Perfect (88 min.) Købefilm / Sony
Anmeldt 11/2 2020, 19:43 af Torben Rølmer Bille
Flip ud!
Flip ud!
« TilbagePerfect er en film, der både i billede, lyd og ikke mindst i sin fortælling udfordrer sin seer. Den kan vist bedst beskrives som en filmisk hallucination. Måske ville Perfect være en episk oplevelse hvis man en halv times tid før man kom den i afspilleren, indtog en massiv dosis LDS eller Psilocybin – selv om anmelder antager at filmen, selv under disse omstændigheder, ville ende med at blive et ret dårligt trip.
Nu kunne det måske lyde som om Perfect var enten helt uforståelig eller decideret dårlig, men det er den egentlig ikke. Den er bare ikke en film der ikke søger at fortælle en sammenhængende, plot- eller karakterdreven fortælling, men som i stedet mest af alt minder mere om et billeddigt, en udsyret, science-fiction-agtig musikvideo, der varer halvanden time.
Selv om det er en ret kryptisk film, så er det stadigvæk muligt at for at give en slags handlingsreferat, men tag det endelig med et gran salt, for undertegnede vil på ingen måde kunne yde filmen retfærdighed gennem de følgende ord.
Vi følger en ung, smuk mand, der ankommer til et sted der mest af alt minder om et wellness resort midt i junglen, indrettet i et enormt, topdesignet hus. Utvivlsomt må dette være engang ude i fremtiden, for midt i det junglelandskab som hovedpersonen kan se fra hans sengeleje, kan man ane en enorm obelisk, eller tårn, der stikker ud af landskabet. Samtidig er der en slags intercom ved siden af sengen, som vor hovedperson kan tale med og som annoncerer, når der ankommer opgraderinger til ham.
Efter et par dage på resortet bliver patienten også nødt til at vælge ’hvilken vej’ han mener hans videre forløb skal tage. Så han besøger en bygning i jungelen. Et stort rødt rum, med en masse hvide knapper med symboler på. Uden at spoile noget, kan vi vist godt afsløre at han vælger knappen med piktogrammet af et æble på.
I korte flashbacks får man en idé om at vores unge mand, muligvis har myrdet en ung kvinde og at det er derfor han er blevet sendt til behandling. Årsag eller motiv for dette drab kendes imidlertid ikke. De førnævnte ”opgraderinger” består i et skalpel og biomateriale-sæt, der ankommer med jævne mellemrum.
Vi ser så hvordan han selv, ved nøje at følge nogle instruktioner på pakkerne han modtager, skærer store lunser ud af sit eget hoved, og erstatter disse med nogle tilsvarende ’brikker’, der ser ud som om de er lavet af halvtransparent plastic. Selv for en Cronenberg-fan er det ret voldsomt at se hovedpersonen igen og igen skære sig selv i hovedet og indsætte disse ’helbredende’ kuber.
Undervejs møder patienten også en ung kvinde, der lige som ham er indlagt, for ikke at tale om nogle møder med de ret så menneskesky terapeuter, der måske – måske ikke - har styr på deres behandlingssted. Dette skal tilsættes nogle ret vilde mareridt og en del mellemscener som allermest ligner olielampeprojektioner, noget filmet inde i en lavalampe eller måske er det mikroskopoptagelser af organisk materiale.
Hvordan det hele spænder af, skal ikke afsløres her. For selv om anmelder har set slutningen, er det ikke helt klart hvad der sker her – eller for den sags skyld hvad hele meningen med de sidste 87 minutter har været. På coveret lokkes den filminteresserede med teksten ”Stephen Soderberg presents” idet han har været en af filmens mange producenter. Vid blot at ikke engang Soderbergs mest udfordrende film kommer i nærheden af Perfect. Kapellet ville i al fald meget gerne have været med til det møde hvor instruktør og manusforfatter Eddie Alcazar pitchede filmen for de der har skudt penge i projektet. Kapellet gætter i al fald på, at der ved samme møde har været ret mange stoffer involveret.
Perfect er vist kun en film for en ret lille nichegruppe af filmelskere. Den er enormt flot lavet rent teknisk, men de smukke og groteske billeder kan ikke bære filmen alene. Det er ikke fordi anmelder ikke knuselsker film der er udfordrende, men her virker det blot alt for fortænkt og bevidst kryptisk. Så navlebeskuende og selvfedt, at det ganske enkelt ender med at være uinteressant. Det er virkelig en skam, når der i øvrigt er så mange delelementer der virker rigtigt interessante undervejs.