget mere med sin historie. Det er svært at se den, uden at have Braveheart i baghovedet, men denne film har en helt anden tone. Det er ikke et problem, hvis bare selve historien leverer det, den skal. Filmen fokuserer for meget på alle bi-karaktererne. Vores hovedperson dukker næsten ikke op i den første halvdel af filmen, og når han endelig dukker op, laver han ikke særlig meget. Titlen skulle hellere have været Enken Morag frelser Skotland.