Det er en på alle måder stor bog, den franske økonomiprofessor, Thomas Piketty, har begået med værket Kapital og ideologi. Han kom på alles læber i 2013 med bestselleren Kapitalen i det 21. århundrede, som kickstartede en voldsom global diskussion om økonomisk ulighed og deraf manglende retfærdighed. Særligt bemærket blev hans dokumentation af, at afkastet på store formuer altid overstiger almindelige lønstigninger, hvorved uligheden uundgåeligt vil vokse. Eller mere polemisk: Der er faktisk ingen grund til at arbejde, hvis man er født heldig!

De seneste syv år har Piketty rejst verden rundt med foredrag og debat, samtidig med at han har styrket sin forskning og dermed sit argument. I det nye epos trækkes der i endnu større grad på den store datamængde, som Piketty og sine kumpaner har til rådighed, så han kan inddrage endnu flere landes økonomiske historie i sin argumentation. Desuden er hans vidtgående løsningsforslag blevet mere håndfaste, og de har allerede vakt betydelig debat rundt omkring i verden. Ikke så få kalder ham urealistisk eller forførende, men få seriøse samtalepartnere kan overse grundigheden i denne imponerende bedrift.

I Danmark er bogen allerede blevet anmeldt og debatteret flere steder, og det er faktisk ikke sønderligt interessant, at Mogens Lykketoft storelsker den, mens Per Stig Møller fnyser af den. Hvad der er mere interessant er, at flere af arbejdsmarkedets partnere anerkender bogens anliggende, men dog alligevel peger på, at den danske model faktisk har endnu bedre løsninger Piketty. Den indsigt har fx Lars Andersen og Jon Nielsen bragt til torvs i dagbladet Information fra d. 15. april.

Hovedprojektet for Piketty er at vise, hvordan ethvert samfund må retfærdiggøre sin økonomiske ulighed eller lighed, deraf titlen: Kapital og ideologi. En ideologi styrer de politiske beslutninger, men dermed er de også relative og kan forandres. Pikettys eget ideologiske bidrag er derfor at pege på et nyt mulighedsfelt, der kan øge ligheden mellem borgere på globalt niveau.

Den økonomihistoriske gennemgang vil helt sikkert være en langgaber for mange, der blot har læst avisspalternes overskrifter. Fortællingen går fra de trifunktionelle samfund (ideologi, sikkerhed og produktion) over oplysningstidens proprietaristiske ideologi, som særligt udfoldede sig fra anden halvdel af 1800-tallet og indtil Første Verdenskrig til den heftige udvikling, som finder sted i det 20. århundrede. Det fremmede begreb ”proprietarisme” forstår Pikkety som ”en politisk ideologi, der som sin kerne har projektet om en absolut beskyttelse af den private ejendomsret (der i princippet opfattes som en universel ret, dvs. uafhængig af tidligere statusmæssige uligheder)” (s. 149). I perioden 1950-1980 har de moderne velfærdsstater en hidtil uset vækst, som samtidig var forbundet med en progressiv beskatning, hvilket for Piketty betyder, at der ikke behøves at være en modsætning mellem vækst og høj beskatning af både indkomst og formuer. Den hårde neoliberalisme under Thatcher og Regan i 1980’erne bliver derfor næsten automatisk til en hovedfjende. Det er den gyldne periode fra ’50-80, som Piketty søger ansatser til at revitalisere.

Piketty har med sine titelvalg afsløret sit slægtskab med Marx, men han viderefører ikke Marx’ materialistiske determinisme. Tværtimod er det præmissen for Pikettys projekt, at samfundenes indretning hele tiden er til forhandling, og det er derfor, hans bestræbelser giver mening. Piketty vil ikke afskaffe markedet, men styre det med hård hånd – fx hans allerede berømte forslag om progressiv beskatning på lønindkomster (op mod 80 %!). Eller regulere markedets aktører ved at tildele alle borgere en gave på en million i 25 års fødselsdagsgave.

Pikettys egen ideologi beskrives i bogens fjerde del, hvor han knæsætter begrebet ”deltagersocialisme”. Det er et forsøg på at tilbyde et alternativ til den dobbelte elite på venstrefløjen (kulturelt) og højrefløjen (økonomisk). Flere borgere skal inddrages og en løbende debat finde sted om, hvordan pluraliteten kan styrkes i institutioner og på arbejdspladser. Desuden skal EU spille en central rolle i en regulering af virksomhedsbeskatning, så skattely og skatteunddragelse kan aflives.

Piketty har trådt pedalen helt i bund i denne fjerde del, og det er spændende læsning – også selvom visse forslag har et utopisk præg og ikke klart lader sig realisere i den nuværende politiske situation. Men nu er oplægget til debat da givet!

Bogen er blevet til i et samarbejde mellem fireoversættere (Peer F. Bundgaard, Manni Crone, Adam Diderichsen og Niels Ivar Larsen) og to forlag (DJØF og Informations Forlag), og de skal have hjerteligt tak for at gøre dette store værk tilgængeligt for danske læsere og økonomiske fusentaster.