Ideen om at vi alle sammen render rundet og udelukkende burger en lille brøkdel af vore hjerne er ikke ny. Eksempelvis var det et af hovedsalgsargumenterne man kunne finde i reklamer for L. Ron Hubbards new-age vrøvl Dianetik, grundbogen i Scientology. Forskere har gennem mange år forsøgt at finde forskellige metoder og medikamenter, som på den ene eller anden måde kunne åbne op for vort fulde mentale potentiale, men i den nye thriller Limitless er der nogen der har fundet frem til dette ultimative stof.

Filmen hovedperson hedder Eddie, en forhutlet forfatter som lider af en massiv skriveblokering til trods for at han har landet en bogkontrakt med et større forlag. Kæresten dropper ham, hans lejlighed ligner lort og i det hele taget virker det som Eddie ubevidst har i sinde at drikke sig halvt ihjel. Alt dette forandres dog da han en dag ved et tilfælde møder hans forhenværende svoger, som han vælger at være bundærlig overfor. Svogeren lytter til Eddies historie om skriveblokeringen og tilbyder ham en lille gennemsigtig pille, som han siger at et medicinalfirma snart sender på gaden til almenhedens gunst. Pillen gør ifølge eks-svogeren brugeren i stand til at udnytte hjernens fulde potentiale og da Eddie alligevel er ligeglad med det meste, tager han pillen og hans liv forandres med et.

Han skriver 90 sider af hans nye roman på meget kort tid, hans forlægger elsker det, men han får også ryddet op i lejligheden og kan pludselig udnytte alle de erfaringer som han før pillen ikke vidste han besad. Ovenpå succesen opsøger Eddie svogeren igen, men kun for at finde denne død. Til gengæld finder han samtidig en stor portion piller – men Eddie indser også hurtigt at det sikkert er på grund af disse at svogeren blev dræbt.

Den pillepoppende forfatter skifter, takket være hans nye indsigt, hurtigt job og begynder i stedet for ord at interessere sig for fremmedsprog og finanser. Derfor går der ikke længe før han bevæger sig i helt uvante eksklusive cirkler, vinder sin kæreste tilbage, men det dæmrer også for Eddie, at der er noget riv ruskende galt. Eddie føler sig forfulgt og af bagveje erfarer han at stoffet måske ikke er helt så ufarligt som han først var blevet lovet. Som enhver erfaren stofmisbruger ved, så følger der næsten altid en gevaldig nedtur oven på sådan en optur.

En af de problemer, der næsten altid har været associeret med forsøg på visuelt at skildre en form for ændret bevidsthed, er hvordan man konkret gør dette på film. En mulighed er at replikere den teknik der flittigt blev brugt i 60erne og 70ernes psykedeliske film, hvor kalejdoskopiske linser blev eksponeret ovenpå billeder af lavalamper, oliedias og stroposkopeffekter, mens man kopierede eller klippede til hovedpersonens forvirrede ansigt i close-up. Dette kan ses i film som eksempelvis Easy Rider, The Trip og en lang række andre film. En anden måde er at skabe surreelle situationer, hvor man blandede stilarter og mærkværdig dialog i en anakronistsik cocktail, men én ting er at forsøge at gengive et syretrip visuelt og auditivt, mej hvordan skildrer man noget som ikke nødvendigvis er en forvrængning af virkelighed men en forbedring af hovedpersonernes mentale tilstand? Det har Limitless løst meget elegant.

En af de flotteste effekter i filmen er en der både benyttes indledningsvis og senere i filmen. Der bruges en forholdsvis ny teknik der kaldes for ”fraktal zoom”. Her er en række filmsekvenser sat sømløst sammen digitalt, hvilket giver seeren en ganske spektakulær og svimlende effekt men det er langt fra den eneste digitale effekt som overrasker i denne film.

Idet vores hovedpersoner føler pillernes påvirkning ændrer farverne sig drastisk fra gråblå nuancer til mere farvemættede, desuden bruger filmen med jævne mellemrum opfindsomme visuelle gimmicks til at give seeren et indblik i hvordan karakterernes nye opfattelse af deres verden er. Som et eksempelvis forvandler loftet i Eddies lejlighed sig til en skiftende valutakurstavle, idet han pludselig kan se sammenhængen på aktiemarkedet, men disse er kun enkelte eksempel af mange, som filmen benytter sig af.

Ud over de meget opfindsomme visuelle effekter, der gør at filmen bestemt hæver sig over den gængse standard for amerikanske thrillers, så er plottet også fint tænkt, selv om man naturligvis har set skildringer af paranoia før. Det eneste man kan udsætte på filmen, er at slutningen, der bestemt ikke skal diskuteres i dette forum, synes at bryde med filmens overordnede tone. Selv om undertegnede ikke har læst Alan Glyns romanforlæg The Dark Fields, så kunne man nemt forestille sig at den bød læseren på en helt anden finale end filmen gør.

Limitless er ikke en født klassiker, men dens visuelle stil - der skylder David Finchers Fight Club en hel del - gør sammen med en ganske interessant præmis, en sympatisk hovedperson og et højt spændingsniveau værket til meget underholdende og seværdig film der både kan fungere som ren popcornfilm og som afsæt til en snak om hvorvidt man selv, hvis man fik muligheden, ville poppe en af filmens gennemsigtige tabletter.