Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Charlie Says (110 min.) Købefilm / Sony
Anmeldt 17/9 2019, 17:02 af Torben Rølmer Bille

Mansons kvinder


Mansons kvinder

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der var umiddelbart hele tre gode grunde til at Kapellets skrivekarl fandt det spændende at se og skrive om filmen Charlie Says. For det første er den instrueret af Mary Harron, der i 2000 instruerede filmversionen af Brett Easton Ellis’ forrygende roman American Psycho. For det andet, var det en film om Charles Manson, der i denne version bliver spillet selveste Matt ”Doctor Who” Smith og sidst, men ikke mindst, så virkede det som et interessant fokus, at filmen havde valgt at fokusere på de tre kvinder, som var direkte involveret i det grusomme mord, som Manson satte i scene.

Charles Manson er også en fascinerende figur, for selv om han til sin dødsdag hårdnakket påstod at han ikke selv havde myrdet nogen, blev han i 1971 smidt i fængsel på livstid. Dette fordi anklagemyndigheden mente at der var tilstrækkeligt med beviser for at Manson havde hjernevasket sine disciple til at begå de frygtelige mord, der af mange blev betragtet som det definitive punktum for den oprindelige ”Summer of Love” i slutningen af tresserne. Her var det ikke kærlighed der drev hippierne, men derimod had, racisme og mistro.

Såvel Mansons egen figur, som den karismatiske, manipulerende og forstyrrede leder af en lille gruppe af LSD-glade hippier, samt mordene på den gravide Sharon Tate og dennes venner, der er dokumenteret i populære true-crime-bøger (som f.eks. Bugliosi og Gentrys bestseller Helter Skelter), er ligeledes et af de mest fascinerende kapitler i såvel amerikansk retshistorie som i populærkulturen. En begivenhed der har efterladt et permanent ar på ”de glade tressere” og som har været grundlag for masser af fortællinger om netop Manson og Co. Senest så vi jo historien om Manson udfolde sig i den fremragende tv-serie Mindhunter og i Quentin Tarantinos niende film; Once Upon a Time… in Hollywood.

Selv om mange forfattere og filmmagere på den vis har forsøgt at finde frem til årsagerne til denne tragedie og ikke mindst hvordan det lykkedes en mand at få overtalt sine tilhængere til ligefrem at begå mord på hans ordrer, så finder man nok aldrig et entydigt svar. Filmen Charlie Says synes dog at give et ganske godt bud på dette, idet seeren hér ved selvsyn kan se, hvad der muligvis er foregået på den lettere forfaldne ranch (der oprindeligt blev brugt til filmoptagelser) som Charlie og slænget opholdt sig på.

Filmen er baseret på Ed Sanders’ roman The Family, der lige som ovennævnte Helter Skelter udkom i 1971, umiddelbart efter retssagen mod Manson var overstået. Det skal indrømmes at anmelder ikke har læst Sanders’ værk, men filmen synes i al fald at være en både ret nøgtern gengivelse af begivenhederne på The Spahn Ranch og de grusomme begivenheder, der udspillede sig senere på 10050 Cielo Drive i Hollywood.

Filmen starter dog i fængslet, hvor vi møder tre kvinder, der alle afsoner livstidsdomme. Primært følger vi den unge kvinde ”Lulu”, der før hun mødte Manson hed Leslie. Hun spilles af Hannah Murray der måske huskes fra rollen som Gilly i Game of Thrones. Lulu var bare en ganske almindelig teenager, der var stukket af hjemmefra. Nærmest ved et tilfælde møder hun nogle af Mansons andre disciple og snart efter manden selv. Man oplever hvordan Manson, ganske snedigt benytter en kombination af retoriske evner, karisma, frygt, lommefilosofi og ikke mindst masser af stoffer, til at styre sin lille flok. I starten af filmen virker det som om Manson har et projekt der ikke synderligt adskiller sig fra andre hippiekollektiver, på den tid, men da Charles ikke får den anderkendelse som musiker som han mener han har nærmest et naturligt krav på, så tager hans overordnede plan pludselig en meget mørkere drejning.

Manson spilles af en nærmest uigenkendelig Matt Smith, der har lagt al sin engelske charme af sig og både fanger Mansons vilde blik og ikke mindst hans stemme overrumplende godt. Filmen skifter konsekvent mellem scener fra fængslet, hvor de tre kvinder får lov til at blive undervist i bl.a. litteratur og samfundsforhold af en frivillig lærer. Både hun og seeren opdager hurtigt, at de tre forhenværende medlemmer af Charlies ”familie”, stadig er styret af de tanker og værdier som Manson prædikede. Deraf filmens titel, for hver gang de bliver spurgt om noget, så indledes deres svar stort set konsekvent med ”Charlie siger…”

Filmen er fint fortalt og fanger både tidsånden, men også stemningen på Spahns Ranch er glimrende gengivet. Det er ligeledes en film, der ikke overforklarer ting, eksempelvis optræder Dennis Wilson som figur i filmen, men det forklares ikke på noget som helst tidspunkt at han er trommeslager i Beach Boys, ligeledes er der få referencer til Robert De Beausoleil, men uden at filmen går i dybden med den side af historien. Fokus er og bliver på kvinderne.

Man kan godt karakterisere dette som en feministisk Mansonskrøne, idet fokus netop er at se begivenhederne fra deres perspektiv, men det er ikke en film der bliver belærende, eller som entydigt viser disse kvinder som ofre eller skurke.

Filmen ender derfor med at være et godt bud på at få serveret denne historie på en lidt anden måde – en måde der endda ikke vælger at svælge i de grusomme detaljer som man husker fra mordene. Slutteligt er dette den triste beretning om enden på en æra, en sørgelig finale på en smuk drøm, som end ikke Quentin Tarantino kan rette op på, uanset hvor mange film han ellers laver.


2463
Forrige anmeldelse
« The Curse of La Llorona «
Næste anmeldelse
» Batman vs. Teenage Mutant Ninja... »


Filmanmeldelser