Teenagegyseren har alle dage været en af de mest moralske genrer i filmens verden, selv om dens fokus på sex, død, blod og lemlæstelse udadtil næppe får den til at se sådan ud. Til gengæld påpeger mange filmforskere, bl.a. Caroll Clover, at det netop er teenagegyseren, der lærer alle de unge i målgruppen (især piger) at vogte sig for fristelser. Er det måske ikke de teenagere der dyrker sex, drikker alkohol og tager stoffer, som er dem morderen tager først? Er det måske ikke den unge pige der har afholdt sig fra alle disse fristelser der ender med at blive filmens ”final girl”?

Der findes måske ligefrem en lille underkategori af gyserfilm, der få samme vis forsøger at fortælle samme målgruppe om hvor galt det kan gå, hvis f.eks. ikke man beskytter sig når man har sex. Gyserfilm der fokuserer på graviditet, er ikke et decideret særsyn, for både Rosemary og moderen fra It Lives! kan sikkert bevidne, at det kan være alt andet end sjovt at føde ting, der slet ikke ligner den drømmebaby de ellers havde forventet at fylde ens Instagram-konto med billeder af.

Hvis man er forholdsvis hurtig til at aflæse tegninger, bliver stort set hele plottet i Snatchers afsløret mens titelsekvensen kører. Muligvis er anmelder skadet af at have læst tegneserier hele sit liv, men de Maya-indiansk inspirerede tegninger som dukker op helt i starten, afslører faktisk hvad hele filmen handler om. Er du lidt uopmærksom, så tager hovedfilmen sig heldigvis tid til at forklare hvordan det hele hænger sammen i løbet af den næste halvanden times tid.

Filmens hovedperson er den unge pige Sara, der går i High School og er kæreste med Skylar, der netop er hjemvendt fra en skoleudflugt til Mexico. Selv om de egentlig havde aftalt at vente lidt med at have sex, så presser Skylar nu på som aldrig før, og af frygt for at miste ham til andre mere villige piger, går Sara med til at have sex med ham. Det bliver en meget underlig omgang for da den unge mand når sit klimaks inden for 20-25 sekunder, begynder han at skrige af smerte idet han kommer. Noget er tydeligvis slet ikke som det burde være.

Allerede kort tid efter tager Sara en graviditetstest og allerede dagen efter har hendes mave vokset sig enorm og hun er klar til at føde. Der er noget helt galt, men helt hvor galt det står til, finder hun ikke ud af før den dramatiske fødsel går i gang. En fødsel der ender med at kræve flere dødsofre. Sara overlever og beslutter sig herefter at finde ud af hvad i alverden der er sket. Flere ledetråde synes at pege på kærestens føromtalte tur til Mexico.

Det var vist mere end rigelig genfortælling af filmens første tyve minutter. Uden af afsløre mere så er der lagt i ovnen (ja, det var en hel bevidst gravid-joke – red.) til en letbenet, blodig og faktisk ret sjov teenagegraviditetsgyserkomedie, der faktisk er både pænt lam og sært underholdende på samme tid. Umiddelbart kunne plottet minde lidt om et der sagtens kunne være blevet skrevet i Troma-regi for år tilbage, men helt så sindssyg ender filmen alligevel ikke med at være. Den har også – til forskel fra Troma - haft et regulært budget.

Rent personligt var det hverken effekterne (b.la. den noget fjollede ting, Sara føder) eller handlingen der trak ned i den samlede bedømmelse, men derimod nogle af skuespillerne, der ganske enkelt ikke fungerer optimalt i denne film. Mary Nepi der spiller Sara er der ikke noget galt med, men både Austyn Fryberger der spiller Skylar og Gabrielle Elyse, der spiller Saras nødede veninde, er ikke særligt gode. Til gengæld kan man så glædes over Nick Gomez i rollen som betjenten Oscar eller Rich Fulcher (som der forhåbentlig er mange af Kapellets læsere der husker fra hans mange roller i The Mighty Boosh) der så kan rette lidt op på det endelige facit.

Snatchers er ikke en film man skal tage alvorligt, det burde også kunne fornemmes på beskrivelsen af handlingen. Holder man af skæve, gyserkomedier så er den faktisk slet ikke så tosset igen – for væsenet er faktisk ret fedt og for det meste fungerer humoren, selv om man som midaldrende skrivekarl hurtigt bliver træt af alle teenagepigernes teenagemåder at ”kommunikere” med hinanden på. Det er sikkert også helt bevidst lavet så lamt som tilfældet er, men det gør det ikke sjovere. Heldigvis er der undervejs i filmen andre replikker, som fungerer virkeligt godt. En personlig favorit er da førnævnte betjent kalder sine kollegaer over radioen og spørger: ”Is there any news regarding the corpse?” og svaret tørt og prompte falder; ”Nope. Still dead!”

I Snatchers er der skruet op for splattereffekterne, selv om der i anmelders optik godt kunne have været endnu mere gore – men det har det sikkert været et spørgsmål om budget og ikke mindst ikke at skræmme målgruppen helt væk. Om du vil kunne lide filmen, er sikkert et spørgsmål om du deler anmelders glæde ved film der tør at gå helt ud på overdrevet. Det er næppe en film der bliver sat tilbage i afspilleren lige med det første, til gengæld var det rigtigt sjovt så længe det varede.