Biler i kø. Biler i overhalingsbanen. Biler i sammenstød. Biler, der bekæmper hinanden. Stress, stress, stress. Her sidder man fast. Bilen foran bevæger sig ikke en tomme. For sent på den. Kom så, sæt nu for f….. foden på speederen. Lad os dog komme fremad. Man dytter ubehersket, lettere utålmodigt. Til stor irritation for bilen foran. Han giver dig fingeren. Man kender situationen.

Sådan starter Unhinged - resten af filmen ligger (heldigvis) langt, meget langt, fra en gennemsnitsbilists hverdag. Rachel (Caren Pistorius) er, som sædvanligt for sent på færde og ham, den irriterede bilist, der gav hende fingeren, er den unavngivne storpsykopat (Russel Crowe). Og hermed starter en psykologisk bilterrorthriller, der fra nu af kun i korte klip, bevæger sig væk fra en kontinuerlig brutal bilforfølgelse af den fraskilte Rachel på vej til skole med sønnen Kyle. Det kan nok være der i den hæmningsløse forfølgelse, og forsøg på at undslippe, køres/overhales vildt, smadres biler og det, der er værre.

Russel Crowe, stor, fed, aggressiv, mere Orson Wells end nogen sinde, er rasende på samfundet, vil hævnen – med en brutalitet og uhæmmet voldsomhed, grænsende til det sindssyge. Han sluger piller mens han kører bilen, springer ud, smadrer en dør til en villa, slår beboerne ned og sætter ild til huset. Alt det oplever vi i hurtige klip inden forteksterne. Kort efter, er det, at hans dødbringende jagt på Rachel, hendes familie og advokat, starter.

Stakkels Rachel, kæmper for livet i sin robuste Volvo stationcar (product placement?). En ganske almindelige kvinde midt i en skilsmisse, med en søn og bror, plus kæreste boende, med et usikkert job, der ikke er nok til at få økonomien til at hænge sammen. Nu er hun de næste 24 timer udsat for en hjerneforstyrret bil-stalker, der i sit hidsige oprør mod sin egen situation, på blodigste vis, vil hævnen, Hævn for et uskyldigt dyt eller to, på en travl motorvej.

Mere skal ikke afsløres her. Kun, at hvis man er til bilulykker, blodig bilchikane og et nærbillede af en forstyrret afsporet galning, så er man kommet i det rette selskab. Nogen Oscar skal Crowe nok ikke regne med denne gang, dertil er fremstillingen for unuanceret og grov. Caren Pistorius har lidt mere et byde på, som tapper alenemor i en ulig kamp mod forfølgeren. Manusforfatteren Carl Ellsworth og instruktøren har lagt mere vægt på bilstunts blod og voldseffekter end på en interessant menneskelig karakterudvikling.

Unhinged føjer sig til en stribe af amerikanske film, hvor bilen er et centralt dramatisk element. Helt fra stumfilmens tid – Gøg og Gokke, der totalt ripper en Ford-T. Ingen gangsterfilm uden bilforfølgelser. Steve McQueen, i Bullit (1968), gennem San Fransiscos bakkede gader, er klassikeren. Mest original er nok >Duellen af Steven Spielberg (1971) – lastbilen sat overfor personbilen. Falling Down (1993) med Michael Douglas – også en desperat bilist.

Unhinged er den rene vare. Konstant bilforfølgelse med små uhyggelige stop-overs, som giver en lille variation over et tema af co2 forurening, krøllede skærme, hvinende dæk - og konstant overtrædelse af færdselsloven. Mest til glæde for autoværkstederne.

PS. Et ordbogsopslag siger at ”unhinged” betyder ”at blive hægtet af” f.eks. om en skabslåge, men overført også ”afsporet, ude af balance, forstyrret, skør”. Så den dækker meget godt.