Han er/var kendt som provokatør. Hesteslagtning og en splitternøgen kvinde (endda hans hustru Lene Adler) med Jesuskors over skuldrene, på vej gennem Børssalen. Det fik borgerskabet op af sofaen. Og så nyttede forklaringen ikke noget om, at det skete i protest mod Vietnam-krigen og kapitalismens grimme ansigt. Bjørn Nørgaard var i 70’erne dømt provo. At han også lavede film, endda sin egen udgave af Nadveren, var medredaktør af collagetidsskriftet Hætsjj, udstillede sammen med vennerne fra Eks-skolen bl.a. Per Kirkeby - og endda fornærmede kongehuset, gjorde ham ikke mere spiselig for den brede offentlighed.

Det er snart mere end 50 år siden.

I dag er han på finansloven – og kongelig hofleverandør. Ind i de royale gemakker trådte han, da dronning Margrethe til sin 50-års fødselsdag ønskede sig en stribe moderne gobeliner til illustration af danmarkshistorien, til ophængning i Riddersalen på Christiansborg. Forbilledet, intet mindre end Bayeuxtapeterne – og Bjørn Nørgaard, der i mellemtiden var blevet professor på Akademiet, var leveringsdygtig med et udkast til en vævet tegneserie i 17 billeder, som vagte majestætens (og senere borgerskabets) begejstring.

Men rammen og monumentet skulle blive endnu mere royal. Prinsgemalen (selv skulptør) og dronningen (selv udøvende billedkunstner) bad i 2003 Bjørn Nørgaard om at udforme deres fælles sarkofag til opstilling, i et sidekapel til Roskilde Domkirke, i lighed med de andre 40 afdøde konger/dronninger, der er stedet til hvile i kirken. Noget af en opgave.

Det er den udfordring den tjekkiske dokumentarfilm Dronningens sarkofag (instruktør, Pavel Štingl) handler om. Tjekkisk, fordi Bjørn Nørgaard valgte, at sarkofagen, for en stor dels vedkommende, skulle laves i glas, og fremstilles i den lille by Zelezny Brod i Tjekkiet, der er verdenskendt for sin glaskunst. En glassarkofag (første gang i kongedømmets historie!), der skal understrege, at kongehuset i dag, i demokratiets navn, er blevet transparent. Sådan forklarer kunstneren, i filmen, materialevalget.

Vi følger, helt traditionelt arbejdsprocessen i glasmenageriet. De erfarne håndværkere går, gennem de 3 år, til opgaven med ildhu og ekspertise, for gennem et kompliceret samlesæt, at skabe det 7,5 tons glasmonument. Helt i den traditionelle sarkofags ånd, skal vi, gennem det tykke glas, kunne skimte Henrik & Margrethes ansigtstræk. Smukt liggende, side ved side, med folde hænder over brystet, og et par nøgne fødder stikkende frem gennem kjortlerne. En afstøbning, ikke mindst af tæerne, volder stort besvær og bliver livligt kommenteres af glasmesteren – ikke uden humor.

Kunstneren selv kommenterer filmen igennem, værkets tilblivelse, på et let forståeligt engelsk. Vi ser modellerne og hvordan sarkofaglåget dekoreres med forgyldte, håndfaste symboler, som kronen, isbjørn (Grønland), kors, palet, heraldik, grundloven (en cigaretpakke synes at mangle) … ja, endda en lille gravhund, er der plads til – et symbol på den trofasthed, der kendetegner monarken, forklare Bjørn Nørgaard. Det hele båret op af sølvelefanter.

Vi kommer tæt på det håndværksmæssige og det unikke i at kunst/håndværk, her smelter sammen, understreges som en forudsætning for at kunstværket skal lykkes. Og ikke mindst tilblivelsen af samlesættet, transporten og opstillingen i Domkirken, følges med millimetermål og nerver.

Om det er lykkes, at modernisere og skabe et relevant kunstværk af glas-sarkofagen, må man ved selvsyn bedømme i Roskilde Domkirke. Men NEJ, for gravmælet, står ganske vidst, hvor den skal stå i al fremtid, nemlig i St. Birgittas kapel, men ak, glassarkofagen er i dag indpakket og skjult for besøgende, indtil den dag, hvor regenten skal bisættes.En model kan dog beses.

Prinsgemalen nåede, som bekendt kort før sin død, at meddele at han ikke ønskede, at blive begravet sammen med sin hustru – og i stedet brændes og strøs ud over havet og Fredensborg slotshave. Men hans ”eftermæle”, i glas og bronze, ligger og venter på at blive pakket ud for offentligheden, når majestæten er død.

Dronningen Sarkofag er en dokumentarfilm om engagement og håndværksmæssig professionalisme, mere end om kunstneren bag værket. Selvom Bjørn Nørgaard i glimt fortæller om gobelinerne, der som sarkofagen, også arbejder med det naive og let tilgængelige, er det måske for danskere mere spændende, at kende manden, der engang var provoen og nu både er omfavnet af kirke og kongehus, end glasmestrene i Tjekkiet.

Mens vi venter på at sarkofagen skal pakkes op, og se kirkerummets lys, kan det godt afsløres, at glassarkofagen har rødder tilbage til middelalderens kalkmaleriers naive allegorier – og Walt Disneys Snehvide. Så mon ikke den gamle kunstner stadig har lidt af provokatøren i sig. Og heldigvis for det.